vinden. Phil Price står for vindmobilen, der ligner et par gigantiske læber, som bevæger sig ved den mindste vind. Det er et af de få gode værker på udstillingen. - Foto: Anders Hede

Lad det være sagt med det samme: Jeg synes bestemt, man skal gå en tur langs stranden, hvis man alligevel er i Aarhus. Og hvis man har børn med, vil de elske det. Der er både en bjørn, en kamel og et næsehorn.

Der er frisk luft og en masse spøjse ting at kigge på.

LÆS OGSÅ Særegen skulptør udforsker bevægelsen

Men dette er en kunstanmeldelse, og den vurderer ’Sculpture by the Sea’ som en kunstudstilling, ikke som en hyggelig turistattraktion.

Og kunstnerisk kommer den til kort. Der er simpelthen for mange jævne eller dårlige værker, og de fleste forholder sig ikke det mindste til, at de befinder sig på en strand i Aarhus. Det er ellers alle tiders idé, og den burde udnyttes bedre.

Tynde ideer
Hugh Ramages spraglede, todimensionale dansere, Jørn Rønnaus hjerteformede sten og Geoffrey Ricardos kobber-næsehorn er decideret kitsch. Mange af værkerne har en så tynd idé, at man skulle tro, det var løgn.

Marcus Tattons store trækugler påstås at henvise til kulstofatomet, fordi de er runde. Nick Horn har sat en række advarselsskilte, der signalerer højspænding ude på stranden og uha, nu er det så meningen at vi skal blive forvirrede og utrygge, men de små skilte og de tilhørende farvede kasser er så umotiveret og løsagtigt sat op i sandet, at ingen i bare ét sekund er i tvivl om, at dette blot er en mislykket skulptur.

Når vi ser Sasha Reid & Dominique Suttons bittesmå joller gennemboret af kæppe, er det meningen, at vi skal tænke, at vandstanden er sunket, og at det nok er på grund af den globale opvarmning, men det gør vi ikke, for vi tænker bare på, hvorfor bådene mon har fået stukket en pæl op i sig.

Og jeg kunne blive ved.

Gode undtagelser
Men jeg vil hellere nævne nogle af undtagelserne, de bedste værker, dem, som gjorde indtryk, for der er vitterlig enkelte gode værker blandt de 65 skulpturer. Phil Price, som har specialiseret sig i vindmobiler, har lavet en fin rød sag i fire dele, der minder om et par gigantiske læber, som selv i yderst svag vind bevæger sig lystigt i uforudsigelige kombinationer, så det ser ud, som om der er en motor, der driver værket. Man kan simpelthen ikke tro, at det er vinden.

Også Tim Prentice har lavet en vindskulptur – et kæmpe staffeli med blanke metalskiver som ’lærred’, der changerer ved små vindstød, så der synes at tegne sig flygtige motiver, som man aldrig når at fastholde.

vinden.  Phil Price står for vindmobilen, der ligner et par gigantiske læber, som bevæger sig ved den mindste vind. Foto: Anders Hede.

I den mere subtile ende er der også et eller andet over Peter Frimands forstørrede badekarafløb, der går ned i jorden i stedet for, som andre skulpturer, at rage op, og Ulrik Lund & Bo Mølgaards gennemsigtige, ællingeagtige figur, der flyder i den nærliggende sø, har sin egen stille charme og glider smukt ind i omgivelserne.

Katja Bjørn & Philip Simmons & Hartmuth Stockter har placeret et udkigstårn på stranden med en kæmpe kikkert. Når man går op og kigger ud, ser man ganske vist havet, men det viser sig hurtigt, at det er en video, man ser.

Her venter en sømandskone fra gamle dage, som vi ser bagfra. Hendes mand kommer roende ind fra sit skib, omfavner hende og tager af sted igen. Det lyder måske corny, og det er det delvis også, men der er en skæv melankoli over videoen, som ikke kan afvises, ligesom kikkerten og tårnet har en dragende effekt.

Lever ikke op til mulighederne
Men det værk, som gjorde størst indtryk på mig, var et strandhus lavet af kunstnerkollektivet The Glue Society. Set udefra et helt almindeligt sommerhus, og indenfor ser der ganske beboet ud. Det er ikke blot fuldt møbleret med køleskab og fjernsyn, der er også gammelt nips og småting rundt omkring, som om beboerne lige er ude at gå en tur. Men der er én ting, som er helt anderledes: Det regner indenfor.

Selv på den dejligste solskinsdag tisser det ned inde overalt i huset, og alt er vådt. I løbet af udstillingsperioden vil genstandene gå mere og mere i opløsning, og måske gælder det samme huset selv. En absurd maskine med sin egen fascinerende, selvdestruktive poesi.

LÆS OGSÅ 600.000 gæstede århusiansk skulptur-festival

Dét værk spøger videre i min fantasi, og jeg er nødt til at vende tilbage til det, næste gang jeg kommer på de kanter.

At gå langs vandet og opleve en lang række skulpturer er i sig selv en gave. Det kunne blive fantastisk, hvis værkerne i højere grad levede op til mulighederne. Men gå nu bare turen og døm selv.