Måske startede det der. I en biografsal i 1985. Madonna var mystisk, sexet og eftertragtet. I cykelshorts, touperet hår, sorte blonder og habitjakke. Mand leder efter kvinde og indrykker kontaktannonce med teksten: »DESPERATELY SEEKING SUSAN«.
’Helt vild med Susan’ hed filmen hed filmen, hvor en kedelig husmor læser en kontaktannonce fra en mand, der desperat leder efter en ægte femme fatale. For mig betød den film en livslang fascination af kontaktannoncer. Jeg har siden da læst dem og samlet på dem. Ikke fordi jeg har været på jagt efter nye kærester eller nye venner, men fordi der er så mange historier og finesser i sådan en annonce. En lille præcis livshistorie udfoldet over et par linjer - som et haiku-digt over et menneskes længsler, begær og drømme.
Soundtracket til enhver kontaktannonce må være Lionel Richies firsersødsuppehit » Hello, is it me you're looking for«, hvor der også spørges ud i det åbne rum. Dengang hvor der var rigtig mange kontaktannoncer i aviserne, var det en pragtfuld søndagsbeskæftigelse for denne lurer at drikke kaffe og tegne streger og pile hen over papiravisens spalter. Sådan: Ham der med »hund, højbed og have« skal jo bare møde hende, der »befinder sig bedst i gummistøvler«.
Jeg er især begejstret, når folk er ultraspecifikke og lidt nørdede i deres annoncer.
»Du skal være mellem 180 og 185 cm og bo i det indre København, helst mellem 1100 og 1350 K«, stod der i en. Det er virkelig en dame, der udelukker ret mange, men tilgengæld, måske, indfanger noget meget præcist.
»Søger meget frodig dame med omfangsrig bagdel og kæmpestore bryster, alderen 50-75«, stod der i en anden, hvor manden udbad sig målene tilsendt på forhånd.
»Sort kæreste søges«, skrev en tredje og pointerede, at latinoer og thaipiger også gerne måtte skrive til ham.
»Hvem vil have et barn med mig?«, spørger en skruk mand.
»Sejlerven« søges, spørges der mere uskyldigt et andet sted.
Jeg har klippet mange af dem ud af aviserne gennem årene. Min egen lille guilty pleasure, hvor jeg snager i andres privatliv, på nu gulnet avispapir. Især bliver jeg begejstret, hvis nogen eftersøger nogen, de har set. Vi kender alle situationen. Måske står man i en boghandel eller et tog og udveksler blikke med en eller anden. Men man får ikke gjort noget ved det. Og bagefter plager tanken om, hvad der kunne have været.
Men det er ved at være småt med kontaktannoncerne. Netdating og sociale medier har fuldstændig overtaget de langsomme kontaktannoncers tidligere vigtige funktion med at bringe fremmede sammen. Men hvad er det, vi er ved at miste med disse kærlighedens svar på gækkebreve?
Katrine Frøkjær Baunvig fra Aarhus Universitet er kulturforsker og beskæftiger sig med romantikken og kærlighedens kulturhistorie. Hun fortæller, at kontaktannoncer var et produkt af moderniteten. Da industrialiseringen i 1800-tallet øgede mobiliteten, og folk flyttede fra de små landsbysamfund efter arbejde opstod, især i USA, fænomener som ’postordre-brude’, hvor mænd annoncerede efter en passende kvinde.
»Denne bekvemme og globaliseringsvenlige parringsteknologi blev bredt ud og gjort tilgængelig og legitim for brede dele af befolkningen, også kvinder, i løbet af det 20. århundrede. At der er færre annoncer på tryk nu, er først og fremmest et udtryk for det trykte avismedies krise, for annoncen lever videre på nettets datingsites«, siger hun.
Kom frit frem med det personlige
'Kom frit frem' hed en populær spalte her i Politiken. Den kørte fra 1974 og frem, fik en lille revival i 2004 og havde et par enkelte annoncer i 2008-2009 under ’personlige’, men så var det også slut. Aarhus Onsdag-ugeavisen har stadig lidt kontaktannoncer, og Dagbladet Information bringer 1-2 kontaktannoncer om måneden. Jeg ringer til Informations annoncesælger, der afslører, under løfte om diskretion, at der er tale om den samme mand. Hun mener, at han er den sidste mand, der indrykker kontaktannoncer hos dem. Det koster ham 600 kroner hver gang.
