En gruppe mænd mødes for at skåle igennem hjemme i den enes kælder, der er indrettet med alt muligt nazi-nips som mindestue for Hitler. En husmor herser med sit helt eget nøgne, overvægtige svin af en mand, som nyder at kravle rundt i deres lejlighed på alle fire og – ved særlig lystige lejligheder nede i kælderen – blive hevet op i nosserne. Og en midaldrende kvinde pusler om sine livagtige dukkebabyer, der bor i æsker på hylderne i hendes kælderrum.

Oftest er det ikke almindeligheder, der foregår i de kældre, som Ulrich Seidl viser i sin film ’I kælderen’. Det er de chokerende og sædvanligvis skjulte sysler, som den østrigske instruktør sætter lys på i værket, hvori han bruger kælderen som metafor for underbevidstheden.

Ulrich Seidls hidtil mest kendte film er det fiktive projekt ’Paradis-trilogien’, hvor han under titlerne ’Kærlighed’, ’Tro’ og ’Håb’ skildrede kvinders groteske jagt på kærlighed, ømhed og sex. Selv foretrækker Seidl at blive kaldt provokatør i stedet for instruktør. Udfordringen ved som Seidl at være i provokationsfaget er, at der skal skrues mere og mere op for vanviddet, hvis han fortsat skal chokere, anfægte og forskrække et publikum, der kender hans præmis.

Formidabelt iscenesatte tableauer

Det ved Seidl godt. Og han fanger publikums opmærksomhed allerede i åbningsscenen, hvor en mus leger foran en enorm slange i et bur. Indtil slangen hugger til og Seidl med dét gys har åbnet sine tilskueres sanser, så man lader sig kaste omkring i underbevidsthedens allerdybeste i en film, der består af en lang og afvekslende række af for det meste formidabelt iscenesatte tableauer om mørke, menneskelige hemmeligheder.

Når han får en prostitueret i arbejdstøjet og en af hendes kunder til at fortælle om hver sine evner, placerer han dem opretstående, midt i billedet, med alvorlige ansigtsudtryk, så de og deres alt andet end modelperfekte kroppe ligner nøgternt afbildede objekter på et naturalistisk maleri.

SE BILLEDERNE

I andre scener er opstillingen lige så symmetrisk og velordnet, når Seidl lader en gruppe skydeglade mænd udveksle racistiske bemærkninger eller får nogle mænd til at fortælle flove mandschauvinistiske vittigheder, der ikke i sig selv er sjove. Men det er Seidls opstilling af dem.

Også når han får nazisympatisøren til at afstøve Hitlers portræt med en kost, og når han får den fuldt påklædte herskerinde til at fortælle om sin omkringvimsende slavemand, er de præcise anretninger af mennesker og genstande med til at gøre både de enkelte scener og den samlede film humoristisk på den absurde måde.

Det har ikke stor betydning for filmen, men det er vanskeligt at se den uden at tænke på, at Østrig er berygtet for grusomme sager om misbrug af børn i kældre. Ulrich Seidl selv har udtalt, at han begyndte på ’I kælderen’, før de sager kom frem. Ikke alle hans opstillinger er dokumentariske. For eksempel har kvinden med dukkerne i virkeligheden ikke sine små erstatningsbabyer i sit kælderrum, men derimod i sin lejlighed.

Kvinden med dukkerne fungerer imidlertid i filmen. Også langt bedre end en kort scene med nogle apatisk rygende unge og en anden scene med lige så apatiske kvinder, der er stillet stumme op ved siden af en hårdt og højlydt arbejdende vaskemaskine. Når Seidls tableauer stiger op fra det underbevidste til almindelige og banale handlinger som tøjvask, bryder instruktøren med sin ellers konsekvente tone.

Uden at komme med forklaringer på, hvorfor en mand samler på naziuniformer og -medaljer, eller hvorfor en kvinde er nødt til at tage uhyggeligt livagtige dukkebabyer i sin favn, dækker Ulrich Seidl op til besøg i de mest mørkelagte og dybe hjørner af menneskesindets underetage. ’I kælderen’ er grim og smuk, smagløs og sjov, ikke til at få øjnene fra og ikke hele vejen til at holde ud at se på. Så sammensat og uforglemmelig er kun få film.

fortsæt med at læse

Naziskatte genfundet: Bronzeheste, lingeri og cognac fra Hitlers Tyskland