Uretfærdigt kan det synes, at efterfølgeren til en dundersucces uvægerligt må stumpe, når den måles på samme skala som – i dette tilfælde – ’De Urørlige’.

Hvordan præstere et sidestykke til dén films bundcharmerende kultursammenstød mellem den multilammede milliardær i kørestolen (Francois Cluzet) og så den kæmpemæssige, sorte indvandrer (Omar Sy), der tvinges i jobtræning som rigmandens personlige assistent?

’De Urørlige’s feel-good greb om grumme alvorlige emner som invaliditet, indvandring og integration, endda baseret på virkelige skæbner, blev et velfortjent hit verden over og en af de bedst indtjenende franske film nogensinde.

Ti år i ventesalen

Men folkene bag ’Samba’ er mildest talt selv ude om sammenligningen: Samme instruktørpar caster nu samme karismatiske charmetrold, Omar Sy, til en lignende rolle som den illegale indvandrer Samba Cissé fra Senegal og lader ham (igen) møde myndighedernes bureaukratiske krav plus en ny individuel modsætning: kvinden Alice, som i Charlotte Gainsbourgs benede og lige så karismatiske skikkelse er en chef fra erhvervslivet, der er brudt sammen af stress og ensomhed og nu prøver at komme sig ved at arbejde som frivillig flygtningerådgiver.

Efter ti år ’i ventesalen’ med stadig fornyede opholdstilladelser bliver den samvittighedsfulde opvasker Samba udvist ved et tilfælde, må leve skjult hos en gammel onkel og hutle sig til daglejerjobs med vinduespudsning og affaldssortering på falske arbejdstilladelser.

Alice følger det gode råd at holde professionel distance til flygtningene ved straks at give ham sit telefonnummer (!) – men er uger og måneder om at komme nærmere. Vel er hun hæmmet af generthed og sammenbrud og han af ydmyg høflighed, men man når faktisk at tvivle på, om der overhovedet er erotisk tiltrækning mellem de to eller bare venlig sympati?

Er der lagt en alvorsdæmper på Sy, er hans fandenivoldske humør fra ’De Urørlige’ til gengæld her overført til hans lige så illegale flygtningeven Wilson, angivelig brasilianer, men døbt Walid. I den rolle trykker Tahar Rahim (bl.a. fra sidste års iranske ’Fortiden’) den af, ikke mindst i en vidunderligt svimmel scene, hvor han stripper som vinduespudser uden for en hel flok kvindelige kontorassistenters panoramarude på 20. etage, med Défense-triumfbuen som baggrund!

Hans grin savner man, hver gang kameraet søger andetsteds hen. Hvad det ustandselig gør, fordi Toledano & Nakache under en årelang tilblivelsesproces åbenbart hverken har besindet sig på birollehavernes potentialer eller besluttet sig for, om de to ’sikre’ verdensstjerner skal levere myndighedskritik eller ubehjælpsomhedens kærlighedskomedie. Filmen forbliver selv i ventesalen.