Foto: YTOURNEL PHILIP

Er der et (kærligheds)liv efter Tinder?

Offline-dating, anti-dating eller baby-dating - fremtidens datingmarked lurer om hjørnet og vil nok slet ikke minde om dating.

Features

»Har du lyst til at tage en drink med mig«, spørger den unge mand den unge kvinde. Hun griner genert og ser sig forvirret omkring og svarer så: »Nej, jeg er all right, tak«. Derefter følger måske 50 afvisninger fra kvinder, der synes, det er sært sådan at blive inviteret på en date midt om dagen.

Kortfilmen ’Offline dating’ af Samuel Abrahams bliver denne uge vist på London Film Festival og ligger også på Vimeo. Filmen følger singlen Tom Greaves, der prøver at finde kærligheden helt uden brug af internet eller teknologi. Han går rundt i Londons gader og prøver at snakke med kvinder, der - trods hans charmerende fremgangsmåde og ditto udseende - alle afviser ham.

»Det er meget godt med et reality check«, siger filmens hovedperson om ’den gammeldags måde’ at mødes på.

Men hvad gør man så, hvis man ikke orker Tinder, Happn eller datingportaler? Hvis nu man har været på 50.000 kaffedates uden at mærke noget lyn slå ned nogen steder?

Så kan man f.eks. prøve det, som man i gamle dage kaldte en ’Kirsten Giftekniv’. Helle Jensen er professionel matchmaker og kombinerer sin viden om headhunting, networking og coaching med dating. Hendes kunder er ofte højtuddannede, voksne mennesker, typisk med et ægteskab eller to bag sig. De har begrænset tid og gider ikke swipe sig igennem kødmarkedet, men vil gerne på håndplukkede, kvalificerede dates.

»Jeg tror på kærligheden, og jeg ved, at rigtig mange vil kærligheden. Men der er for meget støj på datingportalerne. Det er de samme mennesker, som hopper rundt fra portal til portal. Jeg interviewer i stedet mine kunder i flere timer og sender dem så en date, når jeg har et seriøst match«, fortæller hun.

Under dette før-interview spørges der ind til værdier og drømme. Til kærlighedshistorik, børn, karriere, livsvalg og hobbyer. Og ud fra det laver Helle Jensen en slags profil på, hvilken slags kvinde eller mand kunden søger og gennemgår kartoteket for potentielle matches.

»Mange voksne singler har ikke tid eller lyst til at stå på en bar. Derfor er jeg en slags wingman eller datingcoach, der også evaluerer hver date med kunden. De forpligter sig på en helt anden måde end med en app på telefonen«, siger matchmakeren fra myperfectmatch.dk, der dog er så ny på markedet, at hun endnu ikke har lavet nogle faste par.

Sorterer støj og løgn fra

En tur rundt på de mange nye datingtilbud viser, at tendensen globalt går på at sortere støj fra. Der er for meget spildtid, for mange ubesvarede beskeder, for mange nederlag og for meget løgn sådan som systemet har været indtil nu. Statistikken lyver dog ikke: 81 procent af folk på datingsites lyver. Om deres højde, civilstatus, alder eller vægt.

Da Tinder lancerede ’match’-delen, altså at begge parter skal sige god for hinanden, før man kan skrive sammen, revolutionerede de datingmarkedet med estimerende 50 millioner brugere og over en milliard matches. Indtil da havde mange datingtjenester lidt under, at der generelt er flere mænd, der onlinedater, og at de mange mænd sprøjter beskeder ud til damer til højre og venstre, mens kvinderne i den anden ende får stress og ikke gider besvare 150 beskeder fra fremmede mænd om dagen. Og derfor logger af igen.

Der er flere og flere singler i Danmark, som ikke direkte søger en kæreste, men bare gerne vil være glade singler

Men nu kommer der flere datingtilbud, hvor støj og spildtid sorteres fra. Det er også tanken i den populære storby-app Happn, hvor man bliver matchet med folk, som man har krydset spor med via GPS. Altså tanken om at den næste store kærlighed eller det næste frække one night stand jo lige så godt kan handle i samme supermarked eller træne i dit fitnesscenter.

Emmanuel Limal prøver noget andet, og mere seriøst, med hans Loveandkids-datingportal. Her matches folk, der er klar til børn og familie. Datingportalen bliver relanceret i løbet af de næste par måneder med Tinders match-funktion som udgangspunkt. Ideen er at gå fra kvantitet til kvalitet og i øvrigt flytte flirten over på mobilen, så den ikke længere kun er på den stationære computer.

»Tinder har skabt noget, som især er fedt for kvinder. Jeg kan godt lide, at brugerne har kontrol og selv vælger, hvem der kan kontakte dig. Der er for mange mænd, der sender for mange beskeder ellers. Og når de ikke får svar, bliver de vrede og skælder kvinderne ud«, siger han.

I modsætning til Tinder og Happn vil Loveandkids dog have udførlig information på profilerne, ligesom at brugerne stadig er der med børn for øje.