Som dedikeret kontaktannonce-lurer har jeg godt bemærket ham i Informations weekendtillæg i ny og næ. Senest, lørdag 14. marts, skrev han:
»Jeg er en erotikglad og viril mand på 60 år og snarlig efterlønner. Interesse: Samfund, kultur og natur. Jeg søger en gæstfri kvinde som bolleveninde. Til varme og inspirerende elskovstimer. 35-80 år. Vedlæg venligst telefonnummer, København«.
Okay, det var måske ikke ligefrem romantisk. Faktisk er den annonce nok et meget godt billede på, hvor vi er på vej hen med netdating og det direkte og specifikke. Til gengæld lever jeg op til alle mandens krav. Og det er jo ikke så tit, det sker i livet, men jeg er både mellem 35 og 80 år og gæstfri. Så i sagens tjeneste beslutter jeg at besvare hans annonce. Der skal jo være en første gang for alting, og jeg vil gerne spørge til hans erfaringer med kontaktannoncer, og hvorfor han ikke er hoppet på digital dating ligesom alle andre.
Sjældent har jeg været så spændt, som da jeg indleder brevet med ordene: »Kære mand på 60 år«. Det skal printes ud og sendes med billetmærke på kuverten og frimærke. Information videresender det så, uåbnet, til mandens privatadresse. Og så skal han overveje, om han gider skrive tilbage til mig. Det er en langsommelig affære, men det er også virkelig spændende.
Jeg mærker datinghistoriens vingesus.
Knalde eller kaffe? Rapport fra dating-frontenSom så mange andre danskere har jeg også en profil på Tinder. På den kan jeg komme i kontakt med alle mulige og umulige mænd på under et minut. Det er virkelig ikke særlig udfordrende. For et par uger siden kedede jeg mig for eksempel en morgen og bladrede rundt i mændene derinde. Swipede ja til en, der viste sig også at have sagt ja til mig, så der var et såkaldt 'match'.
Manden skrev efter tre minutter. Så meget for at gå rundt med sommerfugle i maven i spænding ... Her følger, for de uindviede, et referat af en tidstypisk Tinder-samtale. Lad det være til skræk og advarsel til alle jer i faste, kærlige parforhold, der synes, at det må være SÅ spændende at være single og date rundt:
Mand: »Hej...?«
Mig: »Hej med dig«.
Mand: »Du ser sød ud«.
Mig: »Tak. Det gør du også«.
Mand: »Jeg kan godt lide at bagbinde piger«.
Mig: »Det bliver et nej tak herfra«.
Det var så ikke (heller) begyndelsen på et smukt venskab. Vi er på romantik-skalaen helt dernede, hvor en mands tredje tilnærmelse handler om bondage og seksuelle præferencer. Derfor bruger jeg ikke Tinder mere. Fordi alt hvad der hedder flirt, kurtisering og langsom tilnærmelse er væk.
9 grunde til at slette din Tinder-profilMin mormor mødte faktisk sin mand nummer to gennem en kontaktannonce. Hun var enke, han var fraskilt, de var i 50'erne, og annoncen havde overskriften: »Enke efter akademiker«. De blev kærester og fik 25 år sammen, men sagde til alle, at de havde mødt hinanden på en tennisbane, fordi de syntes, det andet var pinligt. Det har jeg aldrig forstået, det pinlige. Derimod synes jeg, der er noget enormt smukt ved at skrive en kontaktannonce, direkte fra hjertet og sætte ord på sine drømme.
Sara Skaarup er sexolog og beskæftiger sig en del med det romantiske og forventninger til parforholdet. Hun beskriver kontaktannoncer som kærlighedens svar på at finde nålen i høstakken.
»Det er jo en slags kærestebrev, man skriver ud i det ukendte. En flaskepost fra dit hjertes øde ø. Og så sidder man og håber, at den bliver set og samlet op af den rette. Men man ved det jo ikke. Man ved ikke, hvem der køber avisen lige den dag og læser annoncen«.
Skaarup er også så gammeldags, at hun godt kan lide kontaktannonceformatet. Det er det med, at man gør sig umage. Man sætter sig og formulerer noget, ret præcist, omkring hvem man er, og hvad man drømmer om.
»I gamle dage gjorde folk jo deres ypperste for at beskrive den kærlighed, som de længtes efter. Man formede sin tekst en gang for alle, brugte dagevis på at vælge sine ord. Og så rakte man ud efter kærligheden, den mystiske fremmede. Det går helt tilbage til Platons idé om at finde ens bedre halvdel«, siger sexologen.
