En selvmordsepidemi i den lille walisiske by Bridgend har i årevis draget den danske instruktør Jeppe Rønde som et møl mod et dunkelt lys i mørket.
Dokumentarfilminstruktørens første spillefilm er mørk, anelsesfuld og skæbnesvanger. Hvor dokumentarfilmen er forpligtet på at finde en slags svar, kan fiktionen svare mere åbent med en historie.
79 mennesker begik selvmord i Bridgend i årene 2007-12. Næsten alle var helt unge. De 78 hængte sig. Det er helt ekstremt. Spekulationerne om årsagerne præsenteres i filmen som alt fra noget med vandet til mobilstråler eller noget med computerne. De unge selv er tavse. Efterlader sig ingen breve, ingen forklaringer.
I den historie, Jeppe Rønde har vævet sammen med Torben Bech og Peter Asmussen, ankommer politimanden Dave til sin gamle hjemby for at opklare ’forbrydelsen’. Men der er ingen forbrydelse. Kun døde og efterladte, hemmeligheder og indædt modstand fra byens unge.
INTERVIEW
Instruktør bag film om mystiske ungdoms-selvmord i Wales: »Det er et hårdt samfund«Syndefald
Der gives ingen svar, men filmen beskriver en netbaseret selvmordskult.
De unge dyrker ungdommen som vitalistisk grænseoverskridelse. Med druk og død, fester, hærg og sammenhold dyrker de det vilde liv på kanten af døden. Deres afvisning af de voksnes verden er total. I filmen lever de voksne kun alt for godt op til deres rolle. De er selvoptagne, selvgode, selvretfærdige. Stupide, lurvede, fordrukne, voldelige.
At blive voksen er et syndefald, de unge afviser med foragt. Der er ikke mange fremtidsmuligheder i det lille samfund, men en sociologisk forklaring afvises blankt som banal. Hvad med storbyen Bristol? Er det mon bedre? Nej, ikke rigtigt, siger politimandens datter, Sarah, der har prøvet at leve i Bristol. Voksenlivet er ikke noget at komme efter. Men så er der jo ikke noget at komme efter. For voksen bliver man jo, hvis man lever længe nok.
Britisk by ramt af selvmordsbølgeSkovene og bjergene er dystert smukke. Et romantisk råb om storm, undergang og renselse. De unge hyler mod himlen og springer nøgne i det iskolde vand for at mærke livet slå i kroppen, før det er for sent.
Filmen er som de unge, den skildrer, utilgængelig for snusfornuft og realitetssans. Havde ’Bridgend’ været fortalt som et normalt drama, tror jeg, man ville have betragtet dens historie med dyb skepsis.
Men fortalt som mytisk realisme, som et billeddigt om ungdommens til bristepunktet spændte følelse konfronteret med voksenlivets krav om kompromiser, er filmen ikke bare en intens sanseoplevelse, men også maveknugende i sin sælsomt tågede højspænding.
Mellem natur og kunstfærdighed
Jeppe Røndes svar er æstetiske. Fortællingens antydninger og stemninger udtrykt med billeder, lys, farve og lyd. Det er længe siden, en dansk film så konsekvent har satset på at lade bearbejdningen af de filmiske virkemidler være det afgørende.
Billederne af skoven og søen balancerer mellem natur og kunstfærdighed. Karsten Fundal og Mondkopfs musik går i bedste forstand på nerverne, og efterbearbejdningen af lys, farve og ikke mindst lyd skaber en slags inderligt gusten chiaroscuro-fornemmelse, som er intet mindre end hypnotisk.
Lyset, mørket og de neurotiske farveblænder synes at komme alle og ingen steder fra.
Målt på tonefald og personinstruktion ligner ’Red Riding’ – James Marshs ’virkelighedskrimi’ – en inspiration, men ellers peger meget på den tidlige Lars von Trier. ’Forbrydelsens element’ og ’Breaking the Waves’ er de to film, jeg synes springer i øjnene. Ikke så mærkeligt, da Peter Asmussen også var medforfatter på ’Breaking the Waves’.
Britisk strejkefilm er veloplagt uden store dikkedarerSelvmordene forbindes med det seksuelle som overgangsrite. Smukke Sara ankommer som uskyldig prinsesse til Bridgend. Med sig har hun sin hingst, Snowwhite, og sin far, politimanden Dave med tyrenakken. For sjov vil hun have faderen til at bære sig over dørtærsklen, da de flytter ind i familiens gamle hus.
Han affejer humorforladt hendes bryllup-for-sjov-leg. Fra det øjeblik han i stedet indleder et forhold til en jævnaldrende kollega, suges Sarah uimodståeligt mod de unges dødekult og en anden tærskel.
’Den unge Werthers lidelser’, Rimbauds poetiske vildskab og punkrevolutionens ’No Future’ ligger alt sammen i ’Bridgend’s dna. Et drama om en selvmordsepidemi, jovist. Men først og fremmest en kulturmyte og et usædvanligt dragende billeddigt om den afgrund, vild ungdom danser på kanten af.
fortsæt med at læse
