At sælge denne her film som en thriller er egentlig en skam, for det kan kun føre til skuffelser. Af action begrænser den sig til en kanotur i halvmørke, og den kriminelle handling forklares så lige ud ad landevejen, at det dårligt nok udgør et plot.
Det eneste rigtig mystiske ved filmen er, at den alligevel fascinerer. Den mystik må man så prøve at forklare:
Josh arbejder på et økologisk landbrug, Dena passer en wellness-spa for kvinder, og Harmon har en fortid ved militæret.
Alle tre unge mennesker er så oprørte over industrialiseringens og væksttankegangens hærværk mod naturen, at de vil gennemføre en aktion: sprænge en af de dæmninger, der skaber el af vandkraften i deres flod i Oregon, men som bl.a. også hindrer laksens vandring og formering og skader biodiversiteten. Til formålet anskaffer de en lille motorbåd ved navn ’Night Moves’.
Spartansk dramatik
Titlen henviser også til, at de foretager deres aktion ved nattetid og efter meget omstændelige forberedelser. Indkøb af båden og anskaffelse af mængder af gødning (samme sprængstof, som Anders Behring Breivik brugte) foregår i udramatisk langsomt tempo, mens vi lærer de tre unge at kende – eller i hvert fald ser dem være sammen og hører deres knappe dialog.
Kende dem, deres fortid eller deres inderste følelser gør vi vel egentlig stadig ikke, når filmen er forbi.
Kulsort dobbeltgænger-film er Kafka med en seriøs dosis Terry GilliamFor nu at skære gennem det lange til det korte: Det her er en mærkelig film, en besynderligt spartansk form for dramatik. Josh, som spilles af Jesse Eisenberg, mæler ikke mange ord overhovedet. Harmon (Peter Sarsgaard) er leder af gruppen, men ham ser vi mindst til. Endelig er Dena (Dakota Fanning) lidt mere snakkende, men efter aktionen frygter de to mænd ligefrem, at hun vil bryde sammen og tale over sig.
Filmens egentlige spænding ligger nemlig i efterspillet til sprængningen: Harmons forberedelser har været helt utilstrækkelige, og aktionen afstedkommer ingen energipolitisk debat endsige forandring, kun dårlig presse på grund af skæbnesvanger collateral damage. Og kan de tre amatøraktivister leve med den skyld?
En lang landevej
Fra ’Meek’s Cutoff’, Kelly Reichardts alternative western fra 2010, ved vi godt, at hun mildest talt ikke overdramatiserer eller søger de billige effekter.
Den nøgternt iagttagende stil er her drevet til sin ydergrænse: Et minuts panorering langs espaliervæggen inde i det mongoltelt, de økologiske landbrugere bor i, forekommer rigelig, og det samme gør kilometervis af landevej, der forsvinder ind under bilens forrude (og kameraet), uden at der mæles et ord.
Fænomenal moderne western er en kvindesagEneste synlige spænding under aktionen skabes af en bilist, der punkterer tæt ved sprængningsstedet – efter at bomben er tidsindstillet.
En anden amerikansk indiefilm, Zat Batmanglij og Brit Marlings ’The East’, viste sidste år en diametralt modsat måde at belyse noget af samme tematik på: undercover-agenten Marlings infiltrering af en aktivistgruppe og den tvivl om vækstøkonomiens (og hendes egne) værdier, det kastede hende ud i.
Her var mørke, flugt, håndgemæng, håndholdt kamera, indflettet forhistorie og et plot med stadige overraskelser – alt det, Kelly Reichardt forsager.
Imponerende konsekvent
Jeg må indrømme, at ’The East’ både rystede og anfægtede mig mere. Men i ’Night Moves’ sker det filmisk interessante, at de dvælende skud af Oregons landskab i total over for grøntsagerne i closeup får os til i glimt at opleve økoaktivisternes egen ømhed over for naturen, uden at den har været nævnt endsige forklaret.
Og gennem Dakota Fannings nervøse gestik og navnlig den nærmest seismografiske mimik i Jesse Eisenbergers mutte og forskræmte ansigt forplanter det bogstaveligt opdæmmede indre drama sig alligevel til tilskueren, om end langsomt og næsten modstræbende.
Øko-thriller er en begavet tilspidsning af højaktuelt dilemma’Night Moves’ er ikke for de rastløse, og teknikken vil næppe ligefrem danne skole. Dens reelt højdramatiske slutning bliver til et regulært antiklimaks.
Men i et filmmarked propfyldt med forskruede plots, opskruet tempo, effektjageri og dåsedramaturgi er Kelly Reichardts femte film i fuld længde en imponerende konsekvent og næsten vederkvægende øvelse i minimalisme.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
