Det er sjældent, at et filmselskab er flabet nok til at uddele Kleenex til en pressekørsel, men sådan en lille pakke fik jeg overrakt inden ’En flænge i himlen’. Der var altså lagt op til en ordentlig tudetur!
Fik jeg så brug for de små servietter? Kun et par gange. Hvilket skyldes, at filmatiseringen af John Greens bestseller ’The Fault In Our Stars’ om to unge kræftramte elskende måske nok er en tåreperser, men ikke helt så skamløs, som den kunne have været!
Klaustrofobisk bil-drama er en tour de force i solo-skuespilJosh Boone håndterer sit tragiske emne med tungen nogenlunde lige i munden i en slags romantisk komedie i skyggen af død og sygdom. Uden demonstrativt at trampe følelsesorglet helt i bund fastholder Boone friskhed i karaktertegning og dialog og en åbenhed omkring kræftsygdommene. De enkelte gange Boone jokker i spinaten, handler det ikke om sentimentalitet, men om misforstået jovialitet. Som når museumsgæster pludselig giver sig til at klappe kollektivt ad to unge, der kysser. Dén var ikke gået på Louisiana!
Okay, okay, så er det altså heller ikke mere åbent og ærligt. Det er trods alt en romantisk film om ung kærlighed i sygdommens tragiske belysning. Engang var det tuberkulose, der gav heltinden hektisk røde kinder, nu er den litterære sygdom kræft. Selv om den kvindelige hovedperson, Hazel Grace, begynder med at konstatere, at det ikke er sådan en fortælling, en af dem, der fortæller om stævnemødet med døden i et urealistisk, forklaret skær, så gør den det jo lidt alligevel. ’En flænge i himlen’ er et stykke ’sick litt’ med direkte adgang til både modige tårer og godt humør. Her mister de syge unge ikke deres gode huld.
Et eventyr om en prins og en prinsesse
Når ’En flænge i himlen’ løfter mere, end den tynger, skyldes det også Shailene Woodley. Hun har allerede imponeret i ’The Descendants’ og ’Divergent’ og gør det strålende som Hazel Grace. En ung pige, som lever på lånt tid efter at have overlevet en kræftsygdom, der har efterladt hende med dårlig åndedrætsfunktion og udsigt til et kort liv. Hun har forskanset sig bag en sardonisk, illusionsforladt humor, da hun møder Gus i en støttekreds for unge kræftramte.
Tom Cruise er morsom som skrivebordssoldat på overarbejdeHun får håbet og troen på kærligheden igen ved mødet med flotte Gus. Han har mistet sit ene ben til kræften, men strutter i Ansel Elgorts bastant afvæbnende skikkelse af livslyst og selvtillid, når han gør kur til Hazel Grace. Den kræftblindede Isaac er som eventyrets hofnar tredjehjul på en hårdt ramt gig.
For det er et eventyr om en prins og en prinsesse og et ønske, som kan gå i opfyldelse. Men et realistisk eventyr, hvor ønsket ikke opfyldes af en fe, men af en godgørende organisation. I en film om ung kærlighed og hård skæbne, som inden for en romantisk komedies rammer faktisk giver sig selv lov til at være ret åbenhjertig. Man får ikke lov at glemme iltapparatet, næseslangen og benprotesen. Selv om det aldrig bliver rigtig ubehageligt skildret, gør ’En flænge i himlen’ en hæderlig indsats for at bekæmpe tabuer omkring kræft, mens den trækker i smilebåndet og griber om hjertet. Trods alt ikke den ringeste måde at bruge et par snøfteklude på.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)


























