Året er 1967, ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ er lige udkommet, modstanden mod Vietnamkrigen vokser også i Oslo, og en kvartet af Beatles-beundrende kammerater fra kvarteret Skillebekk i byens vestlige del befinder sig i overgangen mellem barndom og ungdom.

Kim, Gunnar, Seb og Ola fra Oslo er Paul, John, George og Ringo efter skoletid, når de samles på et drengeværelse for at høre den nyeste lp med idolerne. Mens de drømmer om at få råd til rigtigt udstyr, leger de band med papguitarer og kosteskaftmikrofoner og lever sig af hele hjertet ind i The Beatles’ univers.

Her tager den danske instruktør Peter Flinths filmatisering af Lars Saabye Christensens gennembrudsroman ’Beatles’ fat. I hjemlandet har romanen ’Beatles’ været en af de mest læste og afholdte generationsfortællinger, siden den udkom i 1984.

Filmen med samme titel er baseret på bogen, og forventningerne var enorme ved den norske premiere sidste år. Velsagtens det kvarte af Norge er vokset op med Saabye Christensens ’Beatles’, og et filmbudget på omkring 50 millioner norske kroner er ret heftigt for en produktion, der på ingen måde er et scenisk udstyrsstykke.

Ikke så melankolsk som romanen

Nogle af pengene er gået til at sikre rettighederne til at bruge originale Beatles-numre, og det er et scoop. Musikken er lydsporet til tiden, men dertil centrum for drengenes fællesskab, fascination og udvikling. Også fortælleren og hovedpersonen Kim Karlsen lykkes i filmen, hvor Louis Williams troværdigt spiller karakterens vekslen mellem det forsigtigt observerende og det modigt udadrettede.

Af birollerne udfoldes Seb/George bedst som drengen, der vender sine sorger indad. Mange andre personer fremstår skematiske. Det gælder blandt andre også Gunnar/John og Ola/Ringo og ikke mindst de fleste af filmens voksne, hvis selvoptagethed med Kim Karlsens mor som undtagelse er nærmest parodisk fremstillet.

I det hele taget er ’Beatles’ blevet en film, der i langt højere grad end sit romanforlæg appellerer til publikums smile- og lattermuskler.

Lars Saabye Christensens bog er en melankolsk fortælling, der i et præcist og letlæseligt sprog fanger kammeratskabets styrke og svagheder med tidens musik og politik som bagtæppe. Kim Karlsen er i tvivl om meget i løbet af bogen, men som læser er man aldrig i tvivl om Kim Karlsens eller de andre gutters specifikke integritet.

I filmen er der øvescener med band og ungdomsfester med dans og druk, hvor alle personer undtagen hovedkarakteren ligner statister i en hvilken som helst gennemsnitlig periodefilm om unge i sentressernes skandinaviske arbejder- og middelklasse.

Sød og nostalgisk film

Megen tid og plads er viet til at fortælle om Kim Karlsens forelskelse i skoleklassens overklassepige Cecilie. Susanne Boucher spiller den svært opnåelige Cecilie med ansigtsudtryk og krop, så det er nemt at forstå Kims betagelse.

Hendes tvivl og hendes modstand anskueliggøres derimod ikke. Hendes danske far (Peter Gantzler) er godt nok en omvandrende brovtende pengetank fra en helt anden socialklasse end Kims, men uvenlig mod drengen er han ikke.

’Beatles’ er blevet sammenlignet med danske Bille Augusts filmatisering af Bjarne Reuters ’Zappa’, der også handler om pubertetsdrenge i tresserne – dog i årtiets begyndelse. Peter Flinths ’Beatles’ er ikke så godt forløst som ’Zappa’ og blev ikke den norske publikumssucces, producenten havde håbet.

Men den blev en sød og nostalgisk film om Kim Karlsens første store forelskelse og om hans famlende vej til at finde sin egen stemme i livet.

fortsæt med at læse

Lars Saabye Christensens nye roman kan måle sig med forfatterskabets bedste