Kulsort dobbeltgænger-film er Kafka med en seriøs dosis Terry Gilliam

Lyt til artiklen

Stemningen er Kafka med en seriøs dosis af Terry Gilliams ’Brazil’, men historien bag ’The Double’ er skrevet af go’e gamle Dostojevskij.

’Dobbeltgængeren’ er et både mytologisk og psykologisk fænomen. I de fleste fortællinger er dobbeltgængeren en ildevarslende skikkelse, svanger med ’den fordobledes’ snarligt forestående død.

I psykiatrien hører dobbeltgængeren skizofrenien til. Uhyggen stammer i alle tilfælde ikke mindst fra fortællerens uvished om, hvorvidt han virkelig har en dobbeltgænger eller er ved at blive gal.

Richard Ayoades ’The Double’ starter som en stiløvelse, hvor man næsten kan høre Steppeulvens teaterkulisse knirke i baggrunden, men udvikler sig heldigvis i en mere løssluppen retning, hvor humoren bliver stadig mere sort og makaber.

Slået af sin dobbeltgænger

Filmens dobbeltgængerproblematik er en nær slægtning til Herman Hesses ’Steppeulven’. En spaltning i en velopdragen og en glubsk personlighed, som henholdsvis repræsenterer velopdragen behovsundertrykkelse og hensynsløs frigjorthed.

I ’The Double’ lever Simon et pligtopfyldende og anonymt liv i en trøstesløs ’nutidsfremtid’, hvor smalhals og tristesse fra 1940’erne stadig styrer.

Zuckerberg-skuespiller imponerer som ecstasysmugler med slangekrøller

Dag ud og dag ind præsterer Simon på sit kafkaske kontor uden at blive honoreret, mens han sværmer svageligt for kollegaen Hannah. Hjemme belurer han Hannah med stjernekikkert og iagttager en mystisk selvmordsepidemi gribe om sig.

Så dukker James op. James er Simon i en fræk og flabet version. Han tager æren for Simons arbejde og lægger selvsikkert an på Hannah. Målrettet møver dobbeltgængeren Simon ud på et sidespor. Simon ser sin identitet smuldre og beslutter sig for at slås for sit liv. Hvis det altså er hans.

Fascinerende flikflak

I denne filosofiske ’thriller’ hænger alt på dobbeltgængeren. Heldigvis for filmen bliver ’Simon James’ spillet af Jesse Eisenberg.

Den kantede Eisenberg har imponeret i film som ’The Social Network’ og ’The Squid and the Whale’ og har hovedrollen i Kelly Reichardts økothriller ’Night Moves’. Og så skal han sørme spille ærkeskurken Lex Luthor i den næste Superman-film!

Ultrabritisk drengefilm har popmusik og grydehår

Ayoades stiliserede interiører er et perfekt match til Eisenbergs fascinerende slåen flikflak mellem den farveløse Simon og den flabede James.

Richard Ayoade, som debuterede lovende med ’Submarine’ i 2010, følger op med en film, som til at begynde med tager sig noget trangbrystet ud, men ikke mindst takket være Eisenberg udvikler sig til en kulsort tragikomedie.

Kim Skotte

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her