Annonce
Annonce
Kunst

Arvingerne til Den Lille Havfrue spænder ben for medierne

Medierne tør ikke vise hende, fordi arvingerne vogter over deres ophavsret

Annonce

Løndag 24. august 1913 udkom Politiken med følgende overskrift i toppen af forsiden: »Den lille Havfrue blev opstillet paa Langelinje i Gaar«.

Nedenunder fulgte den bevægende beretning om, hvordan »Haandværkerne skruede Skruer i hendes Broncelegeme og bandt hende med Cement«.

Og hvordan giveren brygger Carl Jacobsen »i hvidt Tøj, med Æreslegionen i Knaphullet og Rosen i sin Haand« stod og så til.

Den var aldrig gået i dag. Og ikke alene på grund af den servile tone og gammeldags bogstavering. Men fordi avisens forside 24. august 1913 bar et stort fotografi af Den Lille Havfrue.

SE SIDENLæs hvad Politiken skrev om Den lille havfrues indvielse i 1913

Dengang gav det åbenbart ikke problemer med kunstneren.

Men i vore dage er havfruen en uhyre sjælden gæst ikke bare i Politiken, men i alle trykte medier, som nødig vil forhandle, hvilken sammenhæng billederne præsenteres i, med arvingerne efter Edvard Eriksen.

Eller betale den faktura, der følger, hvis de undlader at gøre det.

Usynlig i det offentlige rum
I juni 2005 fik Berlingske en regning på 10.000 kroner, fordi et billede af havfruen havde indgået i en kollage til en artikel om dansk turisme.

Den hedengangne Nyhedsavisen måtte to gange punge ud. Og her på avisen har vi også måttet til tegnebogen.

Som da vi i 2006 måtte betale for at bringe en kollage, hvor fruen sad i en rød svanestol af Arne Jacobsen med et par B&O-hovedtelefoner på som illustration af en artikel om ny branding af kongeriget oven på karrikaturkrisen.

LÆS OGSÅ Kunstredaktør anmelder fødselar: Den Lille Havfrue er kunst i den forsigtige ende af skalaen

Af samme grund er havfruen i dag stort set usynlig i den del af det offentlige rum, der trykkes på papir.

Undtagen når billederne kan dokumenteres at indgå som en naturlig del i dækningen af aktuelle begivenheder.

Såsom en halshugning eller en officiel fejring af en rund dag for damen.

Fotochef: Det er grotesk
Formanden for Pressefotografforbundet, Lars Lindskov, bekræfter, at der blandt hans medlemmer er en vis irritation over at skulle kante sig rundt om havfruen.

Fra sine 40 år i faget kan han ikke huske, at en dansk fotograf har betalt for at fotografere nogen anden skulptur.

Lovteksten

Paragraf 24, stk. 2.

Ophavsretslovens paragraf 24, stk. 2.: »Kunstværker må afbildes, når de er varigt anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej. Bestemmelsen i 1. pkt.
finder ikke anvendelse, såfremt kunstværket er hovedmotivet, og gengivelsen udnyttes erhvervsmæssigt«.

I bemærkningerne tilparagraf 24, stk. 2. står der, at »udnyttelsen er fri, hvis kunstværket er hovedmotivet, men gengivelsen ikke udnyttes erhvervsmæssigt«.

Hvilket f.eks. kan være turisters affotografering af Den Lille Havfrue.

Hvorimod »gengivelse i aviser anses for erhvervsmæssig udnyttelse«.

»Som fotografer har vi stor respekt for ophavsret, som vi selv nyder godt af. Men Den Lille Havfrue er måske det flittigst fotograferede motiv i København, så det er lidt grotesk, at man skal være så varsom med at bruge billedet redaktionelt«.

Her på avisen nærmer vi os kun havfruen med største varsomhed. Og tøver, selv når anledningen er aktuel. For tegninger gælder det samme. Og selv et foto af et stykke havfruenips fra en souvenirbutik kan udløse uro på redaktionen.

»Hver eneste gang vi skal fotografere Den Lille Havfrue, er vi på vagt. Hun er den eneste skulptur, vi har det sådan med. Hver gang vi bare nærmer os hende, spørger vi arvingerne om lov«, siger Politikens fotochef, Thomas Borberg.

LÆSGuide: København fejrer Den Lille Havfrues 100 års fødselsdag

Med og uden hoved
Det var en bevæget brygger Carl Jacobsen, der 26. december 1909 rejste sig efter premieren på balletten 'Den Lille Havfrue' på Det Kongelige Teater.

