Når mediefolk, meningsdannere og Pia Kjærsgaard i disse dage raser mod Sofie Linde og Joakim Ingversen, der er værter på DR-programmet ’Hotel Romantik’, for at tale ned til de ældre deltagere i programmet, overser de grundlæggende, hvilken tv-genre de har med at gøre, hvad det vil sige at være tv-vært, og hvordan deltagerne fremstiller sig selv i programmet. Debatten om elderspeak – et fænomen, hvor for eksempel omsorgsmedarbejdere taler børnesprog til ældre – bør hilses velkommen, men lad os hurtigt få den væk fra ’Hotel Romantik’ og ind på plejehjemmene, hvis den ikke skal miste al sin substans, inden den overhovedet er kommet i gang.
Jeg nærer beundring for Sofie Linde. Hvis mediedanmark tillod mig det, gik jeg gerne gennem livet i lykkelig uvidenhed om, at ikke alle mennesker i Danmark er lige så glade for Sofie Linde, som jeg er. Jeg følger troligt med, når hun maler væggene i sit sommerhus på Langeland i tre forskellige pastelfarver, lægger rullegræs i haven, inden der er lagt dræn rundt om huset, og finder stearinlys frem, selv om det regner ind gennem taget. Derfor er jeg måske en smule forudindtaget i spørgsmålet om, hvorvidt Sofie Linde og hendes mand agerer gode tv-værter i ’Hotel Romantik’. Men spørgsmålet om, hvorvidt de taler ned til de ældre deltagere, handler om meget mere end blot deres værtskab.
