I det blåtonede nattemørke i den walisiske skov står en gruppe unge omkring et træ, hvorfra en af deres venner har hængt sig.
Igen og igen råber de højt og langsomt hans navn op mod himlen. De gentagne råb lyder som en rus af glæde og overgivelse. Og de unge ser ud til at være i en form for trance, der kunne vare i en evighed.
Scenen er fra Jeppe Røndes nye film ’Bridgend’, og instruktøren ved godt, at den opleves som lige dele dragende og urovækkende:
»Jeg forstår godt de kræfter, der er på spil, når de hylder deres døde ven på den måde. Det er vildt, og det er måske næsten provokerende, at de hylder døden, som de gør ved at råbe den dødes navn højt op imod himlen«.
Fra dokumentar til fiktion
’Bridgend’ er den første film, hvor Jeppe Rønde har arbejdet med fiktion.
Filmen vises på festivalen CPH PIX i København. Tidligere har 42-årige Jeppe Rønde lavet dokumentarfilm. Med ’Jerusalem, min elskede’ og ’The Swenkas’ brød han for et årti siden igennem som et stort talent inden for den personlige dokumentar.
Selv om rollelisten i ’Bridgend’ er besat af skuespillere, hvoraf mange er debuterende amatører, er filmen i så høj grad baseret på virkelige hændelser, at den næsten lige så godt kunne være endnu en personlig dokumentar fra Jeppe Røndes hånd.
Pistolen peger på far og mor
’Bridgend’ handler om et skræmmende fænomen, verden gennem medierne fik kendskab til i begyndelsen af 2008. I tidsrummet mellem 2008 og 2010 begik mindst 79 unge fra Bridgend i Wales selvmord. De fleste ved hængning og hovedparten på et sted, hvor de efter al sandsynlighed ville blive fundet af deres forældre.
Kim Skotte: Det skal du se på CPH PIXDerfor har nogle psykologer kaldt selvmordene i Bridgend ’180-graders mord’, påpeger Jeppe Rønde:
»Hvis et barn hænger sig et sted, hvor det er sikkert, at hun bliver fundet af sin far eller mor, kan forældrene i overført betydning godt se, hvem pistolen peger på. Derfor går de her forældre i Bridgend rundt som zombier. Det er de unge, der dør, men det er forældrene, der bliver slået ihjel«.
Et hårdt samfund
Årsagerne til selvmordene i Bridgend er alt andet end indlysende. Stedet er, som Jeppe Rønde siger, et område svarende til en kommune som Skive. En provinsby med et mindre opland og uden andre utvetydige kriseforklaringer end en høj arbejdsløshed i forældregenerationerne som langtidsfølge af Thatchers minelukninger i 80’erne.
»Det er et hårdt samfund, men på mange måder synes jeg ikke, at det er hårdere end provinssteder i Danmark. Jeg kommer selv fra provinsen. Det mærkelige er, hvorfor selvmordsepidemien sker i Bridgend og ikke i nabokommunen? Filmen giver ikke noget entydigt svar, men stiller en masse spørgsmål, der leder hen til spørgsmålet om, hvem vi er som mennesker. Hvorfor stå op om morgenen? Det spørgsmål har jeg stillet i alle mine film«.
Ondskaben
Da Jeppe Rønde i 2008 læste om selvmordene i Bridgend, blev tanken om dem hængende i ham. Egentlig var han på det tidspunkt i gang med et andet filmprojekt. Sammen med et filmhold jagtede han krigsforbryderen Radovan Karadzic og fandt ham også, inden han blev fanget.
Anholdelsen af Karadzic betød, at filmprojektet strandede. Men jagten på ham på Balkan tydeliggjorde for Jeppe Rønde, at vi som mennesker har nogle facetter, vi ikke nødvendigvis er bevidst om, fordi de normalt er så fjerne for os:
»På Balkan mødte vi mange, der havde holdt af deres naboer i 20 år og så lige pludselig koldblodigt slog dem ihjel. Det mørke eller den underliggende ondskab er en del af os som mennesker. I Bridgend er denne mørke kollektive ubevidsthed, der strømmer gennem dalene og synes at trække i de unge, en utrolig stærk kraft. Jeg tog dertil, og det lykkedes mig at komme tæt på de unge og stille alle de spørgsmål, der trænger sig på. Hvorfor hænger de sig? Hvorfor hylder de de venner, der har hængt sig? Det er vildt, at de gør det. Sådan bliver døden næsten et livsmanifest. På en måde er det sindssygt smukt og samtidig gruopvækkende trist. Det har de her modsatrettede kræfter i sig. Som er en del af livet«.
Drugged and beaten
Jeppe Rønde holder sin 2 meter lange krop i ro, når han snakker. Det er ansigtets udtryk og især det åbne bliks intensitet, som udadtil viser, hvor meget oplevelserne i Bridgend har sat sig i ham. Gennem seks år var han i Wales flere gange, end han kan tælle.
