Tv-dokumentar tager et beundringsværdigt livtag med kræft

Personligt. Det er Rikke Glintborgs og Charlotte Bruus Jensens behandling, der fungerer i filmen. Som historier om lige præcis de to mennesker og deres kræftsygdom, man føler med.

Lyt til artiklen

Rikke Glintborg og Charlotte Bruus Jensen er begge syge af modermærkekræft. Velprøvede behandlinger har ikke helbredt deres aggressive type kræft, og egentlig er de begge opgivet af lægerne.

I stedet for at skulle acceptere det har begge kvinder imidlertid fået mulighed for at deltage i en forsøgsbehandling på Herlev Hospital.

Om en afgørende del af kvindernes længerevarende deltagelse i den nye behandlingsform handler den danske tv-dokumentar ’Forsøget’, hvor det lykkes instruktørerne Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen at gøre fortællingen alment vedkommende og rørende, uden at den bliver en kvalm tåreperser.

Hvilket ikke er så ligetil endda med stof så følsomt som cancer. Slet ikke når sygdommen som i Rikke Glintborgs og Charlotte Bruus Jensens tilfælde har ramt to mødre i omegnen af de 40 år.

Romantisk komedie om to unge kræftramte elskende er en tåreperser

Noget af det, instruktørerne gør godt, er, at de lader de sygdomsramte kvinder agere i deres naturlige omgivelser både hjemme og på hospitalet i stedet for at interviewe dem direkte om deres håb, tvivl og smerter. Derudover er selve forsøgsbehandlingen vægtet og afgjort også filmen værd.

Ganske vist er det jo ikke noget gennemprøvet forløb, Rikke Glintborg og Charlotte Bruus Jensen er igennem. Men det er en banebrydende løfterig eksperimentel behandling, som læger rundt omkring i USA og – som et af de få steder i Europa – Danmark har høje forventninger til.

T-celle-terapi kaldes behandlingen, som i Danmark har sit eget Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital.

Her har lægen Inge Marie Svane og kolleger i en årrække forsket i at udvikle en kræftknuser, der bygger på og bruger menneskets eget immunsystem, og hvor man bruger en del af cellerne fra en patients kræftsvulst til at dræbe den samme patients kræftceller.

Foreløbig tyder metoden på at have usædvanlig god effekt på modermærkekræft hos patienter, der ellers er opgivet af lægerne. Hos omkring 50 pct. af forsøgets deltagere har T-celle-terapien effekt. 10-20 procent vurderes helbredt, men her skal det tilføjes, at behandlingsformen er for ny til, at man kender langtidsvirkningen af den.

Egne historier som spejl

Ethvert positivt resultat inden for kræftforskning modtages med anerkendelse og nogle gange også håb af mennesker, der er berørt af sygdommen. Og det er rigtig mange, hvis man medregner nære pårørende til mennesker, der har eller har haft kræft.

Mange af os ser en tv-dokumentar som ’Forsøget’ med vores egne historier om kræft som spejl. Det er svært ikke at sammenligne, når man ser Rikke Glintborg ligge i en hospitalsseng og tale om, at det er lige i det øjeblik, T-cellerne skal ind i hendes blodårer og forhåbentlig æde kræften.

Det er genkendelse, når Charlotte Bruus Jensen siger: »Tanken om, at man har masser af tid, eksisterer ikke«. Og det vækker smil, da en af kvinderne siger til sin mand: »Ordner du køleskabet? Så tager jeg hår på«.

Instruktørerne af ’Forsøget’ giver med de eksempler og andre mulighed for, at man som seer kan fordøje og forstå, hvad kvinderne og deres nære er igennem.

Håb og frygt afløser hinanden. Det ene øjeblik kan man være for udmattet til at tænke klart og helt ude af stand til at handle bare en lille smule. Det næste kan man opleve uventet at få uanede psykiske kræfter til at kapere beskeder, man egentlig helst ikke vil høre.

Rikke Glintborg og Charlotte Bruus Jensen er interessante. De er stærke nok til at gribe det håb, de får gennem behandlingen, og også modige nok til indimellem at give udtryk for deres sorg over at være syge. Ikke alt siges. Meget af det vises derimod på en fin måde.

Overlægen distraherer

Indimellem klippes der til blandt andet mere overordnede sekvenser om T-celle-terapi og kræft. Nogle gange vises fotografier af celler som en slags pausefisk. Andre gange får en mandlig overlæge taletid. Ingen af delene bidrager optimalt til historien.

Cellebillederne gør hverken fra eller til. Optagelserne af overlægen distraherer desværre, fordi han er sat til at tale overordnet og ret flommet om kræft midt i den ellers sympatisk konkrete historie.

Det er Rikke Glintborgs og Charlotte Bruus Jensens behandling, der fungerer i filmen. Som historier om lige præcis de to mennesker og deres kræftsygdom, man føler med.

Og også som anledning til at forstå, at det vist kun kan gå for langsomt med at putte nogle penge i den T-celle-forskning. Så flere kræftformer kan møde modstand af den, og flere mennesker kan få hjælp.

Dorte Hygum Sørensen

fortsæt med at læse