Jeg har svært ved at huske, hvad jeg præcist tænkte, da børnelægen fortalte mig, at min nyfødte søn ikke trak vejret. I dag føles det hele som en drøm eller en druktur. Minderne er der, men de er slørede, måske fordi jeg ikke havde sovet i 48 timer, måske fordi adrenalinen var ved at blæse blodet ud af min pulsåre. En lang fødsel var pludselig endt her på operationsstuen med akut kejsersnit efter komplikationer. Og nu trak han ikke vejret.
Jeg erindrer, at jeg med maniske bevægelser gned håndfladerne mod hinanden, mens lægen arbejdede på at få gang i hans små lunger. Det har siden slået mig, hvor vanvittige arbejdsbetingelser det må være sådan at udføre sit daglige job, mens man ved sin side har et menneske, en far, der bevæger sig længere og længere ind i panikken og ikke kan meget andet end at hulke: »Er han o.k.? Er han o.k.?«.
Dette er en klumme. Klummen er udtryk for skribentens holdning.




