Filmens karakterer er skrevet på basis af mennesker fra Bridgend, men på en måde, så de ikke er umiddelbart genkendelige.
Dokumentar viser på afskyelig og smuk vis rundt i de østrigske kældre»Det har jeg lovet dem. Hvis de blev genkendt, ville de blive udstødt og i værste fald få tæsk med knive. Der er jo voldsomt blandt de unge der«, siger han.
I Bridgend oplevede han at blive udsat for at blive »drugged and beaten«, som han siger. Nogen havde givet ham stoffer i drinken, og da han vågnede, var der blod i sengen. Hans knæ var smadret, og han anede ikke, hvordan det var sket:
»Jeg tror selv, at det var en form for test. De ville se, om jeg kunne gå hele vejen. Senere har jeg spurgt dem, hvad der skete. De grinte bare og svarede, at jeg da kom hjem. Og ja, det gjorde jeg«.
Vi følger hinanden
På et andet tidspunkt, mens han var der, oplevede området syd for Bridgend i Cornwall, at et større antal delfiner svømmede op på stranden, hvor de spiste sand for at kvæle sig selv.
Ifølge marinbiologer begik delfinerne kollektivt selvmord. Ligesom det ene unge menneske efter det andet i Bridgend valgte at tage livet af sig. Uden nogen naturlig forklaring, siger Jeppe Rønde.
»De er jo pattedyr ligesom os. Der er nogle ting, som gør, at vi sommetider uvilkårligt gør som andre. Vi følger hinanden. Nogle gange blindt«.
Dødsdriften
I sin film fortæller Jeppe Rønde historien om unge Sara, der flytter til Bridgend sammen med sin far, bliver en del af den kultagtige gruppe dødsfascinerede unge og forelsker sig i en af dem. Sara er filmens rene kærlighedsskikkelse, og hun er også den, der kan se de jævnaldrendes dødsdrift udefra.
Under sin research i Bridgend mødte Jeppe Rønde flere, der har overlevet selvmordsforsøg og ikke forstår, hvorfor de gjorde det:
»Hos flere af dem, jeg har mødt, har den typiske fortælling været, at de har haft en følelse af, at nogen kaldte på dem. De har følt sig trukket ind i et mørke, de ikke kunne modstå«.
Xavier Dolans prisvindende 'Mommy' er en totalt overvældende filmLigesom alle, der ser filmen, har Jeppe Rønde også selv gerne villet have et svar på, hvorfor de havde forsøgt at tage livet af sig. Men der er ikke noget enkelt svar, gentager instruktøren:
»Vi vil gerne vide hvorfor, så vi kan lægge det bag os og føle os trygge igen og komme videre med vores liv. Den største frygt for forældre er vel, at ens barn dør på den måde. Det er i hvert fald det allerværste, jeg kan forestille mig. Jeg har selv en 8-årig datter«.
Man begynder at lugte af det
Ikke før meget sent gik det op for Jeppe Rønde, hvor meget det har tæret på ham at beskæftige sig med historien. Hammeren faldt først, da indspilningen af ’Bridgend’ var færdig, og han ikke længere havde kameraet som skjold mellem sig selv og stoffet:
»Det er ikke, fordi jeg har lyst til at hænge mig. Men når man rører så meget ved noget, lugter man også af det, som man siger. Så det har i den grad sat sig i mig. På godt og ondt må jeg faktisk sige. For jeg vil hellere kende de kræfter, som man kan kalde dødsdrift og det kollektivt ubevidste, end jeg vil være ubevidst om dem og bange for dem. Når man er bange, kan det lettere ramme en. Sådan er det jo med alt. Det handler om at finde ud af, hvem vi er«.
Kærligheden
Da Jeppe Rønde var aktuel med dokumentarfilmene ’Jerusalem, min elskede’ og ’The Swenkas’, var der lagt op til, at de to film skulle være de første i en trilogi om tro, håb og kærlighed.
I ’Jerusalem, min elskede’ søgte han efter den tro, han havde mistet efter en barndom, hvor han som 7-årig mistede sin far og voksede op hos bl.a. sin indremissionske mormor. Troen slås han stadig for at genfinde.
I ’The Swenkas’ fandt han håbet blandt mode- og musikglade zulumænd i post-apartheid-Sydafrika.
Trilogiens sidste del om kærligheden blev parkeret. Af en god grund, siger han:
»Hvis jeg havde lavet den film om kærlighed efter ’The Swenkas’, ville jeg være nødt til at have en vis distance til stoffet imens. Og det kunne jeg ikke. For jeg levede jo kærligheden i de år. Jeg fik kone og datter, og jeg kunne ikke finde ud af lave en film om kærligheden, mens jeg levede den. Det har jeg måttet lære«.
Han tænker lidt. Og tilføjer så:
»På den anden side ... ’Bridgend’ er jo en kærlighedshistorie. Filmen spørger, om kærligheden kan redde alt? Det siger man jo, at den kan. Jeg tvivler. Men jeg vil stadig gerne tro på det«.
fortsæt med at læse