En stang nougat i køleskabet
Allerede næste morgen står jeg klar ved postkassen og rækker ud. Men manden på 60 år har desværre ikke svaret, for der er ingen breve til mig. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har modtaget et rigtigt brev? Det tager tid det her. Også selv om manden kun leder efter en såkaldt bolleveninde.
Det med at gøre sig umage står ligesom tilgængelighed og tempo i kontrast til netdating. Her kan vi gå ind og rette i vores profiltekster hele tiden. Vi kan, som mange gør, starte med at skrive noget i retning af: 'Jeg ser lige, hvad Tinder er' eller 'noget om mig' - sådan lidt uforpligtende og ironisk. På Tinder kan man uploade en stribe billeder, fra alle vinkler og ferier, og opdatere med nye stemningsbilleder dagligt. Rigtig mange har slet ingen tekst eller måske kun et par stikord, men lader ellers billederne tale for sig selv.
Jeg har personligt heller ikke gjort mig vildt umage med min Tinder-tekst, selv om jeg godt kan lide ord. Men det er som om, formatet ikke inviterer til seriøsitet. Til gengæld kunne jeg aldrig finde på at sige ja til nogen, der ikke havde skrevet noget personligt.
På min Tinder-profil står der:
»Skrivedame, mor til dreng på 4 år, højere end de fleste og en dødsensfarlig modstander i en basketkamp. Har for det meste Chanel i håret og en stang nougat i køleskabet. Ryger ikke, løber ikke, bager ikke«.
Altså ret overfladisk og fjollet. Og jeg nævner intet om, hvad jeg drømmer om, søger, sætter pris på, tænder på eller leder efter som det er normalt i ægte kontaktannoncer. Det er ægte 2015-bangebukset.
»I kontaktannoncer måtte ordet alene gøre udfaldet, og derfor havde det enorm betydning at vælge de rette ord«, siger Sara Skaarup.
»Nu overdøver billederne ordene, og vi går hurtigt videre, hvis vi ikke umiddelbart tænder seksuelt. Nu lyder jeg lidt langhåret, men derved går vi glip af det kæmpe menneskelige eventyr, som det er, når vi mødes. Hvordan et menneske bevæger sig, dufter, hvilken humor de har. Alt det bladrer du forbi«, fortsætter hun.
Og det er jo rigtigt. Jeg forestiller mig en masse ting, når jeg læser en gammeldags kontaktannonce uden distraherende billeder. Får et billede på nethinden af, hvad det er for et slags menneske der kommunikerer til mig.
Samtidig er der en helt anden gennemsigtighed i for eksempel Tinder-dating, fordi man straks man se, om man har fællesvenner på Facebook, og resten kan man lynhurtigt google sig frem til. Man mødes derfor ikke gennem ord, men gennem billeder, fakta og CV.
Også forsker Katrine Frøkjær Baunvig er fascineret af kontaktannoncernes mystik.
»Det er paradoksalt, fordi vi i dag er meget projektorienterede, når vi vælger partnere. Men samtidig ikke vil give slip på den ur-romantiske skæbnemættede idé om den eneste ene. Samtidig er der noget hengemt og nostalgisk over kontaktannoncer som en slags analoge-overlevere, der emmer af deres egen akutrørende ensomhed«, siger hun.
Til avisens romantiske læsere kommer så her en ægte kontaktannonce-kærlighedshistorie. Based on a true story! For nogle år siden læste jeg en virkelig fin kontaktannonce:
»Uni-professor søger efter mange år i udlandet varigt forhold til attraktiv og harmonisk (ikke-ryger) kvinde i passende alder. Jeg er fraskilt, medio 60, 183/84, atletisk bygget, aktiv og still going strong, venlig, følsom, musisk interesseret og med et ret attraktivt udseende, inkl. de skrammer livet giver, politisk anti-VK«.
Jeg klippede annoncen ud og sendte den til en fraskilt kvinde i 60'erne i min omgangskreds. Hun havde ikke på nogen måde bedt mig om hjælp til sit kærlighedsliv, men der var noget ved formuleringen »inkl. de skrammer livet giver«, som fik mig til at tænke på hende. Jeg så dem for mig, de to meget voksne mennesker med forliste ægteskaber bag sig, men stadig med drømme om noget nyt i behold.
