Hvis vi ser lidt kunsthistorisk på det, var det realisterne, der i midten af 1800-tallet myrdede romantikken.

Derfor tog impressionisterne sig af dens begravelse. Men romantikken er ikke sådan at jorde.

Før Manet, Monet & Co. slap dagslyset, klarheden og den moderne virkelighed ind i maleriet, sad romantikken solidt på det meste.

Kunsten var stedet for de heftigste lidenskaber og største konflikter, de inderligste bekendelser, de mørkeste kræfter og alt, hvad hverken kan måles, vejes, kortlægges eller afgrænses.

Siden engang i slutningen af 1700-tallet havde den undersøgt og beskrevet og ikke mindst skildret vores frygt for, hvad der sker, når sådan nogle mennesker som os bliver konfronteret med noget ophøjet, uoverskueligt eller ufatteligt, som brusende have, vældige bjerglandskaber, mørke slugter eller banker af tæt tåge.

Det sublime kalder man al denne overvældende umådelighed.

Selvfølgelig er denne gamle romantik ikke identisk med den nye. Men den ligner, selv om den ikke byder på måneskinsstemninger og søde intimiteter en lørdag aften. Tværtom. Den er farlig. Den kan være gøre noget ved dig.

Og du kan risikere at blive skræmt fra vid og sans, når du møder den. Selv i dagslys.

Dødsforagt i plastik
Lige nu kan du få dig dit livs forskrækkelse på Kunsten, Nordjyllands Kunstmuseum.

På plakaten har museet i Aalborg en usædvanlig udstilling med tre internationale kunstnere, der hver især skubber til grænserne for, hvad kunst og kunstnere kunne tillade sig at gøre – indtil netop de tre kom til. Og især én skubber voldsomt til begrebet.

Det er argentineren Tomàs Saraceno. Han har udspændt tre vældige luftpuder af plastik mindst 12 meter over gulvet i et af museets store rum.

Her kan publikum så stige op og kravle ud, forudsat det har tillid til, at materialet kan holde til belastningen.

Gyngende på denne oppumpede sky af gennemsigtig plastik kan man så ligge dér og stirre op i loftet eller ned på de gæster, der står nede på gulvet og kigger op.

Besøget kræver en vis dødsforagt, nerver af stål, og at man ikke er for overvægtig. Men de to lag plastik skulle kunne holde, siges det, uanset antallet af julefrokoster.Lufttur.  Den argentinske kunstner Tomàs Saraceno sender modige besøgende ud på store luftpuder af plastik højt over gulvet. Foto: Anders Sune Berg

Tågekanal
Man kan også blive hylet ud af den, hvis man prøver at vandre gennem ’Din blinde passager’, Olafur Eliassons nye installation på Arken, der er en cirka 90 meter lang kanal, fyldt med tæt tåge.

LÆS OGSÅMan bliver væk i Olafur Eliassons megatunnel

Det hører til undtagelserne, at et stykke samtidskunst er udstyret med en nødudgang. Men denne her har én, af hensyn til omtågede museumsgæster, der før Eliasson ikke vidste, at de led af klaustrofobi.

Meget har lavet om på sig selv, og selv kunsten har holdt flyttedag.

Fra at være noget, der ligger i en skuffe, hænger på en væg, står på en sokkel eller udfylder et rum, er den blevet uden grænser.

Hvis du ikke opsøger den, opsøger den måske i stedet dig, invaderer din bevidsthed og gør dig til partner. Eller til prøveklud. For i dag er kunst ofte noget, man skal prøve.

Dyr i naturlig størrelse
Traditionelt kendes romantik på, at der finder en forsoning sted mellem objektet – det er kunstværket – og så subjektet – som er dig.

En række typisk romantiske kunstværker kan kendes på, at de ikke så nemt kan skilles ud fra én selv, når man ser dem.

De opfanger én, inddrager én eller omslutter én.

Og frem for alt er de ikke til at overse. Jævnfør amerikaneren Waltons Fords perfektible billeder oppe på Louisiana. Det er ikke de vilde dyr, der er nye.

Sådan nogle har andre også fremstillet, bl.a. den franske billedhugger Barye.

Det nye er, at dyrene konsekvent er afbildet i naturlig størrelse. De tilhører den samme verden af proportioner, som du gør. Derfor glider du og værkerne i ét med hinanden.

