Hvis ikke det var, fordi jeg havde et blødt punkt for softcore med skuespillere med underbuksemodellook som Ryan Phillippe, ville jeg ikke eje ’54’ på dvd. Hvilket jeg gør. Jeg så filmen i biografen i 1998 og afskyede dens småborgerlighed, dens magelige heteronormativitet, dens manglende mod til at gå planken ud i en fortælling, der foregav at handle om at række ud efter det uopnåelige.
Men 1998 var 1998.




























