Lejligheden lugter af lig.
Bag en forseglet dør ligger en gammel død kvinde. Hendes kinder er indfaldne, men omkring hendes pergamentagtige ansigt ligger strøet blomsterblade, som var hun en sovende prinsesse fra et eventyr.
LÆS OGSÅ Nådesløs Guldpalmevinder ankommer med forrygende anmeldelser
Michael Haneke er ikke for tøsedrenge.
Den østrigske instruktør tackler kun de hårdeste emner, og han er fuldstændig nådesløs. Der er ingen nemme udveje eller bløde landinger i en Haneke-film. Uanset om han har fortalt om afstumpede mordere, racisme, spirende nazisme, masochisme eller kulturens undergang.
Frihed i erkendelsen
Men måske er nådesløs alligevel ikke det rigtige ord.
Haneke insisterer på at benægte eksistensen af illusioner. Man får ikke lov til at stikke sig selv blår i øjnene.
I ’Amour’ fortæller Haneke om to gamle mennesker, Anne og George. Hun får et slagtilfælde. En efterfølgende operation slår fejl. George véd, at fra nu af går det kun ned ad bakke med hende. Der er kun én ende på livet, og den ende er ikke happy, uanset hvordan den bliver.
Men at se tingene i øjnene er også en form for frihed, og det er i skikkelse af denne frihed, at Hanekes nådesløshed paradoksalt nok rummer sin egen form for nåde. Man har friheden til at være et menneske og se sin skæbne i øjnene.
Når kroppen giver op
Store kunstnere er bl.a. kendetegnet ved, at de indvinder nyt land og det gør Haneke i Guldpalmevinderen ’Amour’.
Der bliver ikke lavet mange film om gamle mennesker. For slet ikke at tale om film, der handler om gamle mennesker, der skal dø og ved det. Der er ikke meget box office i den slags død.
LÆS MERE
Østrigsk mesterinstruktør vinder Guldpalmen i CannesMen Hanekes film om den nådesløse alderdom er ikke bare en fremragende film. Som dobbeltportræt af mennesket i dets sidste alder er den et fornemt orkestreret kunstværk.
Der er ingen grund til at skjule, at ’Amour’ er en hård film. Den sparer ikke sit publikum for noget. Sådan ser livet ud, når kroppen begår højforræderi og kontrollen med den svigter.
Musklerne stivner og svinder ind. Bevidstheden flakker. Et smukt musisk og modent menneske synker i løbet af få måneder tilbage til en grum parodi på sin tidlige, hjælpeløse barndom. Lagt i ble, klynkende som et bange barn og madet med grød på skeen. Alle den svigtende krops grænseløse ydmygelser.
En kærlighedshistorie
Det kunne have været ubærligt, men er det ikke.
’Amour’ er også en værdig og dybt bevægende film, der taler klart, hvor vi helst vil tie ihjel. Forklaringen på følelsen af befrielse ligger i titlen. ’Amour’ er en kærlighedshistorie. En af de store og dybe.
George og Anne har haft et langt liv sammen. De er forskellige, men er vokset dybt ind i hinandens mentale væv. »Vi har altid klaret skærene sammen, du og jeg«, siger Anne til George. Alt det, man får sammen i løbet af et liv, har de haft.
Men hvordan klarer man det sidste skær, som uvægerligt vil rive to, der elsker hinanden, fra hverandre?
Denne kærlighed kittet sammen af et langt livs små, vederkvægende rutiner, overbærenhed med uvaner og irritationsmomenter, fælles kærlighed til klassisk musik og datteren Eva (Isabelle Huppert) danner en næsten stoflig atmosfære i den parisiske borgerlejlighed, hvor døden er flyttet ind som ubuden logerende. Kærligheden i form af et langt liv tilbragt sammen udgør rammen om hver eneste tragisk ud- og afvikling.
Anne forsvinder fysisk fra George, men optræder stadig så levende i hans stadig mere ensomme dage, mens hun svinder ind for øjnene af ham.
Den sidste dans
Michael Hanekes film synes kun at blive bedre med alderen. Stramme, fokuserede, modige og uden et gram fedt på kroppen.
Som i ’Det hvide bånd’ spiller kompositionen af rumfornemmelsen i ’Amour’ en helt afgørende rolle for filmens arkitektur.
LÆS ANMELDELSE
Da ondskaben kom til TysklandRoligt glider kameraet rundt som en skygge i de rum, hvor handlingen udspiller sig. Bortset fra en tidlig scene i en koncertsal kommer man aldrig uden for lejligheden i løbet af de to timer, filmen varer.
Heller ikke på det punkt bliver man lettet eller afledt. Der er en dør, men den fører ikke til nogen løsning. Da først Anne får sit slagtilfælde, bliver lejligheden til hele verden. For Anne, for publikum og til dels for George, der går sine ærinder, men dag for dag bliver tættere bundet til Annes kørestol og sygeseng.
De har danset i deres liv. Nu skal de danse en tung, smertefuld pardans, hver gang George skal hjælpe fra kørestol til lænestol eller ud af sengen.
Dramaet har to nedtællinger.
Den første er slagtilfældet. Den anden indtræffer, da Anne efter sin hjemkomst fra hospitalet får George til at love, at hun aldrig skal på hospitalet igen. Han vil ikke svare, men også hans tavshed forpligter. Det bliver en hård deroute, men vejen til døden er brolagt med kærlighedsgerninger.
Mens Schuberts klaversonater ledsager den sidste dans, rammer Michael Haneke dybt og hårdt i selve menneskelighedens solar plexus. Det er dér, denne film sidder. Lige under brystbenet.
Magtesløs
Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva spiller begge så troværdigt og givende, at man efterhånden synes, man har kendt dem og holdt af deres ældede ansigter i mange år.
Man er blevet gjort bekendt med deres liv. Man respekterer dem for den ærlighed, de lever også den sidste del af deres liv med.
LÆS OGSÅ Haneke: »Vi er alle sammen skyldige«
Det er Haneke i sit pædagogiske hjørne, der taler, da George tager sin datter i skole. Eva beklager sig over hans beslutning om at passe Anne hjemme. Man må da kunne gøre noget! Men nej, en gang imellem kan man ikke gøre noget, og det bliver ikke bedre af at bilde sig andet ind.
Siger altså Michael Haneke. Den store afbrænder af sutteklude.
fortsæt med at læse
