Nogen siger, at kunsten i dag har erstattet religionen. At vi, der løber fra kunstudstilling til kunstudstilling, gør det for at fylde det hul, religionen efterlod, da vi smed den ud. Jeg ville ikke have noget imod, hvis det var sandt.

Jeg skammer mig ikke over at søge efter noget, der fylder mit indre og giver det indhold. Men når jeg tænker over det, er forskellen mellem kunst og religion større end ligheden. Både religionen og kunsten er en indre begivenhed, som man søger i enorme, skønne rum.

Men kunst bliver først kunst i det øjeblik, den giver mig et uventet perspektiv på livet. Når den giver mig en måde at se på og sanse på, som jeg ikke havde før. Når den samler mine erfaringer og lægger dem i et nyt mønster, så jeg kender mig selv, men på ny.

LÆS ARTIKELKunstner fylder galleri med 100 mio. solsikkefrø

Religionen vil være et fast og sikkert fundament, der tilbyder den samme sandhed igen og igen. Der giver et perspektiv på livet, der altid er det samme og derfor giver sikkerhed. Der tilbyder et bestemt mønster at lægge mine erfaringer i.

Kunsten undgår behændigt sandheden, er foruroligende og dennesidig. Religionen tilbyder en sandhed, giver tryghed i forhold til dødsangsten og henviser til det hinsidige.

Måske er det derfor, religiøs kunst ofte er fascinerende, fordi værkerne står og vibrerer med et ben i hver lejr.

’Sunflower seeds’
Ai WeiWeis kunstværk ’Sunflower seeds’ i det tidligere kraftværk, der nu er Tate Modern, er et af de kunstværker, der samler et bundt af mine erfaringer og giver et helt nyt syn på noget, jeg ikke havde tænkt over, at jeg vidste.

Jeg har nogle venner, som var så heldige at være til åbningen af udstillingen, som fandt sted en uge, før jeg selv kom til London. De fortalte begejstret om de millioner af håndmalede porcelænssolsikkefrø, Ai Weiwei havde fået fremstillet i porcelænsbyen Jingdezheng i Kina.

De fortalte om lyden, når de besøgende gik på porcelænsfrøene. Det er nærmest en stor lydinstallation, sagde en. Du skulle se børnene sidde i frøene og kaste dem op i luften, sagde en anden. Jeg glædede mig; jeg oplevede allerede værket gennem deres beretning.

LÆS OGSÅHavfrue-kunstner fik tæsk af politiet

Mine bedsteforældre var fattige; sådan rigtigt fattige på landet i 30’erne. Mine forældre flyttede til København, min far uddannede sig fra elektriker til teknikumingeniør, min mor var hjemmegående, men fik så et halvdagskontorjob.

Vi var i det hele taget et ærkeeksempel på den sociale udvikling, der fandt sted i Danmark i tresserne og halvfjerdserne, og som finder sted i Kina i dag.

Vi levede så småborgerligt, som det var muligt, og jeg husker tydeligt den første gang, jeg som femtenårig besøgte Chris, som jeg havde lært at kende i rødstrømpernes ungdomsafdeling Unge kvinder, og gik på toilettet i hendes lejlighed i Nansensgade.

Formand Mao
Jeg havde aldrig set noget lignende i nogen af de hjem, jeg var kommet i, hverken på Langeland eller i forstaden Værløse. Væggene på det lille toilet var tapetseret med plakater af Formand Mao. Mao mellem folket, Mao mellem solsikkeblomster, Mao som solen, solsikkerne som folket, der vendte sig mod Maosolens bevægelser.

.  Ai weiwei. Kinesisk kunstner.Chris havde købt plakaterne i Kina, hvor hun havde rejst sammen med sin mor, der var maoist. Jeg havde en gang i mit liv været på kinesisk restaurant med en venindes familie, der var noget mere moderne end mine egne.

Men jeg ved det, solsikkekerner i Kina er mere end bare noget, man spiser, de er det enorme folk, millioner og millioner af dem.

Jeg læste Jiang Qings erindringer, jeg læste om den rædselsfulde hungersnød omkring 1960, efter Mao som en del af ’Det store spring fremad’ satte folket til at jage stærene væk fra markerne, så de ikke spiste folkets korn og folkets solsikkekerner.

Men stære foretrækker insekter frem for korn, og uden stære huserede insekterne, og høsten slog fejl. En menneskelig fejl, der kostede omkring 30 millioner liv.

Mellem tre og fem tuschstrøg
Hvert enkelt af de 100 millioner porcelænssolsikkefrø er brændt, håndmalet og skyllet. De håndmalede strøg er også en erfaring. I 1988 rejste jeg til Kina, få måneder før demonstrationerne på Tiananmen-pladsen.

Ude i nogle tågedækkede underskønne bjerge besøgte jeg en skole i kalligrafi, hvor eleverne sad med pensler og tusch og forsøgte at fange bjergene på det papir, de lavede på papirfabrikkerne længere nede i dalen. Et tuschstrøg er at fange den verden, der hele tiden bevæger sig, og samtidig fange bevægelsen.

Solsikkekernerne, Ai Weiwei har fået fremstillet, har alle mellem tre og fem tuschstrøg. Det er mængden, der er ufattelig, ligesom mængden af kinesere er det. Jeg besøgte Kina igen i 2008, og så dem håndbygge det OL stadium, Ai Weiwei også er arkitekt til.

LÆS OGSÅDanmarks farligste kunstværk står på Langelinje

Grupper af mennesker, der kom slæbende med træer, så vejen til stadion blev skyggefuld, grupper af mennesker i lange besværlige arbejdskæder i byen, mennesker alle vegne, store plakater med reklamer for etbarnspolitikken. Der er altid ti kinesere til et job, der er altid en fabrik. 100.000.000 kinesere er ikke særligt meget.

Vi besøgte de sædvanlige fabrikker, cloisonne, silke og silkedynefabrikkerne. Jeg ville have en silkedyne, men den var ikke i den størrelse, jeg ville have. »Vi laver en, mens I spiser middag«, sagde de på fabrikken.

Nu havde jeg jo læst Douglas Couplands roman ’Jpod’, hvor en af bogens personer bliver straffet ved at arbejde på en Nikesålfabrik, og jeg spurgte straks, om ikke jeg måtte komme ind på fabrikken og se min dyne blive lavet.

Kinesere er så høflige. Ingen kan så høfligt og så bestemt sige nej. Jeg blev ved længe. Men nej. Fabrikker er lukket land. Men man mærker dem, over det nordlige Kina hang en tung beskidt sky af kul og smog og fabriksrøg.

Så jeg tænkte, på vej ned ad den lange rampe til udstillingen, at Ai Weiwei havde fanget mange sider af det kinesiske samfund, dets histories æstetik i sit værk, der samtidig er kunst, fordi det er så uforventet. Det havde jeg ikke set komme, hundrede millioner porcelænssolsikkefrø.

Det er en vidunderlig fornemmelse. De mange oplevelser der samler sig i et nyt mønster, i striber af sort tusch på en hvid oval form.

Vi havde taget de store lommer på, min datter og jeg, for vi havde hørt, at den første million solsikkefrø, der blev stjålet, ville Tate betale, den næste million skulle Ai Weiwei betale, og derefter ville forsikringsselskabet betale.

De regnede altså med, at vi diskret fyldte vores store lommer, og det ville være synd at skuffe dem. Vi ville generøst komme tilbage til København og dele håndmalede porcelænssolsikkefrø ud til vennerne.

Stor skuffelse
Så stor, STOR var vores skuffelse, da vi gik ned ad rampen, og hele hallen var så underligt stille. Stivnet. Min datter spurgte til Doris Salcedos ’Shibboleth’, en sprække, der løb gennem hele gulvet, som vi så i 2007.

Nu var sprækken tre år efter fyldt op med gips i en anden farve end gulvet, og hun spurgte fornuftigt, hvorfor de så ikke hellere havde lavet den være, når de ikke fjernede den helt. Spørgsmålet gav en vis usikkerhed, men vi fortsatte ufortrødent. Nedad. Nede ved solsikkerne var der endnu mere stille. Ingen lydinstallation.

LÆS ARTIKELSundhedsfare lukker særudstilling på Tate Modern-museet

Foran de mange millioner frø, der er lagt ud på gulvet som en flad stenhave, smukt revet med en kinesisk rive, var en afspærring og et skilt. Det er desværre ikke tilladt publikum at betræde solsikkekernerne, stod der.

Vi spurgte vagten: Hvorfor? Hun forklarede, at der efter to dage lå en sky af porcelænsstøv et par meter oppe i luften. Porcelænssmog, lignede det. Man mente, støvet kunne være farligt for vagterne at indånde, når de stod foran værket flere måneder i træk.

Så på en måde døde kunstværket for os. Det var stivnet, kun en idé. Alle de tanker, jeg havde gjort mig, faldt lidt triste sammen, og jeg tænkte på, hvordan det var at indånde den kulholdige luft i Ping Yao i Nordkina.

Stilstand efter forurening
Vi satte os og så filmen, der viser, hvordan porcelænssolsikkekernerne blev lavet, og det er fantastisk. Det er rørende. Det samler en lang historisk tradition i et moderne kunstværk. Der desværre er stivnet.

Filmens clou er en lille pige, der står i døråbningen foran en gruppe arbejdende kvinder og forsøger at fange regndråber i sin hånd. Hun samler den ide, der ligger bag værket, at forsøge at få hold på det utællelige, der ikke er til at få hold på. Tate  modern turbinehal.

Måske er værket blevet et udtryk for Kinas situation, men et grummere, mere sort billede, end Ai Weiwei ønskede at tegne. Stilstand efter forurening. Forureningen og angsten for dens følgevirkninger, der dræber kunsten.

Men jeg fik dog en enkelt solsikkekerne med hjem. Jeg overtalte vagten til at give mig en af dem, hun havde i hånden til at vise publikum. Sig det ikke til nogen, sagde hun. Jeg må jo ikke.

Men heldigvis gør vi alligevel altid det, vi ikke må, og det er heldigt, fordi det er det, der gør, at et folk aldrig bare er en masse, og at kunsten hele tiden finder ny veje. Selv om de ikke alle fungerer efter hensigten.

Merete Pryds Helle er forfatter.