Foto: Philip Ytournel

Knalde eller kaffe? Rapport fra dating-fronten

På dating-appen Tinder er det let og uforpligtende at udvælge og kontakte potentielle partnere. Mere end 150.000 danskere har hentet den nyeste brik i datingspillet, og eksperter er enige om, at Tinder kan noget helt særligt. Politiken har sendt en reporter ind i Tinder-land.

Lad os bare kalde ham Kasper. Jeg skulle mødes med ham klokken 20 på Café Retro i indre København. Vi havde aftalt at drikke en øl sammen. En klassisk date. Jeg havde prøvet en del forskellige skjorter, inden jeg cyklede hjemmefra, og havde også forsøgt mig med opsat hår, før jeg besluttede at lade det hænge.

Kasper smilede, da han kom cyklende imod mig. Han var ikke helt så flot som på billederne, men det gjorde ikke så meget. 32 år, 195 centimeter høj, mørkt hår, briller, skægstubbe og blå, rare øjne. Han parkerede sin cykel, inden han omfavnede mig og sagde, at det var godt at se mig. Det sagde mine seks tidligere dates også.

De seneste to måneder har jeg datet mere end i hele mit øvrige, 24-årige liv. Det hele skyldes dating-appen Tinder. Den kan noget. Det er jeg langtfra alene om at synes. Mere end 150.000 af danskerne bruger nu Tinder, og tallet stiger hver dag. 55 procent er mænd, og 45 procent er kvinder. Etablerede dating-portaler ser Tinder som en trussel, læste jeg i Metroxpress. »Alle i branchen mærker den«, udtalte direktøren for Elitedaters.

Det var en veninde, der fortalte mig om Tinders forunderlige verden, og jeg tænkte, at jeg måske kunne møde en sød fyr.

På min smartphone downloadede jeg appen og klikkede ’ja’ til, at Tinder måtte bruge mine facebookbilleder. Jeg tastede ind, at jeg var til mænd i alderen 24-33 år, og til sidst indstillede jeg en søgeradius på 5 kilometer – jeg gad ikke cykle så langt. Så trykkede jeg for første gang ’start’.

Tinder fungerer sådan: Billeder af fyre, der passer til mine kriterier, kommer frem på min smartphone. Jeg skal så tage stilling til, om de kunne være noget for mig. Hver fyr kan højst lægge seks facebookbilleder op af sig selv. Jeg kan se, hvilke fælles facebookvenner vi har, og jeg kan se, hvilke interesser vi har til fælles – altså hvad vi begge har liket på Facebook.

Det er med andre ord meget lidt, jeg kan vurdere folk ud fra. Stryger jeg billedet af fyren til venstre, siger jeg ’nope’, altså nej tak, og med et strøg til højre siger jeg ’liked’ – han ser sød ud. De fyre, jeg liker, ved det ikke, før de også har liket mig. Det er altså en gratis omgang at gøre tilnærmelser på Tinder – jeg kan ikke blive afvist. Det er nemlig først, når også han stryger mit billede til højre, at han opdager, at jeg er interesseret. Så har vi et såkaldt match.

Og så kan vi skrive med hinanden. Det var sådan, der opstod kontakt med Kasper. Og med de 102 andre fyre, jeg har matchet med.

Man kan godt sige, at Tinder har sat gang i lidt af en datingrevolution. Dating – eller ’stævnemøder’, som mine bedsteforældre nok ville sige – er oprindelig et amerikansk fænomen. I ordbogen ’Nye ord – 1955-1998’ står, at ordet ’date’ første gang blev brugt i dansk sammenhæng i en Politiken-artikel i 1967. Og i Fremmedordbogen under ’dating’ står: »det at unge mennesker ’går med’ så mange som muligt for at prøve sig frem, inden de forlover sig«.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Som med meget andet amerikansk har danskerne taget datingen til sig. Det gælder også netdating.

Med Tinder er datingræset for alvor skudt i gang, og folk vurderer hinanden på livet løs på appen. Globalt set swiper brugerne profilbilleder til højre eller venstre 850 millioner gange om dagen, oplyser Tinder til Politiken. Det er vildt!

Det er også derfor, Politikens læsere skal have historien om Tinder-fænomenet. Hele historien.

Jeg er min perfekte kilde

Min egen erfaring siger mig, at der overordnet findes tre typer på Tinder: en, der primært bruger Tinder for at date lidt casual/få sex; en, der leder efter en kæreste; og par, der har fundet hinanden på Tinder.

Til denne artikel ville jeg finde en af hver, og de skulle evne at sætte ord på, hvad det er, der er så godt ved Tinder:

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Det bliver det mindste problem at finde de kilder, tænkte jeg, for de er alle sammen lige i min omgangskreds. Og alle siger jo, at Tinder og netdating er blevet helt socialt acceptabelt. Alle bruger det.

