Hvis man ønsker enkle svar på spørgsmålet om ytringsfrihed, er det ikke Den Danske Pavillon på årets version af Venedig Biennalen, man skal besøge.

Her handler det nemlig om at sætte et kritisk fokus på adskillige aspekter ved ytringsfriheden, for udstillingens kurator, græskbelgiske Katerina Gregos, mener, at det er farligt at anskue problemstillingen alt for kategorisk.

»Selvfølgelig går jeg ind for ytringsfrihed«, siger hun en mørk februar aften i København.

»Men de helt store spørgsmål i den sammenhæng er jo: Hvor skal man sætte grænserne for ytringsfriheden? Og hvem skal sætte dem? Hvor begynder din frihed – og hvor slutter min?«.

Blot to danske kunstnere
Katerina Gregos har udvalgt i alt 18 kunstnere fra næsten lige så mange lande, der alle på en eller anden måde arbejder med netop disse problemstillinger.

Men selv om de udtrykker sig i mange forskellige medier, vil man komme til at kigge langt efter traditionelt maleri. I stedet bliver Den Danske Pavillon fyldt med film, performance og kunstneriske interventioner.

Det gælder også for de to eneste danske kunstnere på udstillingen: FOS og Lilibeth Cuenca Rasmussen:

LÆS INTERVIEWKunstner vil sætte fut i det feministiske bål

»FOS’ værker ligger i lige linje med udstillingens grundtanke, for de handler om at skabe dialog og bruge kunsten til at bygge broer«, forklarer Katerina Gregos.

»Hans udgangspunkt er, at når et samfund optræder uansvarligt, må kunsten træde til og være ansvarlig. Så selv om der findes mange gode kunstnere i Danmark, var det helt naturligt for mig at vælge ham«.

»Og Lilibeth Cuenca Rasmussen er en af de bedste og mest originale performancekunstnere. Hun er af global standard, ikke mindst fordi hun formår at flette det personlige, det politiske og spørgsmålet om identitet sammen – og gøre det på en usædvanlig æstetisk måde«, siger Katerina Gregos, der har planer om et helt performanceprogram.

Den bedste og den værste platform
Til det formål vil hun aktivere Den Danske Pavillons have, hvor den græske graffitikunstner Stelios Faitakis får plads til sine middelalderinspirerede værker, mens hans tyske kollega Thomas Kilpper kommer til at stå for opførelsen af en form for scene.

LÆS OGSÅGraffiti er gået fra hærværk til investeringsobjekt

Derved håber Gregos at åbne udstillingen op på en helt ny måde, hvilket der godt kan være brug for på Venedig Biennalen, som hun betegner som den på én gang bedste og værste platform, man kan tænke sig.

Kampen om opmærksomhed
På plussiden er biennalen en international begivenhed, mens det tæller ned, at de besøgende bombarderes med udstillinger i alle de nationale pavilloner.

Der er med andre ord hård konkurrence om opmærksomheden, men Gregos har alligevel valgt den alt andet end lette løsning:

»Det her bliver en udstilling, som det tager tid at se. Og ikke mindst at tænke over. Men jeg mener også, at det er en vigtig udstilling«.

»Det handler ikke om den krise, Muhammedtegningerne udløste, for den tror jeg egentlig ikke, der er mere at sige om. Men krisen udgør så at sige baggrunden for udstillingen. Danmark blev traumatiseret af krisen, men det er kun et mindre aspekt af den regression, vi i øjeblikket oplever inden for menneskerettighederne. Jeg frygter, at vi er ved at miste det umistelige«.