Det er lidt af en bedrift at skulle sætte punktum for den succesrige Batman-genoplivning, Christopher Nolan har begået med ’Batman Begins’ (2005) og ’The Dark Knight’ (2008).
LÆS ANMELDELSE Batman drøner ind i virkeligheden
At skulle samle op på trådene, indfri de store forventninger og ikke efterlade filmens fans sønderknuste ved afslutningen er næsten umuligt.
Alligevel er det netop det, Nolan gør med bravur i ’The Dark Knight Rises’. Den er et brutalt bæst af en film, som lever op til kravene om storslåede actionscener og grufulde skurke og tilmed spiller på de to ting, der tegner vore kollektive frygtfantasier i disse år: terrorisme og økonomisk krise.
Helt og skurk
I filmens univers er der gået otte år, siden den offentlige anklager Harvey Dent døde.
Batman (Christian Bale) påtog sig skylden for hans død, så byen kunne bevare billedet af helten Dent, og siden har Gotham været fri for forbrydere. Batman alias Bruce Wayne lever under jorden, og det samme gælder de kriminelle, som har søgt tilflugt i byens kloakker.
Først og fremmest er ’The Dark Knight Rises’ en visuelt flot film.
Allerede i første scene sætter Nolan trumf på, da et CIA-fly luftkapres af den nådesløse Bane (Tom Hardy) – en fysisk skurk, stor som et hus og med en gruopvækkende maske, der dækker hans næse og mund med et edderkoppelignende jerngitter, som forvrænger hans stemme.
Det, at hans maske dækker netop den del af ansigtet, som Batmans maske efterlader blottet, er blot en af mange elegante detaljer i spillet mellem helt og skurk.
Batman krakker med børsen
Ifølge hans trofaste butler, Alfred (en følsom Michael Caine), sidder Wayne og »venter på, at der sker noget slemt«.
Det gør der så sandelig også, da Bane i en storslået sekvens besætter børsen og i én og samme bevægelse efterlader Bruce Wayne fallit og lokker Batman ud af sit skjul, da han siden truer med at udslette hele Gotham City.
Man kan savne den måde, forgængeren var mere tæt fortalt og mere psykologisk kompleks i spillet mellem Batman og Joker, men trilogiens storladne, spektakulære afslutning leverer til gengæld en masse via sit muskuløse, brutalt skramlende korpus, der især tilfredsstiller, hvis man har de to foregående film klar i erindringen.
fortsæt med at læse
