Den afsluttende scene i Michael Hanekes Cannesvinder ’Det hvide bånd’ kan ikke undgå at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på tilskueren. Ikke på grund af sit umiddelbare indhold – et kor af pletfrie børn står i landsbykirken og synger en smuk Bachkoral – men på grund af alt det, den skjuler, nemlig de gruopvækkende begivenheder, der er foregået i filmens forudgående to en halv time. At begynde med at afsløre slutscenen er normalt helligbrøde for anmeldere. Men ikke i dette tilfælde. For slutningen røber faktisk intet om filmens handling. Den udspiller sig, som om intet var hændt, og isoleret set fremmaner scenen en stemning af fredfyldt idyl, mens landsbyboerne langsomt fylder op i kirken, hvor et mildt forårslys skinner ind gennem ruderne.
Nok antyder landsbyboernes spartanske sorte tøj og vejrbidte ansigter et hårdt liv, men den strengt protestantiske stemning vidner også om et samfund med sunde kerneværdier som familie, tro og hårdt arbejde. ’Det hvide bånd’ er Michael Hanekes første historiske film, og den udspiller sig i en nordtysk landsby ved indgangen til Første Verdenskrig. Men typisk for den 67-årige instruktør, der ikke just er kendt som en filmisk hyggespreder, er det småt med nostalgien. LÆS OGSÅAnmelderne: Cannes-vinder er et vaskeægte mesterværk