Så jeg slog en eftersøgning op på min facebookside, så mine næsten 900 venner derinde kunne hjælpe researchen på vej. Derefter ventede jeg på svar. Flere delte mit opslag, og mange foreslog potentielle kilder. Alligevel lykkedes det ikke. Ingen ville. Jeg kunne ikke finde mine tre guldkilder, der åbent ville fortælle om deres erfaringer med appen.

Derfor er jeg nu min egen case. Jeg har masser af Tinder-erfaring. Jeg har skrevet med 22 fyre på Tinder, forsøgt at være kæk og original i mine beskeder, været på flere akavede dates, modtaget Tinder-beskeder med: »Knalde?«, afvist fyre og er selv blevet droppet, lige når jeg har troet, at jeg har fundet noget. Alt det, mine kilder skulle fortælle mig om, har jeg med stor sandsynlighed selv prøvet. Jeg kender gamet. Jeg er lige den kilde, jeg manglede.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Jeg er en helt almindelig 24-årig kvinde, der har været single i 2½ år. Som så mange andre på min alder kunne jeg aldrig finde på at oprette en almindelig datingprofil, hvor jeg så skulle indtaste, at jeg har grønne øjne, er 170 cm høj og løber i min fritid. Den slags konventionelle kontaktannoncer er helt udelukket. Men Tinder – det er bare noget andet.

Det var der, jeg fandt Kasper. Jeg likede Kasper på Tinder, primært fordi han var lækker. Og så fordi han på et af sine billeder var ved at ordne en gammel knallert ved en landevej omgivet af grønne marker. Ud af det udledte jeg, at han var sådan en jordnær type. Den ting, vi har tilfælles på Facebook, er gruppen ’Mad på SU’, der er en gruppe for folk, der gerne vil spise billigt.

Det var ikke ret meget mere, jeg vidste om Lasse. Eller Frederik. Eller Søren. Eller Kristian, eller nogen af de andre, jeg har været ude med, og det har også været mindre vigtigt, for det har faktisk mere været sorteringen af mænd, der har været sjov, end selve det at lære dem at kende. Det er matchet, der er drivkraften. Matchet er det fede – så fedt, at der ifølge Tinder globalt set er 10 millioner matches om dagen. 10 millioner. Om dagen. Er der overhovedet nogen studerende, der hører efter rundt i auditorierne på universiteterne mere, kan man tænke.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Jeg har veninder, der snart runder 300 matches, men det er ikke ensbetydende med, at de skriver med 300 fyre. Fyrene er mere bare en slags point i Tinder-spillet. Selvfølgelig er det en bonus at blive inviteret på date. Og så sker det, at man gør alvor af legen. Ligesom med Kasper.

Yeah, dopamin!

Engang var det smartphone-spil som ’Angry Birds’, ’Wordfeud’ og ’Quiz Battle’, jeg fordrev tiden med. Nu er det Tinder.

Samfundsforsker Troels Schultz Larsen fra RUC har fulgt datingfænomenet, og han har også bemærket Tinders eksplosive vækst. Han forklarer, at en af grundene til Tinders succes er, at appen er bygget op om en spillogik. I computerspil er der typisk nogle udfordringer eller opgaver, der skal løses, og gør man det, er belønningen point, en ny bane eller noget tredje.

På Tinder er opgaven at swipe sig igennem en hulens masse mennesker og vurdere, hvem af dem, der kunne være noget for mig. Belønningen er matchet. Det er fedt at få et match. Nogen kan lide mig! Yes!

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Tinders spil-agtige platform gør, at man som bruger lægger en vis afstand til personerne bag billederne, siger Troels Schultz Larsen. Han forklarer, at problemet med Tinder kan være, at mange bliver draget af spillogikken og derfor ikke bruger appen så seriøst. Og måske er det i virkeligheden også grunden til, at ingen har lyst til at tale om Tinder med mig. Brugerne regner måske ikke sig selv for ’netdatere’?

Troels Schultz Larsen mener, at netdating især er et tabu i yngre grupper. Er man ung og smuk, og alting kører, så er det lidt taberagtigt at bruge netdating. Det er som at sige: »Jeg kan ikke score i byen« – og hvem vil indrømme det?

Tinders medvind skyldes også, at den er gratis, modsat de ’gammeldags’ datingsites, som koster op mod 250 kroner om måneden. På de traditionelle sites sidder man som regel hjemme foran computeren og skriver indsmigrende beskeder til potentielle partnere, der har luret ens profil. Forestiller jeg mig.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Tinder derimod er med på café. Som med en metaldetektor kan man lynhurtigt afsøge området for diverse værdier, og veninderne kan være med til at vurdere, hvilke fyre der skal verfes til højre, og hvilke der skal til venstre. Det kommer der meget sjov ud af.