Jeg hørte først ingenting. En måned senere ringede det så en søndag eftermiddag på døren, mens jeg sad og spiste med mit barn. Ind træder hun med en nydelig, hvidhåret herre under armen. De rækker mig en flaske champagne og siger: »Vi er blevet kærester«. Se DET var begyndelsen på noget stort og smukt.
Og det kan kontaktannoncer.
Dating som computerspil
Kontaktannoncer er måske nok uddøende i Danmark, men i Tyskland og England og ikke mindst Asien er de stadig ganske udbredte. I England har The Guardian desuden stor succes med deres Soulmates-online-dating-univers, som i seriøsitet og format minder en del om kontaktannoncer med henblik på kærester eller ægteskab.
»Men i Danmark er vi inspirerede af den mere legende og mindre seriøse amerikanske tilgang til dating. Jeg kalder det 'gamificering'. Tinder er slået så massivt igennem, fordi det minder om et computerspil. Det er sjovt og virker som en leg, hvor man f.eks. i Tyskland er mere traditionelle omkring ægteskab og familie«, fortæller Casper Høeg Radil, sociolog og ekspert i dating.
Han fortæller, at i Danmark er vi ret langt fremme med internetdating, og at også seniorer der søger partnere er på nettet. Derfor skriver folk ikke kontaktannoncer mere.
»Men onlinedating og Tinder har slet ikke den forpligtelsesgrad, som der er i kontaktannoncer. Det svarer mere til pre-dating, en selektionsmekanisme eller filtreringsfunktion, så kun de mellem 28 og 38 indenfor 50 kilometer år ser din annonce og kan kontaktes og muligvis kvalificeres til en kaffedate«, fortæller datingeksperten.
Han mener også, at de garvede datere og nybegynderne ofte går galt i hinanden, fordi de garvede sagtens kan have planlagt 3-4 løse møder i løbet af en weekend, mens en nybegynder tror, at NU finder de kærligheden. Men så finder de kun en lunken latte på Baresso.
»Yo, du vil aldrig se mig svare på kontaktannoncer/ Den Gale Pose har flere ho's end alfonser«, rappede Jokeren tilbage i 1996, hvor det altså var pinligt og taberagtigt at annoncere efter kærlighed og/eller sex. I dag har også Jokeren en Tinder-profil, og når selv førerhannen Jokeren gør det, så er dating vel blevet helt og aldeles mainstream?
»Tabuet og det pinlige ved at internetdate er forsvundet i forhold til for 10-12 år siden, da jeg begyndte at interviewe folk om det. Der er kun et par grupper, som stadig finder det pinligt. Det er de helt unge som gymnasieelever, hvor det lidt er et nederlag, hvis ikke du kan finde en at kysse med blandt de 800 andre på skolen. Og så i de øvre sociale lag - dem med mange penge og dem der er meget berømte. Der er det noget med at signalere, at man ikke dater hvemsomhelst, men kun folk fra samme sociale klasse«, siger Casper Høeg Radil.
I nye datingprogrammer helbredes singler af (pseudo)videnskabenTove Ditlevsen skrev en meget berømt kontaktannonce, da hun var blevet både berømt og rig.
»Efter at være sluppet ud af et langt, ulykkeligt ægteskab, føler jeg mig ensom i denne verden, hvor alle danner par. Jeg er 52 år, 172 cm høj, slank og blond. Jeg har en 8-værelses lejlighed i København og et dejligt sommerhus. Penge mangler jeg ikke, men kærlighed. Jeg har skabt mig et navn indenfor litteraturen, men hvad hjælper det, når jeg savner en trofast og kærlig ven i en passende alder, helst bilist«, står der blandt andet.
I den annonce var der potentielt et prestigetab på spil. Men det er ikke sikkert, at det ville være lige så opsigtsvækkende i dag. For nylig bad kunstneren Kathrine Ærtebjerg for eksempel journalisten skrive sit telefonnummer i en Politiken-artikel, da hun gerne ville have en kæreste. Og på tv er fladen proppet med datingformater og folk, der bliver matchet af eksperter for åben skærm.
Men her halvanden uge senere har manden på 60 år stadig ikke svaret på mit brev. It wasn’t meant to be.
***
Flaskepost modtages på:
Politiken
Billetmrk: 2412
Rådhuspladsen 37
1785 København V
fortsæt med at læse