»For mange kvinder spilder år af deres liv på at håbe på, at en mand bliver klar til børn. Og så er det måske for sent. Her siger man med det samme, om man har børn, vil have flere børn eller sammenbragte børn. Vi sorterer de utro, sugardatere og seriedaterne fra. For de mest sexede mænd i verden må da være dem, der kan lide og vil have børn«, spørger han retorisk og pointerer, at rigtig mange mænd på hans site også er glade for at kunne bekende kulør og søge efter det seriøse.

Der er i øvrigt en lille overvægt af kvindelige børneklar datere, især i den ’fødedygtige alder’, 24-39 år, hos Loveandkids.dk.

Gåtur uden forventningspres

I datingøjemed er det ofte sådan, at jo ældre singler bliver, jo mere har de brug for hjælp. Hvor unge møder nye partnere i deres udfarende liv på studiet eller på skiftende arbejdspladser, i byen eller gennem venner og fester, så er der en tendens til, at voksne singles og fraskilte med børn er lidt mere stationære.

Det tager singlenetværket Events4singler.dk alvorligt. De kalder sig »netværket for singler, der ikke gider date« og handler i stedet om et godt hverdagsliv som single. De fleste medlemmer er over 40 år her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Som voksen single har man pludselig brugt rigtig, rigtig mange timer på kaffebarer og vinbarer med de her 1-1 møder. Man når til et punkt, hvor man tænker: »Puha, gider jeg bruge mit liv på det her«? Alt for mange oplever dates som en form for eksamen, hvor man skal krydses af, og der er for mange skuffelser«, siger Lena Bodnia, der er konsulent for netværket.

Netværket arrangerer i stedet fester, uformelle fredagsbarer og gåture, hvor man mødes uden forventningspres om, at den famøse kemi skal opstå.

»Der er flere og flere singler i Danmark, som ikke direkte søger en kæreste, men bare gerne vil være glade singler. Vores medlemmer arrangerer selv biografture, middage eller spilaftener. Det handler mest om at mødes om fælles interesser og få en ny social omgangskreds og opstår den berømte kemi, så er det blot en ekstra gevinst«, siger hun.

I USA, som Danmark ifølge datingekspert Casper Høeg Radil, rent datingmæssigt pejler efter, kommer der også flere nichedatingtilbud, deriblandt en del for de højtuddannede og rige. Som 'Luxy’ - et datingsite for millionærer, hvor der simpelthen står, hvor mange penge man(d) har stående på kontoen.

Det såkaldt ’kuraterede match’ har man også i fokus på det New York-baserede Coffee Meets Bagel, hvor medlemmerne modtager et kvalificeret bud på en date hver dag klokken 12. Lige til frokostpausen.

I USA ser man også i øjeblikket en tendens til, at dem amerikanerne kalder young professionals, altså de veluddannede, yngre karrieremennesker, bruger det CV-baserede sociale netværk LinkedIn, når de dater. Fordi man ikke kan lyve der.

Den danske datingapp Teazr lanceres snart i USA og forsøger netop at gøre op med løgn og snyd, ved at brugerne skal sende friske selfies med det samme, som så forsvinder igen, ligesom på Snapchat. Så kan man i det mindste ikke lyve om sit udseende.

Offline og online smelter sammen

Datingekspert og sociolog Casper Høeg Radil mener ikke, at møder ude i virkeligheden eller matchmakere bliver det næste store. Men hvad mener han så kommer ’efter Tinder’?

»Der kommer til at ske nye ting i samspil med bedre teknologi. Jeg kunne godt forestille mig en fuldt indskannet krop i et virtuelt datingunivers. Der kommer flere apps og applikationer fremover, mere gamification - altså dating inspireret af spil-logik - og en større integration med offline sammenhænge i takt med bedre netdækning og teknologi«, siger han.

Som eksempel nævner han Happn’s GPS, som er for dårlig til, at man kan finde hinanden live i bussen. I stedet tjekker man om aftenen, hvem man har passeret i løbet af dagen. Men GPS-dating kommer først rigtig til at flyve, når den fungerer live, i øjeblikket, når man står ved siden af hinanden til Distortion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Google arbejder på at kunne placere os præcist inde i bygninger, indoor navigation, så man kan skanne varehuse, skoler og universiteter. Det vil blive knyttet til dating og gøre det nemmere at finde hinanden«.

Casper Høeg Radil mener også, at traditionel dating fremover vil appellere til et ældre publikum efter kontaktannonce-traditionen, mens grænserne mellem online- og offlineliv forsvinder for de yngre generationer. Der vil komme mange flere kommunikationsredskaber til at mødes gennem events og arbejdspladser online, og dermed vil single-cykelrejser og gammeldags flirte-chat mere blive brugt af de ældre.

»Blandt de unge er der en tendens til, at det virker lidt desperat, når et møde ikke opstår naturligt. Men folks opfattelse af, hvor man har mødt hinanden vil også ændre sig. Man vil tænke mindre over, om det var initieret via en app som Tinder. Går man 15 år tilbage i tiden, var distancen mellem om man mødtes online eller ’ude i virkeligheden’ endnu større. Fremover vil det virtuelle smelte helt sammen med vores hverdag«, siger Casper Høeg Radil.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce