Det er nok de færreste, der husker eller for den sags skyld overhovedet har hørt om Fremmedarbejderbladet.

Men først i 1970’erne leverede den lille avis nyttige svar på mange af de hovedbrud, landets nye indvandrere tumlede med. For eksempel tyrkiske Kemal, der skrev ind i december 1972 under overskriften ’Om at købe en kone’:

»Min onkel er kommet til Danmark på et turistpas. Politiet siger, at han ikke har nogen chance for at få lov til at blive, men jeg har hørt, at hvis man gifter sig med en dansk pige for 2.000 kroner, kan man godt få arbejdstilladelse. Kan Fremmedarbejderbladet hjælpe os med at finde en pige? De danske aviser har annoncer for sådan noget for danskerne, men vi mener, at det vil være bedre, hvis pigen ved, at det er en tyrk, hun skal giftes med«.

Bladets svar – på tyrkisk, urdu og et par andre sprog – begynder:

»Kære Kemal. Man kan ikke købe en dansk pige ...«.

Wienerbarn.  Omkring 25.000 børn fra Østrig kom her efter Første Verdenskrig. Kortet gav plads til at skrive barnevægt ved ankomst og hjemrejse. Foto: Jacob EhrbahnKulturskatte fra nær og fjern
I dag ligger den gamle avisside på et bord foran museumschef Cathrine Kyø Hermansen. Lidt væk, langs en nymalet væg i det kommende Immigrantmuseet i Farum, flyder en bunke ting, som meget snart forvandler sig til vaskeægte museumsgenstande.

Der ligger en seddel fra 1920, som den østrigske dreng Alfred Gruschy bar om halsen, da han ankom til landet ligesom 25.000 andre wienerbørn efter Første Verdenskrig. En nyimporteret afghansk burka.

En signeret fodboldtrøje fra FC Københavns senegalesiske spiller Dame N’Doye. En kobberspand til helligt vand plus en antik pistol, som en tyrkisk indvandrer med stort besvær fik lov at tage med ud af Tyrkiet og ind i Danmark, da han kom hertil i 1971.
Bevæbnet  med minder. Da en tyrkisk indvandrer fra Konya kom til Danmark i 1971, havde han taget to minder med, som havde tilhørt hans oldefar: en kobberspand til ramadanvand og en pistol. Foto: Jacob EhrbahnMen også ting, der siger noget om danskernes forhold til de fremmede. Jørgen Clevins børnebog ’Strudsen Rasmus’ med tegningen af en ’overneger’. Rapporten om tamilsagen i rød indbinding. Og snart også stedets mest værdifulde kulturskat, udlånt fra Rigsarkivet: den originale danske indfødsretslov fra 1776.

»Vi er ikke politiske«
Lige nu er museumsfolkene stadig i gang med at indrette Danmarks første immigrantmuseum. Stedet åbner til januar efter mere end ti års forberedelser. Og timingen kunne ikke være meget bedre.

Landets nye radikale kulturminister, Uffe Elbæk, erklærede tidligere på måneden, at indvandrere nu også skal have deres plads på museerne og i kulturlivet i det hele taget – efter årene med borgerlig kulturpolitik, som især slog på tromme for danske værdier og pæredansk kulturarv.

»Uffe Elbæk har jo ret. Det er en gruppe mennesker i Danmark, som simpelt hen ikke har været repræsenteret i vores historiefortælling. Hvis immigration overhovedet har været et tema, har mange museer lagt deres fokus på udvandring. Af politiske grunde, tror jeg. Det er mindre sprængfarligt end indvandring, som i alle lande er et superaktuelt politisk emne«, siger museumschef Cathrine Kyø Hermansen.

Er I politiske?

»Nej, vi er ikke politiske. Men vi mener, at et museum kan bidrage til integration og gøre noget aktivt i samfundet. Og så har vi blandt andet set, at der er et behov. For ligesom alle andre har indvandrere i Danmark også behov for at høre en fortælling om sig selv«.

Hjemlandets  vemodige hits. I 1970'erne tog mange immigranter fra Tyrkiet en lille pladesamling med sig til det nye land - typisk popsange, som blev hørt i fremmedarbejderklubber.Tamilrapporten og jødeafvisning
Da de første ideer om Immigrantmuseet spirede frem, regerede Peter Brixtofte stadig i byen. Og hvad man end kan mene om den senere Farumskandale, lagde venstreborgmesteren vægt på at forvandle indvandrere til borgere.

Så der var politisk vilje til at kaste penge efter et projekt om immigration, som også rakte ud over kommunen. En ansat ved det lokale museum i Farum Kommune begyndte eksempelvis at puge materiale sammen om svenske indvandrere, der strømmede til Danmark fra 1840 og frem til cirka 1915.

Det drejede sig om svimlende 81.500 mennesker fra Syd- og Mellemsverige – saddelmagere, skræddere, mange andre, hvis historie stort set ikke var fortalt.

Museumsfolkene forskede, interviewede levende mennesker og opbyggede store databaser med indvandreres historier. Og fra 2008, med støtte fra Kulturministeriet, rejste de ud i verden.

Roetang.  Sukkerroer måtte tages op med håndkraft. Alene i 1914 kom 14.000 polakker for at hjælpe, og omkring 3.500 blev her. Foto: Jacob EhrbahnDet nuancerede billede
De besøgte blandt andet Halifax i Canada og byens indvandrermuseum – Pier 21 – den anløbsbro, hvor 1,5 millioner immigranter op gennem 1900-tallet gik i land. Pier 21 samler historier om immigranter på en enestående måde, men leverer også, indså museumsfolkene, en noget rosenrød og statsautoriseret fortælling. En pensioneret canadisk embedsmand fortalte dem om alle de indvandrere, han personlig havde afvist, fordi de ikke lige havde de egenskaber, den canadiske stat efterspurgte. Den historie manglede helt.

Derfor udstiller Immigrantmuseet i Farum hele tamilrapporten. Og fortæller historien om de jødiske flygtninge, som blev afvist ved den dansk-tyske grænse i 1930’erne. Men også om wienerbørn, pariserbørn, tjernobylbørn og andre, der er kommet og har følt sig godt modtaget.

»Vi vil gerne lægge os i midten og nuancere det lidt, så de ting er med, hvor Danmark ikke ser så godt ud. Og også dem, hvor vi ser godt ud«, siger museumsinspektøren Susanne Krogh Jensen, der har arbejdet på projektet siden 2007.

Fremmednyt.  I årene 1971-1977 udkom den flersprogede avis Fremmedarbejderbladet en gang om måneden med artikler om arbejdsforhold, praktiske oplysninger og brevkasse. Bladet var blandt andet støttet af Dansk Arbejdsgiverforening, LO og SiD. Foto: Jacob EhrbahnDe ungarske stålarbejdere
Hun står ved siden af bunken med museumsgenstande. Den lyseblå afghanske burka ligger foldet sammen på en stol. Historien om den er, at Danmark faktisk har gennemført en burkatælling – som viste, at klædedragten stort set ikke findes her i landet.

»Vi lægger ting frem, som folk kan forholde sig til. Vi tager nogle spørgsmål op. Valget af dem kan selvfølgelig godt opfattes kontroversielt af nogle. Men det er netop bare spørgsmål. Vi siger ikke, hvad folk skal mene«.

Og museets vigtigste mission er måske at give stemme til indvandrere, der aldrig er blevet hørt. Hvor mange danskere kender eksempelvis de ungarske ståltrådsarbejdere fra 1800-tallet?

Immigranterne flettede køkkenting af ståltråd og solgte dem på bondegårdene. I bunken ligger en antik bordskåner af metaltråd, som en efterkommer har leveret ind til Immigrantmuseet.

Muhammedtegningerne
Nulevende indvandrere har selv afleveret klenodier som rejsekufferter og grammofonplader. Da Susanne Krogh Jensen besøgte den tyrkiske indvandrer Murat, ventede han nærmest bare på, at nogen – andre end hans børnebørn – ville komme og høre historien om, hvordan det var at lande i Danmark i 1968 og arbejde på en malingfabrik uden at kende et menneske og uden at kunne sproget.

Svenskerinvasion.  Over 81.000 svenskere strømmede til Danmark fra 1840 og cirka 75 år frem i jagten på arbejde. Familien her, som var saddelmagere, tog navneforandring til Andersen og fik succes med en kuffertfabrik. Foto: Jacob Ehrbahn »Vi vil gerne give en plads i historien til dem, der ikke har én i forvejen. Murat skal have en plads. Det skal Suhail, som er 20 år og andengenerationsafghaner, også«, siger Susanne Krogh Jensen.

Det lyder jo som en smuk mission, der harmonerer med de nye signaler fra kulturministeren. For en håndfuld år siden, da den borgerlige kulturkamp bølgede på sit højeste, ville det nye museum i Farum muligvis have skabt ballade.

Som i 2005 i Kolding, da politikere fra Venstre og Dansk Folkeparti kun ville støtte en udstilling på museet Koldinghus om indvandrere, hvis den også kom til at handle om kriminelle indvandrere, deres høje arbejdsløshed og »problemerne, når den kristne og den muslimske kultur mødes«.

På Immigrationsmuseet i Farum er der ingen nye kriminalitetsstatistikker. Til gengæld viser museet protokoller over udvisninger fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, hvor især svenske indvandrere blev smidt ud af landet for forseelser som smårapserier og blufærdighedskrænkelse.

»Vi prøver at lægge os lidt midtimellem. Vi kunne jo godt sige, at det hele er så spændende, og fylde museet med flotte farver og folkedragter. Den model har vi også fravalgt. Hovedvægten ligger på kulturmøder, hvordan det er foregået, og konsekvenserne. Men der er nogle genstande, vi må overveje«, siger Cathrine Kyø Hermansen.

»For eksempel Muhammedtegningerne. Vi er nået frem til, at vi ikke skal udstille dem. Vi forklarer, hvad konflikten handler om og viser et billede fra den. Men ikke en tegning«.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken