.jpg)
.jpg)
En helt igennem almindelig mand har begået en helt igennem ordinær og menneskelig fejl og kører fra sit arbejde i sin bil. Filmen følger ham i de 85 minutter, rejsen varer, og det eneste drama består i de telefonsamtaler, han fører undervejs, mens han forsøger at rette op på det fejltrin, der truer med at vælte hele hans livs konstruktion.
Det lyder af meget lidt, men det drama, der udfolder sig, er stort og eksistentielt, den minimale ydre handling og filmens enkle location til trods.
’Locke’ er den anden spillefilm fra instruktør og tidligere manuskriptforfatter bag bl.a. ’Dirty Pretty Things’ og ’Eastern Promises’, Steven Knight, og han har givet sig selv den svære opgave at indspille en hel film på bare én location med bare én skuespiller.
Det kreative benspænd har i imponerende grad båret frugt:
’Locke’ er et velgørende studie i, hvordan minimalisme kan føles stort og vigtigt, og i en tid, hvor filmstudierne satser stadig større i deres jagt på fortjeneste, er filmen en knivskarp demonstration af, at det ordinære menneskes almindelige problemer kan føles langt mere vedkommende end en eller anden opblæst superhelt med mindreværdskomplekser i 3D.
Køretur i et mørkt sind
Ivan Locke (Tom Hardy) er en leder af en byggeplads, der tidligt næste morgen skal modtage en kolossal mængde beton til støbningen af et enormt højhus, men som vi efterhånden forstår på hans opkald til først den måbende kollega og siden den vrede chef, vil Locke – stik imod planen – ikke være der næste morgen.
Han ringer også hjem til sine sønner for at fortælle dem, han ikke når hjem i tide til fodboldkampen (»Men far, mor har købt pølser, og hun har fodboldtrøjen på!«), og efterhånden forstår man, hvad der foregår, mens det mørkner på motorvejen fra Birmingham til London.
Overraskelse: Actionmand skal spille Elton John i biopic’Locke’ er en geografisk køretur men især en rejse ind i Ivan Lockes mørke sind, og efterhånden som dramaet dæmrer, viser det sig, at der er store ting på spil på den tilsyneladende banale køretur.
Det er en af den slags dage, hvor alting ramler på én gang, hvor manden med efternavnet, der klinger af britisk empirisme og filosofisk tankegods, må tage hele sin tilværelse op til overvejelse.
Gennem samtaler med sin søn, sin hustru (Ruth Wilson), en tidligere engangsaffære (Olivia Colman) og kollegaen Donal (Andrew Scott, der spiller Moriarty i BBC’s ’Sherlock’) få vi placeret Locke som far, ægtemand, elsker og kollega, men alle de roller kæmper han med at genforhandle på turen.
Familiefædre i kamp med livet
Interessant nok er ’Locke’ den tredje film, jeg har set i løbet af de sidste tre uger, som handler om en nogle-og-fyrre-årig familiefar, der kæmper med at finde sin plads i livet.
I svenske Ruben Östlunds ’Turist’, som blev vist på filmfestivalen i Cannes og kommer til de danske biografer senere på året, flygter familiefaderen fra sit ansvar og kærtegner iPhonen oftere end konen.
I japanske ’Min søns familie’, som havde dansk premiere i sidste uge, må den ligeledes arbejdsnarkomaniske familiefar overveje sin rolle, da han opdager, at hans søn er blevet forbyttet ved fødslen. Og i ’Locke’ er det den britiske mand, der står for skud.
Redefinering af manderollen
Noget kunne tyde på, at en generation af mandlige filminstruktører synkront føler trang til at skildre deres generations kamp for at redefinere manderollen i en tid, hvor mænd både vil familieliv og karriere og derfor ikke kan bruge deres egne fædre som forbilleder men må manøvrere på egen hånd.
Med BMW’en som en beskyttende livmoder – i øvrigt fantastisk flot filmet med trafikkens lys, der bliver til abstraktion, når den spejles i ruden – og med teknologien mellem sig selv og de andre ser man en ny, bevidstgjort mand fødes og træde i karakter i løbet af filmens 84 skæbnesvangre minutter.
Det er mere end symbolsk, at der i fortællingen er en nært forestående fødsel, som bliver dramatisk, da navlestrengen har viklet sig rundt om barnets hals som på én gang en livline og en livstruende løkke.
Symbolsk er det også, at Locke i sit arbejde på bygningspladsen skal sørge for at åbne og lukke vejene, så lastbilerne med beton kan komme frem, og at hans hustru klager over, at han efterlader størknede fodspor af beton i hjemmet.
Stort lille drama
Veje, spor, udvikling og konstruktioner er filmens symbolske tonesprog, og selv om filmens fysiske rum er småt giver symbolikken filmen en eksistentiel rumklang.
Det eneste sted, filmen oversælger sin pointe, er når Locke fører imaginære samtaler med sin far; samtaler som slet ikke er nødvendige for at forstå, at Locke kæmper med at finde ud af sin egen rolle som far, mand og menneske.
Tom Hardy beviste i Christopher Nolans tredje Batman-film, ’The Dark Knight Rises’, at han kunne få skabe en frygtindgydende og fascinerende figur ud af skurkerollen Bane selv med en maske på ansigtet gennem hele filmen, og i ’Locke’ holder han samme grad af intensitet ene mand gennem hele filmen.
Anklage: Batman-skurk er del af plot mod præsidentkandidatNår filmen føles som et stort drama, selv om den størrelsesmæssigt er næsten klaustrofobisk lille, er det ikke mindst hans fortjeneste. Filmen er en skuespilsmæssig tour de force, som han forcerer med en energi, som skulle han løbe et maraton. Men som Locke siger, mens han kører afsted: »Trafikken glider, så det skal nok gå«.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