For mændenes vedkommende er der også fordele, siger Troels Schultz Larsen, for »i stedet for Jumbo-bogen kan de have Tinder med, når de sidder på tønden«.

Appen blev også hurtigt en fast del af min hverdag. Også på toilettet. Flere af mine veninder har givet udtryk for, at de vist er ved at blive afhængige af Tinder. De siger det med et glimt i øjet.

Men faktisk kan man godt blive en smule afhængig af at få matches på Tinder, for bekræftelsen giver en lykkefølelse, forklarer psykolog Henrik Tingleff. Der er to forklaringer på afhængigheden – en kemisk og en psykologisk.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

»Hvis du oplever en tilfredsstillelse eller en glæde ved at få det her match, så vil der frigives dopamin i hjernens belønningscenter. Og den frigivelse er det, som mennesket dybest set lever for«, siger Henrik Tingleff.

Det er den fundamentale tilfredsstillelse og lykkefølelse. Kroppen reagerer ganske enkelt ved at sige: »Dopamin var eddermaneme et fedt stof at få – det vil jeg gerne have mere af«.

Afhængigheden kan for alvor mærkes, når dopaminen klinger af. Der skal mere og mere til. Oftere og oftere.

Jeg har taget mig selv i at hive smartphonen op af lommen i Netto og lige swipe et par fyre, inden jeg lægger mine varer på kassebåndet. Sygt! Pludselig skulle der tre matches til for at få det ’kick’, som jeg før fik af ét. Jeg var blevet en matchnarkoman.

Den anden forklaring på min og mine veninders Tinder-afhængighed – den psykologiske – er helt banal. Mennesker lever rent socialpsykologisk for at være accepteret i flokken. Alles største frygt er at blive udstødt af fællesskabet. Tinder er et miniformat af samfundet.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

»Man siger: Hvem vil jeg connecte med, og hvem vil gerne connecte med mig? Pyha, jeg har stadig lov at være her«, siger Henrik Tingleff.

Eller også oplever man: »Åh nej, shit, shit, der er ingen, der vil matche med mig«. Eller: »Åh nej, der er ingen, jeg føler mig tiltrukket af – er jeg mærkelig eller anderledes?«. Det er en meget direkte måling af ’do I belong’?, forklarer han.

»Nå, men tak for i aften«

Kasper bestilte en fadøl i baren. Jeg gjorde det samme. Jeg håbede, at han ville sige et eller andet, mens vi stod der og ventede på øllene. Jeg kunne ikke selv finde på noget. Jeg havde allerede konstateret, at vejret var dejlig lunt ude den aften.

Vi gik ovenpå og satte os på en bænk ved væggen. Kaspers briller duggede. Han fortalte, at de var nye, og at han lige skulle vænne sig til dem. Jeg ville supplere med en fortælling om, at mine linser var gået i stykker, så jeg faktisk ikke kunne se, hvem der spillede oppe på scenen. Men han afbrød. Det gjorde han flere gange. Jeg begyndte at overveje, om det var min langsomme vestjyske dialekt, der gjorde ham utålmodig, eller om det bare var noget, han gjorde.

Foto: YTOURNEL PHILIP/Politiken-Tegning

Efter et kvarter havde jeg lyst til at skride. Men man kan ikke sige til en person efter et kvarter, at man ikke rigtig synes, der er kemi. At han ikke har den rigtige udstråling. Så jeg blev siddende. Daten kunne jo kun blive bedre. Da jeg havde drukket min øl, spurgte han, om jeg ville have en mere. Jeg sagde nej tak. Jeg kom til at gabe flere gange og undskyldte det med, at jeg havde været tidligt oppe. Det var løgn. Jeg havde haft fri den dag.

Vi snakkede lidt mere. Om, at jeg var vokset op på Ringkøbing-egnen, og han i en forstad til København, om rejser, vi havde været på, om vores arbejde, om vores Tinder-erfaringer.

Imens tænkte jeg på, hvornår jeg kunne tillade mig at gå. Jeg er blevet ret øvet i at afslutte dates – det handler om at komme væk i tide og på en måde, så farvellet ikke bliver alt for klodset.

Jeg havde en ret uheldig Tinder-date med en Simon. En anden flot fyr. Men heller ikke den rette udstråling.

Vi sad hjemme hos ham i hans sofa, og hver gang han havde taget en nød i skålen på sofabordet, rykkede han lige en balle nærmere. Elegant manøvre faktisk. Til sidst sad Simon og jeg så tæt i sofaen, at hans hånd lige kunne nå om min nakke. Han så mig dybt i øjnene, sagde noget pænt, fugtede læberne og ... Så rejste jeg mig og gik ud og tog sko på.

