Forestil dig D-dag, invasionen på Normandiets kyst, som vi i morgen kan fejre 70-års jubilæet for, men med en vigtig ændring: De tyske tropper erstattet af aliens! Nogle altødelæggende sataner, der hvirvler direkte op af strandsandet og klitterne.

Så ser du for dig det mareridt, som major William Cage lander i sammen med en flok hårde halse fra den amerikanske hær. Cage er kun officer af rang og har aldrig holdt om et skydevåben. Men en ’ægte’ general (solide Brendan Gleeson) har set sig ond på den lille pressemand, og få minutter efter landsætningen i kontinentets sand er han mejet ned.

Men i samme øjeblik han dør, vågner han igen til sit livs sidste dag – og må gentage hele mareridtet. Så rettelig burde filmen her vel hedde ’En ny dag truer’.

Hvis altså ikke den livstrætte titel allerede på dansk var brugt på Bill Murray-komedien ’Groundhog Day’ fra 1993 om en blasert tv-meteorolog, der bliver fanget i en tilsvarende tidssløjfe og dag efter (samme!) dag må afvente det samme murmeldyrs ’vejrprofeti’.

Morsom Cruise

Murmeldyret er altså erstattet af bemeldte aliens, mimicks kaldes de, men sammenligningen er ikke helt skæv, for trods repetition af død og ødelæggelse som i det værste actionspil rummer ’Edge of Tomorrow’ faktisk også en pæn portion humor.

Det er endda Tom Cruise, der er morsom, tro det eller ej. Med en blanding af ærgerrighed og sarkastisk resignation tager han Cages opgave på sig: Ud a dø – og så på den igen!

Men for hver dag lidt klogere på de kommende fælder, som han nu undgår med hjælp fra hærens full metal bitch, Rita, i Emily Blunts lige dele seje og sårbare skikkelse.

Hun har samme om igen-evne, og den skyldes berøring med blod fra en nedlagt alpha-mimick, hvis ophav ved navn Omega må destrueres for at få alt krapylet sat ud af spil. Det farligste for de to og deres mission er at blive såret, indlagt og få mimick-blodet fortyndet med en transfusion med menneskeblod.

D-dag parallel

Spil er nøgleordet, indtil de to mister gentagelsesevnen, så det er deres sidste chance: Så stiger igen den spænding, som midtvejs trues lidt af repetitionsmønsteret, ligesom i et spil.

D-day-parallellen mellem aliens og nazister skal man ikke tage for tungt, men bare lade sit actionbehov tilfredsstille af lyn og torden fra de hvirvlende stålkvaster/mordmaskiner, mens man i pusterummene nyder en smuk helikopterlanding på Trafalgar Square eller den flirt mellem Cage og Rita, som jo i sagens natur atter og atter løber ud i sandet.

Ganske bogstaveligt.

fortsæt med at læse

Lummer gangsterserie svælger i noir-æstetik