Det kunne ligne en tendens. Først var der østrigske Michael Hanekes oscarvindende drama om et ældre, nej, lad os være ærlige: gammelt ægtepar, der skal tackle kvindens gradvise forsvinden fra livet.
Hun får en blodprop i hjernen og forsvinder gradvist, mens hendes mand skal finde en måde at leve med sorgen og smerten på.
LÆS OGSÅ Årets stærkeste film sparer ikke sit publikum for noget
Og nu altså Paul Andrew Williams' film om en ældre, livsglad kvinde, der ser døden i øjnene og efterlader sin gnavpot af en mand i et liv, han foragter.
Begge film handler om ældre mennesker, om livet efter døden og om disse stolte, stakkels mænd, der savner deres hustruer. Alligevel kunne 'En sang for Marion' dårligt være mere anderledes end 'Amour'.
Hvis 'Amour' er en aristokratisk årgangsvin og en alvorlig, nobel, stolt og tilbageholdt film, er 'En sang for Marion' en mild og læskende majdrik og en film, der ikke er for fin til at gå lige lukt ind i følelsesregistrets solar plexus.
Den stolte mand
'En sang for Marion' handler om Marion (Vanessa Redgrave), der er dødssyg af kræft, men stædigt insisterer på at opretholde sit sociale liv, der ikke mindst inkluderer de ugentlige øvetimer med pensionistkoret under ledelse af den unge ildsjæl Lizzy (Gemma Arterton).
Hendes mand, Arthur (Terence Stamp), er anderledes tilbageholdende.
Stjerneseniorer tager på eventyr i varm og vittig komedieHan kører hende pligtskyldigst til kor, men nægter at nedlade sig til at gå med indenfor – det virker næsten, som om han skruer ned for sin livsglæde, i takt med at Marion hårdnakket holder fast i sin, mens livet slukkes, men alligevel elsker hun ham og forsvarer ham gang på gang over for sin omgangskreds, der måber over dette par af lys og mørke, uforfalsket livsglæde og indestængt bitterhed.
Det følelsesmæssige højdepunkt i denne første del af filmen er, da en tydeligt hensygnende Marion stiller sig op til en korkoncert og synger en sang for Arthur; en kærlighedserklæring, han end ikke vil anerkende, stolt og sårbar, som han er.
Det grå guld
Da Marion dør temmelig tidligt i filmen, skifter filmen fokus fra hende til ham. Og det er faktisk her, den for alvor bliver rørende.
Terence Stamp spiller den rolle, der let kunne være blevet simpel og skematisk, med en sjælden hudløshed, der virker afvæbnende.
Nok er der et par ydre konflikter for meget i filmens plot, og Gemma Artertons rolle som sukkersød korleder virker grundlæggende utroværdig, men alt i alt spiller 'En sang for Marion' sine beskedne kort med stor sikkerhed.
Hollywood lægger mærke til den grå invasionDeri ligner den John Maddens fine komediefilm 'The Best Exotic Marigold Hotel', der ligeledes fortalte om ældre mennesker med mod på livet, kærligheden og et rigt følelsesliv.
Den beviste i øvrigt, at der er store penge at hente i det grå guld, og set med kyniske øjne kunne 'En sang for Marion' ligne et forsøg på at malke netop dén gyldne ko.
Vaskeægte rørt af en film
Men kynismen får ikke det sidste ord.
Det er let at være kynisk over for en film, der er åbenlyst sentimental, og filmens tagline, 'Omfavn livet – find din stemme', er da også lige til et sødladent selvhjælpskursus.
Men det sentimentale kan også have sin plads, når skuespillet har fine nuancer og stor troværdighed, og det er vidunderligt at blive vaskeægte rørt af en film, der ikke danser udenom, men vover den rene følelseshenvendelse.
Særligt konflikten mellem Arthur og den voksne søn, James (Christopher Eccleston), er skildret med stor delikatesse.
Men mest af alt er 'En sang for Marion' Stamps film, og den kunne derfor lige så godt have heddet 'En sang for Arthur', for det er ham, der efterlader et varigt indtryk, når filmen er forbi.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
