Kalendermæssige årsager gjorde, at Diis i 2024 ikke kunne få et interview med udenrigsministeren om indsats.

Løkkes kritiseres for »manglende respekt« efter nej til Afghanistan-udredning

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 8.26 med oplysninger om Løkkes svar til Altinget i maj.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) takkede i 2024 nej til at lade sig interviewe af forskere, der arbejdede på en udredning om den danske krigsindsats i Afghanistan, skriver Berlingske mandag.

Afvisningen skete ifølge mediet af »kalendermæssige hensyn«, men det er uanset hvad skuffende, mener Niels Vistisen, der er krigshistoriker og tidligere Afghanistan-veteran.

»At Lars Løkke Rasmussen – særligt ham – ikke vil lade sig interviewe, er skuffende. Han var statsminister i en central periode i krigen i Afghanistan og var med til at træffe svære politiske og militære beslutninger«, siger Niels Vistisen til Berlingske.

Den danske indsats i Afghanistan varede fra 2001 til 2021, og Lars Løkke Rasmussen var statsminister fra 2009-2011 og igen fra 2015-2019.

Det er Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), der står for udredningen af indsatsen i Afghanistan. Berlingske er kommet i besiddelse af dokumenter, der viser, at Diis bad om at få lov til at gennemføre et interview med Lars Løkke Rasmussen enten i maj eller juni 2024. Diis tilføjede, at »vi er fleksible med hensyn til tidspunktet«.

»Manglende respekt«

Der var 9. juni 2024 valg til Europa-Parlamentet i Danmark, og Lars Løkke Rasmussen førte således valgkamp i en del af perioden. Udenrigsministeriet svarede dengang på vegne af Lars Løkke Rasmussen, at det af kalendermæssige årsager desværre ikke kunne lade sig gøre med et interview. Ministeriet ønskede Diis »held og lykke med det videre arbejde med udredningen«, skriver Berlingske.

Carsten Rasmussen, der er pensioneret brigadegeneral og formand for Danske Veteraner, siger til mediet, at det er et »udtryk for manglende respekt for Folketinget«, at Løkke ikke vil deltage.

I maj kunne Altinget fortælle, at Lars Løkke Rasmussen gerne vil bidrage til udredningen i form af, hvad han har sagt på ellers fortrolige møder i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

»Lars Løkke Rasmussen vil gerne lade sig citere fra møderne i Udenrigspolitisk Nævn«, skrev en af hans rådgivere i en sms til Altinget ved den lejlighed.

Politikerne vælger selv, om de vil lade sig citere fra møderne.

Den amerikanskledede koalition, som gik ind i Afghanistan i 2001, forlod landet igen i 2021. Danmark var med i alle årene. Omkring 12.000 danske soldater og civile var gennem årene udsendt til landet. 44 danskere døde i Afghanistan. 37 som følge af direkte kamphandlinger og syv som følge af sygdom, ulykker og andre årsager.

Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen. Ritzau forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriet om sagen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her