Hvis man efter stærke svenske film som ’Force majeure’ og ’Snabba cash’ tror, at de derovre kun laver film om mænd, der svigter familien eller er for kriminelle til at have én, er ’Gentlemen’ en flot korrektion, en vildt ambitiøs filmatisering af en af det seneste halve århundredes mest storslåede svenske romaner: tidspanorama, dannelsesroman, kunstner- og skælmeroman og agentroman i ét stykke.

Ikke helt igennem vellykket som film, men i de bedste passager intense stemningsbilleder af ungdommelig livsappetit og frygtløs hengivelse til frugtbart kaos frem for gold orden og kynisk menneskeforagt.

Holder sig til første roman

Klas Östergrens roman ’Gentlemen’ udkom allerede i 1980, da forfatteren var 25 år, men som 50-årig fulgte han historien op med ’Gangsters’, og da udkom omsider begge romaner også på dansk.

Filmen holder sig til den første romans handling, og den er også vidtforgrenet nok: Forfatterspiren Klas får i 1978 bestilling – og forskud! – på en ’nutidig’ pendant til August Strindbergs skandaleombruste gennembrudsroman ’Röda rummet’ fra 1879.

Men mødet med en ung pianist og komponist, Henry Morgan, fører ham tilsyneladende på afveje: Henry er også bokser, dandy og forfører, en korrekt klædt småsvindler og en uendeligt charmerende optimist, der forstår at vende enhver situation til det bedste.

Undtagen den situation, som hans bror, Leo Morgan, er i, for nok var lillebror lyriktalent allerede som 14-årig, men efter de sene 1960’eres og tidlige 70’eres oprør og stofeksperimenter har han været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Klas flytter ind i brødrenes herskabelige lejlighed på Hornsgatan i Stockholms Söder-kvarter, et gemytligt nabolag af småhandlende og smådrankere.

Men klaverbokser Henry forelsker sig i mystiske Maud, erhvervsmatadoren Wilhelm Sterners holdte elskerinde, og da Leo bliver udskrevet og prøver at skrive igen, kommer han på sporet af en længe hemmeligholdt svensk våbenproduktion til Nazityskland, som Sterners ’Griffelkoncern’ stod for.

Svenske og danske stjerner

Vidnerne i våbenaffæren dør på stribe, Leo får tilbagefald, og Henry, der har ordnet alting, løsner slipset og forsvinder sporløst i dagevis.

Samtidig presser forlæggeren romanfiguren Klas Östergren, som altså på én gang beskriver og selv gennemlever disse omtumlende begivenheder i den store lejlighed i Strindbergs gamle kvarter! Hvor det hele virkelig alligevel begynder at ligne et sidestykke til ’Röda rummet’s kapitalboomende overgangstid, nu bare flyttet til skiftet fra 1960’ernes tilrøgede jazzhuler til 1970’ernes hashbølgende rockkoncerter og besættelser, begge troværdigt genskabt.

Store svenske stjerner plus et par danske befolker det lovlig vidtløftige plot og figurgalleri, men midt i kaos stråler dansksvenske David Dencik endnu en gang suverænt i rollen som Henry, ungdommelig livsoptimist, cool forfører og altopofrende storebror til den syge Leo. Hvis plagede ansigt er Sverrir Gudnasons (som spillede Hugo Alfvén i ’Marie Krøyer’), mens David Fukamachi Regnfors spiller unge Klas, og Ruth Vega Fernandez er myg og mystisk som Maud.

Alle med den dobbelttydighed, der er en styrke i romanen, men nok lidt mere svaghed på film, hvor vi er vant til tydeligere vejvisere.

fortsæt med at læse

Kvalmevækkende ædegilde udstiller den perverterede overflod