Romantik som holdning
De fleste mennesker kan godt lide at miste fodfæstet, bare et kort øjeblik. Romantiske forestillinger er det, der siver ind gennem sprækkerne, når rationaliteten og logikken begynder at briste.

Vi fascineres af det, der skubber os ud over snusfornuftens grænser og hovedkulds ind i et ukontrollabelt eventyr.

Det kan være stærke svimlende naturoplevelser. Det kan være dramatiske eller følelsesfulde begivenheder i vores eget liv.

Eller det kan være mødet med voldsomme historiske hændelser og det, som de har inspireret til. Som John Kørners malerier i anledning af krigen i Afghanistan.

LÆS OGSÅLouisiana-malerier kæmper om beskuerens opmærksomhed

I dag er romantik mere en holdning end en stil med særlige ydre kendetegn. En kunstner kan sagtens have en passioneret begrundelse for at lave et bestemt værk.

Men det er straks sværere at sige, hvorfor eller hvordan dette værk er romantisk.

Lidt anderledes er det med de malere, der formede bevægelsen i Europa i starten af 1800-tallet.

Disse drømmere, der besjælede naturen, når de skildrede den, havde mere end blot en epoke at være fælles om. De havde en vision om den natur, der omgiver os, som et stykke rav kan omgive en flue.

Romantisk interesse
Inden for de sidste par år har der været arrangeret lidt for mange udstillinger med netop denne generation af kunstnere til, at det ligner en ren tilfældighed.

På Nationalmuseum i Stockholm har de vist en udstilling med en af romantikkens absolutte faderskikkelser, den tyske landskabsmaler Caspar David Friedrich.

På Alte Nationalgalerie i Berlin blev Friedrichs landsmand Carl Gustav Carus for nylig trukket hele vejen fra 1800-tallets begyndelse op til overfladen.

Imens har Ordrupgaard introduceret danskerne for Carus’ norske samtidige Peder Balke – for at vise forbindelsen på tværs af tid og rum mellem denne gamle romantiker og så en væsentlig yngre romantiker som Per Kirkeby.

Lige nu svælges der i tyskeren Philip Otto Runge i Hamburger Kunsthal, og tidligere på året var Ny Carlsberg Glyptotek vært for et mestermøde mellem Friedrich og vores egen guldaldermaler Christen Købke.

Her i efteråret har Fuglsang Kunstmuseum (sammen med Fyns Kunstmuseum) pustet nyt liv i en anden guldaldermaler. Det er P.C. Skovgaard, der åbenbart lod sig forpligte af sit navn. Han malede skovbilleder, hvor løvhanget er som loftet i naturens egen katedral.

Hovedværk i dansk romantik
Og så har vi endnu ikke nævnt den store Abildgaard-udstilling på Statens Museum for Kunst sidste år. Titlen var ’Kroppen i oprør’, og hovedpersonen var en lærd og belæst overgangsskikkelse mellem nyklassicisme og romantik. Som vartegn og blikfang brugte museet hans tidlige maleri af ’Den sårede Filoktet’.

LÆS OGSÅ Første danske maler udstiller på Louvre

For en 30-40 år siden var billedet gemt af vejen på et af museets inspektørkontorer, fjernt fra publikums øjne.

Fremstillingen af en splitternøgen græker, der krymper sig i afsindig smerte efter et slangebid, blev længe anset for at være et monstrøst ungdomsarbejde. I dag er det et hovedværk i den romantiske kunsts historie i Danmark.

Et aktuelt projekt
Hvorfor?

Fordi det at udfordre kroppens grænser er blevet til et aktuelt projekt. Et romantisk foretagende. Og stadig er det.

Der er kunstnere, som Stellarc, der lader sig udstyre med ekstra organer, eksempelvis et øre på en arm, eller den franske kunstner Orlan, der nærmest i det uendelige bygger om på sin krop.

Og så er der dem, der sætter deres kropsdele til salg på markedet, som den libanesiske kunstner Lina Saneh. Jo, kroppen er i oprør.

LÆS OGSÅ Kunstner i Libanon vil sælge sine kropsdele

Romantik i traditionel folkelig forstand er det muligvis ikke. For her er der hverken måneskin, mørke eller nygotisk middelalder.

Men det fortæller om den utæmmelige lyst til både at sætte sig selv i spil og overskride grænser, såvel kroppens og bevidsthedens som normalitetens. Også det er en slags romantik.

For romantik er ikke for tøsedrenge. Det har den i øvrigt aldrig været.