Det begynder altid med en ballon. Og hvis alt går godt, ender det med en kop eller en kande.

Men ikke altid lige så hurtigt, som keramikeren Jeanette List Amstrup kunne ønske sig:

»Den her kande har jeg arbejdet på rigtig længe, og jeg har slebet og slebet. Men den er stadig ikke færdig, selv om den egentlig er færdig inde i mit hoved«.

Da jeg spørger, hvad længe er, kigger hun på mig og svarer alvorligt: »Mindst et halvt år. Men sådan er det nogle gange. Leret vil bare ikke, som jeg vil«. Jeanette List Amstrup sætter sig ved det lave Aalto-bord i værkstedet på Islands Brygge i København. Udenfor høvler regnen ned, men indenfor handler det kun om keramik og balloner.

LÆS OGSÅ Satirisk musselmaling angriber trekantsområdet

En ting skulle Jeanette List Amstrup dog ikke bruge seks måneder på, nemlig koppen, der har banet vejen for serien Mano, som er blevet en af de helt store sællerter på den gamle keramikfabrik Kähler i Næstved.

Fakta
Keramikerens runde former

Foto: Miriam Dalsgaard (arkivfoto)

Jeanette List Amstrups keramikserie Mano, der produceres af Kähler, begyndte oprindelig med en lille buttet kop. Siden er der kommet en skål, en tekande og en desserttallerken til. Serien er netop blevet udvidet med sukkerskål, flødekande og opbevaringskrukker. Tekanden, der er kendetegnet ved at have hul i låget, har været den største udfordring for keramikeren. Hullet er et anderledes håndtag: »Jeg syntes ikke der skulle en lille dup på – det ville bare være endnu en formdel, som folk skulle forholde sig til«, forklarer hun.

I øjeblikket er Amstrup ved at lægge sidste hånd på en spisetallerken, der efter planen skal på markedet i efteråret – selvfølgelig i de karakteristiske lyse farver og selvfølgelig med de bløde former, der er så særegne inden for moderne danske stel.

Stellet bliver revet ned af hylderne af folk, der elsker de fine farver, cafeer investerer i de buede kopper, og åbner man Kählers hjemmeside, er der Mano på alle hylder. Hvad der begyndte som en keramik til små kunsthåndværkermarkeder, er gået hen og blevet en stor kommerciel succes.

Så stor, at stellet nu suppleres med en middagstallerken, som rammer butikkerne om ganske kort tid. En tallerken, der netop var taget ud af ovnen, da Politiken besøgte Jeanette List Amstrup.

Koppen kom først
Mano blev faktisk født som en kop, der kom til verden på akkurat samme måde, som hun fremstiller det meste af sin keramik: Hun fylder gips i en ballon, ælter ballonen, til den har den helt rette form, og holder så ballonen stille, indtil gipsen er størknet. Så flår hun ballonen af og sidder så med en form, som kan bruges til at støbe keramik efter.

Meget kort fortalt, for der skal rigtig mange balloner og masser af forsøg til, før hun har den helt rigtige form. Bortset fra koppen, som kom hurtigt og er gået hen og blevet populær, fordi den er så god at holde om.

»Det betyder alt«, siger Jeanette List Amstrup. »En kop skal være rar at røre ved. Man skal have lyst til at holde den i hånden og drikke af den. Den skal være venlig og indbydende«.

Det syntes Kähler tilsyneladende, at hendes kop var, for der skulle ikke lang tids overtagelse til, før de indvilligede i at sætte koppen i produktion. Og da de opdagede, at den solgte, satte de Jeanette List Amstrup til at lave mere.

Dine kopper ligner lidt nogle lerklumper, der lige er smidt på bordet – er det meningen, at det ikke skal være alt for poleret og perfekt?

»Det må gerne være perfekt, men det skal ikke være poleret. Det, jeg søger, er det uberørte. Koppen skal se ud, som om den er opstået af sig selv, som om jeg slet ikke har været i nærheden af den. Man skal have lyst til at røre ved den, og der skal være en umiddelbarhed over den, akkurat som når man ser en kastanje og tager den op. Mine ting skal appellere til det sanselige«.

»Mine ting skal være rare at have tætte på kroppen«
Arne Jacobsen lavede også ting, hvor man slet ikke kunne set et menneskeligt aftryk – som i hans rustfrit stål-serie Cylinda Line, hvor kanderne ligner overskårne nedløbsrør. Er det samme udtryk, du går efter?

»Nej, det kan man ikke sige. Arne Jacobsen ville væk fra alt det upraktiske, og han lavede Cylinda Line på et tidspunkt, hvor der blev sat pris på det kliniske og maskinelle – og det var der vitterligt behov for. Jeg er vokset op med de ting og kan vældig godt lide dem, men der har været rigtig mange institutioner på min vej, som har været overfyldt med den slags design, og det har givet det et vist upersonligt præg. Mine ting skal være rare at have tætte på kroppen. Man bruger som regel mine tallerkener og kopper, når man har det rart og hyggeligt sammen. Mine ting behøver ikke være så vildt praktiske – det handler om det sociale liv, og det må man godt kunne se af mine ting. De skal kunne spille med i den sammenhæng, som de indgår i«.

Jeg har en masse finske kopper derhjemme, som blev lavet i 30’erne og hyldet til skyerne, fordi de var så gode at stable – på den måde har de også opfyldt nogle praktiske behov. Tænker du også i den retning?

»Nej, mine kopper kan ikke stables – til nød kan man sætte to kopper oven i hinanden. Mine ting har deres liv, når de er ude af skabet. Jeg synes faktisk, det er kedeligt at designe ting, der er optimale inde i skabene. Jeg vil have, at de skal leve uden for skabene«.

Så det var lige godnat til den nordiske funktionalisme?

»Nej, der er intet galt med min fortid, men derfor kan man jo godt gøre tingene på en anden måde«.

Mano vokser og vokser
Det gibber lidt i Jeanette List Amstrup, når jeg omtaler hendes Mano som et stel. For hende er det en kop, som langsomt har fået selskab af flere dele. Et stel er lidt for kasseagtigt, og hun vil for alt i verden ikke være en keramiker, man propper ned i en kasse.

Men faktum er at Mano er gået hen og blevet et stel, som langsomt får flere og flere dele. Det begyndte med en kop, så kom der en skål, en sidetallerken og en tekande. Og i dette forår så sukkerskålen og flødekanden dagens lys sammen med en serie opbevaringskrukker.

Næste punkt på dagsordenen bliver så middagstallerkenen, der vil være i butikkerne om få uger. Og hun er selv kommet med mange af ideerne.

»Men Kähler spurgte også på et tidspunkt, om jeg ikke lige kunne lave en tekande. Og for en keramiker er en tekande altså noget, der svarer til et svendestykke, så der knoklede jeg virkelig på, og min computer er fyldt med skitser. Jeg prøvede alt muligt af«.

Det var en stor opgave, fordi så mange elementer skulle gå op i en højere enhed, forklarer hun:

»Der skal være tud og hank og låg og selvfølgelig kandens korpus. Den skal balancere ordentligt, når du holder i den. Den skal hælde godt, og i det hele taget er der bare mange flere hensyn, end når man laver en kop uden hank«.

Tøset og med pangfarver
Din Mano-serie er lavet i en masse friske farver – er det ikke lidt tøset?

»Jo, det kan du synes. Men det er opstået i samarbejde med Kähler, hvor der skulle være knald på farverne«.

Så du ville ikke selv have valgt de der pangfarver?

»Jo, det ville jeg nok. Efter et stykke tid. Alle delene er jo født i balloner, som jeg har købt i BR, og der er virkelig drøn på sådan nogle balloner. Så det er faktisk helt naturligt, at mine ting er så farvestrålende. Og så kan det godt være, at det er tøset, men gør det egentlig noget?«.