Og størst var hans betagelse af solodanserinde Ellen Price, som – besluttede han – skulle sidde model for den unge, talentfulde billedhugger Edvard Eriksen, som han stillede opgaven at skabe en statue af Den Lille Havfrue, som bryggeren ville forære byen.

Ellen Price skulle nu ikke nyde noget af at være nøgenmodel, så i stedet blev det kunstnerens hustru, Eline, der lagde skikkelse og ansigtstræk til figuren, som 23. august 1913 i følge Politikens udsendte »kom kørende paa en Trækvogn, med Bunden i Vejret, saa man kunde se, at hun var hul indvendig og havde mange Skruer i Benene«.

LÆS OGSÅTest dig selv: Hvor meget ved du om Den Lille Havfrue?

Lige siden har kopien i vandkanten stået som symbol på det statsautoriserede idylliske glansbillede af Danmark og derfor jævnligt været mål for folk, der følte trang til at gøre ophævelser over for samme.

To nætter tog det i april 1964 ukendte gerningsmænd at save hovedet af havfruen.

Billedet af hendes hovedløse krop gik verden rundt. Senere hævdede kunstneren Jørgen Nash, at han stod bag, og at hovedet lå på bunden af Utterlev Mose, hvor dykkere nu intet fandet.

Set af 5 mio. kinesere
I 1984 var det en arm, der røg. Efter et par dage meldte gerningsmændene dog sig selv. Og leverede armen tilbage.

I 1998 var det igen hovedet, der forsvandt. Denne gang fandt politiet det.

Fire gange er hun blevet overhældt med maling.

I 2003 blev hun væltet i vandet – muligvis med sprængstof.

LÆS OGSÅ 100 turbulente år: Den Lille Havfrue er gået grueligt meget igennem

Året efter fik hun burka på. Og helt galt gik det i 2009, da nogen iførte hende en gul svensk fodboldtrøje.

I 2010 blev Den Lille Havfrue trods protester også fra kunstnerens arvinger sendt til Kina, hvor fem millioner så hende i den danske pavillon på verdensudstillingen Expo i Shanghai.

Andre steder rundt om på kloden har hun slået sig mere permanent ned, hvor arvingerne har solgt kopier af statuen. Den danske landsby Solvang i Californien for eksempel. Byen Kimballton i Iowa og på Forest Lawn-kirkegården i Glendale i Californien, hvor Walt Disney ligger begravet.

Fruen ved Langelinie er i virkeligheden selv en kopi. Originalen af Edvard Eriksens skulptur, som er en femtedel mindre, har arvingerne selv stående.

Faktureringer
Andre har fået et rap over fingrene – og en faktura – når de ville have del i havfruen.

Folkene bag pornofilmen 'Live in Copenhagen' fra 1988 kom til at slippe 75.000 kroner at vise fruen på filmens omslag.

Året efter var det Folkebevægelsen mod EF, der blev dømt til at betale over 80.000 kroner for at have afbildet skulpturen i vand til halsen i en annoncekampagne.

Og i 2009 fik bystyret i den lille amerikanske by Greenville i Michigan sig et chok, da Edvard Eriksens arvinger præsenterede dem for en regning på over 20.000 kroner, fordi byen i 15 år i en park havde haft en skulptur, der ligner den danske havfrue.

SE FOTOS En kendt københavner fylder 100 år

Et krav, de dog senere frafaldt.

Det dansk-norske kunstnerpar Elmgreen & Dragset indhentede selv tilladelse, før de i 2008 satte et spejl op ved Den Lille Havfrue for at skabe fotoværket ’When a Country Falls in Love With Itself’. Og gav 3.800 kroner for tilladelsen.

Mens billedkunstneren Bjørn Nørgaard afslog at betale erstatning, fordi han i en kollage til en kalender med illustrationer fra H.C. Andersens eventyr havde brugt et billede af skulpturen – og fik medhold, da arvingerne slæbte ham i retten.

»Fuldstændig absurd«
Juraen er klar. Ifølge Ophavsretsloven må man ikke uden tilladelse erhvervsmæssigt bruge et kunstværk som hovedmotiv på et fotografi.

Og da Edvard Eriksens arvinger har rettighederne indtil 70 år efter kunstnerens død, kan havfruen først fotograferes frit i i 2030. Indtil da skal man spørge om lov.

Sådan er det i princippet for al kunst opstillet rundt om i kongeriget. Ifølge kilder med indsigt i ophavsret og offentlig kunst er der tilsyneladende bare ikke andre, der håndhæver deres ophavsret så trofast som Edvard Eriksens arvinger.

LÆS OGSÅ 100-årig dame lokker kinesere til Danmark

Professor på Kunstakademiet Christoffer Harlang kender eksempelvis ikke til andre offentligt opstillede kunstværker eller bygninger, som ikke i praksis kan fotograferes frit.