I den situation var det lige sent nok, jeg sagde »tak for i aften«. Det ville jeg gerne undgå med Kasper.

En del af et kødkatalog

På Tinder er der en intern accept af, at ham, jeg skriver »God nat, søde« til om aftenen, også skriver med 10 andre. Sådan er det bare. Man har ligesom opsamlet et lager af flirts, et katalog af mænd, som man kan skrive med, mødes med og måske knalde med. Jeg har da også fået nogle virkelig lumre sex-invitationer.

Der er ikke helt enighed om, hvorvidt Tinder skal bruges til at arrangere sex-aftaler eller datingaftaler. Men alle på baren i den virkelige verden agerer selvfølgelig heller ikke efter helt samme spilleregler.

På Tinder er der ligesom bare en større risiko for, at ham, jeg skal på date med i morgen, var på sexdate med en anden pige i forgårs.

Foto: YTOURNEL PHILIP

Sådan er det bare, mener Henrik Tingleff, der også interesserer sig for adfærd og livsstil. Han forklarer, at datingmarkedet har ændret sig, og kulturen omkring datingfasen, hvor man lige skal lære hinanden at kende, er mere uforpligtende end tidligere. Også uden for datingsiderne.

»For 13 år siden, da jeg mødte min kone, var der ingenting, der hed dating. Det var noget, man så i tv-serien ’Friends’, og noget, man gjorde i Amerika. Datingkulturen er fuldstændig implementeret i Danmark nu i takt med online dating. Det tror jeg hverken er godt eller skidt, men det er bare ’times are changing’«, siger han.

Jeg fortæller ham om dem af mine venner, det er lykkedes at få et match, og tre timer og to glas rødvin senere har de ligget i pigens seng. Men for 20 år siden kunne man også finde eksempler på nogen, der kun havde snakket et par timer i baren, som alligevel vågnede op i samme seng dagen efter, siger Henrik Tingleff og henviser til, at det i gamle dage også var mere besværligt at bestille en blazer.

»Du skulle ned i butikken, og du skulle prøve den. Nu kan du sidde derhjemme med iPaden og bestille den hjem i fire størrelser, og der er oven i købet en pose med, hvor du kan returnere de tre størrelser, der ikke passer dig. Og er det rigtigt eller forkert? Det er bare sådan, det er blevet«, siger han.

Tinders død bliver, når spillet bliver for ensformigt, når alle spillets baner er ens, siger Troels Schultz Larsen.

Som en facebookven skrev i et opslag forleden: »Har netop gennemført Tinder. Glæder mig allerede til 2’eren ...«.

Kasper-matchet og den tilhørende date viste sig også at være lidt af et deja-vu for mig. Jeg kunne ikke længere blive chokeret, overrasket, pirret, fristet, smigret eller føle mig underholdt af det, der foregår på appen. Og mine dates var lidt af et ’prøv lykken-kort’. Enten var der bonus, eller også skulle jeg vente en omgang.

Jeg har hørt om flere par, der har fundet hinanden på Tinder, og selv om jeg ikke har haft held med det, tror jeg alligevel ikke, at alle mine timer på toilettet med omhyggelig udvælgelse af mænd har været forgæves. Nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg ikke leder efter. Min kvalificerede mandeviden må kunne bruges i den besværlige, virkelige verden.

Game over

I lidt for lang tid havde hverken Kasper eller jeg sagt noget. Vi sad bare der side om side på vores bænk og kiggede lige frem. Der var ikke mere, jeg havde lyst til at dele med ham. Han havde det vist på samme måde. Det var der, jeg tillod mig at hæve mødet på Café Retro.

»Skal vi gå udenfor«, spurgte jeg og famlede efter min jakke.

Kasper svarede ikke rigtig. Jeg tænkte, at det var en lettelsens stilhed, og at han nok var bange for at spolere muligheden for at komme væk. Da vi stod ude på gaden, sagde jeg: »Tak for i aften. Det var hyggeligt«. Det har jeg sagt på alle mine dates. De færreste gange har jeg ment det. Da jeg cyklede hjem, tænkte jeg, at ham hører jeg aldrig fra igen.

Dagen efter skrev Kasper: »Hej Sabrina, jeg synes, vi skal prøve igen!«.

Whaat?!

Jeg svarede, at han i sin besked ikke selv lød, som om han havde så meget lyst til at mødes igen. Og at jeg nok heller ikke rigtig havde det. Så svarede han, at det da ikke havde været den bedste date, men at det irriterede ham, når ting gik dårligt, så han ville gerne give det et skud mere.

Desuden kunne han godt lide aarhusiansk ...

Publiceret 30. april 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce