Der er gået et halvt århundrede efterhånden, siden Per Arnoldi debuterede som selvlært kunstner på Charlottenborgs Forårsudstilling.

Men allerede som 14-årig modtog den unge Arnoldi sin første bestilling på en plakat, der skulle reklamere for Cirkus Arena.

Og det var da også gøgl og glade farver, stribede stokke og høje hatte, der i første omgang kom til at definere Arnoldi i den brede befolkning.

I 1975 udførte han en række plakater for DSB, og 25 år senere gentog han succesen, selvsagt med sine signaturfarver, rød, gul og blå, i centrum.

Men det er også blevet til plakater for institutioner som Kunstmuseet Louisiana, Det Kongelige Teater og Guggenheim-museet i New York, ligesom Arnoldi i mere end tyve år har arbejdet fast sammen med firmaet JCDecaux International, der står for reklamer i mere end tusind byer verden over.

Talegaver
Alligevel forklarede Arnoldi i 2009 Politikens Nils Thorsen, at hans egentlige værktøj er sproget: »Mine plakater er aforismer. Og det er jeg virkelig god til. Jeg er en entertainer, der maler i min fritid og for øvrigt er god til at tegne plakater. Men i virkeligheden ... er jeg festtaler«.

LÆS INTERVIEWETPer Arnoldi tilstår alt

Talegaverne gjorde Arnoldi godt brug af op gennem 1980’erne, hvor han var vært på den ’Kunstquiz’, der placerede både ham og Jens Jørgen Thorsen på den mentale lystavle i det ganske land.

Ikke let at sætte etikette på
Men Per Arnoldi er andet og mere end plakatkunstner og tv-vært. Til gengæld er det ikke så let at sætte etiketter på hans arbejde med maleri, keramik, skulptur, farvesætning, formgivning og generel formidling.

I snart to årtier har han således haft et fast og tæt samarbejde med arkitekten Norman Foster, hvilket blandt meget andet har resulteret i det nye Elefanthus i Københavns Zoo og farvesætning af Rigsdagsbygningen i Berlin.

Og så har Arnoldi også været kunstnerisk rådgiver for Operaen, som han har tegnet både logo og scenetæppe til.

Sideløbende har han haft separatudstillinger på blandt andet Fyns Kunstmuseum (1975), Charlottenborg (1985) og i Kunsthallen Brandts i år 2000, mens han er repræsenteret på internationale museer som Museum of Modern Art, New York, Victoria and Albert Museum, London, Stedelijk Museum, Amsterdam, og Museum of Modern Art i Toyama, Japan.

Og selv om Arnoldi ikke selv føler sig voldsomt velkommen på parnasset, så er han blevet hædret med både Høyens Medalje (1991) og Eckersberg Medaljen (2000), ligesom han i 2003 blev slået til Ridder af Dannebrogordenen.

Til gengæld tog det ham 36 års gentagne søgninger, før han i 2001 blev tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Kontroversiel kunstformand
Men frem til 2014 sidder han nu selv i stolen som formand for Statens Kunstråd, og i den forbindelse udtalte han sidste efterår til Jyllands Posten, at: »Vi er nødt til at definere nogle kriterier, ellers kan vi ikke dele nogen penge ud. Og de skal ikke deles ud, bare fordi de er 22 år og har ring i næsen«.

Den bredside mod det afgående Kunstråd gik (heller) ikke ubemærket hen, men kun de næste par år vil kunne vise, hvad det er for kriterier, Per Arnoldi ønsker at følge – og om det vil føre til en anden politik på kunstområdet.

LÆS ARTIKELArnoldi: Kunstens amatører skal stemmes hjem

Forbeholder sig retten til at tage det let
Nogle ting bliver der dog næppe lavet om på.

Arnoldi har således været gift med skuespiller Christiane Rohde i mere end fyrre år (deres søn, Jokum Rohde, er dramatiker), og som Arnoldi forklarede Nils Thorsen, har han siden sin ungdoms religiøse raptus forbeholdt sig retten til at tage det let.

Hvilket dog ikke har forhindret Per Arnoldi i at få sin fødselsdag fejret med hele to særudstillinger, hvoraf den ene kan ses på Ærøs Søbygaard frem til 18. september.

Den anden åbner i Gjethuset, Frederiksværk, på lørdag kl. 13 og kan derefter beses indtil 14. august, hvor udstillingen rejser videre til kunstmuseet i Thorshavn.