»Når kunstneren afleverer et værk til placering i et offentligt rum og har taget penge for det, overgår værket jo til fællesskabet. Vi spejler os i det. Værket bliver en del af os. Og så skal man ikke bagefter komme og have meninger om, hvem der må fotografere det og i hvilken afstand, og hvor mange japanere og kinesere der må være på billedet«, siger Christoffer Harlang, der kalder situationen omkring havfruen »fuldstændig absurd«.

»Tænk, hvis ingen uden særlig tilladelse måtte bringe billeder af Kristus-figuren i Rio de Jainero. Og Sydneyoperaen er nok den mest fotograferede bygning i verden. Den har været med til at brande hele Australien. Forestil dig, at familien Utzon sagde: Nej, de må ikke fotografere fars hus«.

Arvingerne svarer igen

Den gipsmodel, som havfruen blev støbt efter, står i dag på KØS Museum for kunst i det offentlige rum i Køge. Heller ikke her fotograferer man den uden først at hente tilladelse fra familien Eriksen.

»Det er en meget særlig situation omkring Den Lille Havfrue, fordi familien er så engageret. Det er langtfra alle arvinger efter kunstnere«, siger museets direktør, Christine Buhl Andersen, der understreger, at arvinger er i deres gode ret til at afgøre, hvordan et værk fremstår på billeder.

»Men den ret kan forvaltes på forskellige måder. Og her har Edvard Eriksens arvinger en stærk holdning til, hvordan skulpturen formidles«.

Vi følger bare loven i landet

Alice Eriksen, arving

Spørger man kunstnerens barnebarn Alice Eriksen, der bestyrer selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S fra sin villa i Klampenborg, hvorfor familien ønsker at bestemme, hvordan havfruen præsenteres i medierne, lyder svaret:

»Havfruen skal fremstå, som den er derude. Det kan jo ikke nytte noget, at hun pludselig sidder med sommerhat eller en cigar i munden«.

Og på spørgsmålet, om ikke et nationalt symbol burde kunne gengives kvit og frit alle steder:

»Vi følger bare loven i landet«.

Og dernæst:

»Jeg kan ikke forstå, at man skal snakke så meget om det. Jeg læste forresten lige i dag, at Beatles tjener jeg ved-ikke-hvor-mange millioner. Det gør vi slet ikke. Men det er ligesom royalty, når et musik stykke bliver spillet. Eller på en bog eller på dansk design«.

Vil ikke oplyse beløb
På selskabet Edvard Eriksens Arvinger I/S’s hjemmeside kan man købe kostbare bronzekopier af havfruen og læse, at man skal søge tilladelse, hvis man vil afbilde damen i annoncer, på T-shirts og til kongresser.

Hver gang havfruen sælges som souvenir, modtager familien et mindre beløb. 3 kroner for en figur til 100, har et familiemedlem engang sagt til en avis. Men ...

»Nej, slet ikke engang så meget«, lyder Alice Eriksens kommentar.

»Nej, nej. Glem det. Hold da op. Nej«.

Men kinesiske børn læser H.C. Andersens eventyr i skolen, og mange danske firmaer er interesseret i at bruge det nationale ikon til at brande deres produkter, forklarer hun.

Hvor store beløb rettighederne årligt indbringer, vil hun ikke oplyse.

Misundelse er en grim ting
»Vi lever i et lille land. Og ved du hvad, misundelse er en meget grim ting. Folk har så ondt. Så det taler vi ikke om. Men leve af det kan vi i hvert fald ikke. Vi har alle sammen helt almindelige job«, siger Alice Eriksen, der selv er skolelærer og ville ønske, at aviserne i stedet ville skrive om det unikke ved skulpturen.

»I Weekendavisen er der lavet noget, jeg ikke synes er særlig pænt. Det er alt det negative, havfruen har været udsat for. Alt det med hovedet. Og det er jo gamle nyheder. Hvorfor ikke fokusere på nuet? At det er en festdag. I stedet for billeder uden hoved og i burka, og jeg skal komme efter dig«.

I stedet burde vi fortælle, at havfruen faktisk er halvanden menneskestørrelse.

»Vidste du det? Nej. Fordi man siger jo ellers, at hun er så lille«.

Eller at det i 1913 var helt nyt at lade natursten indgå i et kunstværk. Og at anbringe det i havet.

»Det bekymrede også Carl Jacobsen, som først ville have hende opstillet i en sø«, siger hun.

»Det synes jeg da er mere interessant end alt det med, at hun har fået hugget hovedet af«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce