Det tredje årtusind begyndte dramatisk med at sende chokbølger gennem Kunstmuseet Trapholt og videre ud i kunstlivet.

På udstillingen ’Eyegoblack’ havde kunstneren Marco Evaristti opstillet ti blendere, som publikum kunne aktivere. Tændte man for strømmen, var det dog overlagt mord på de sværddragere, der svømmede rundt i blenderne.

Dette avantgardistiske fiskedrab gjorde Marco Evaristti berygtet og snart berømt. En gylden regel lyder, at starter en kunstner ikke med at være det første, altså berygtet, er det vanskeligt for ham senere at blive det andet, nemlig berømt.

Det kan Bjørn Nørgaard tale med om. I dag snakkes der stadig om den rituelle hesteofring, som han i 1970 midt under Vietnamkrigen forrettede på en sneklædt mark, også selv om han siden har lavet så meget andet og større.

Noget af det største blev tredive år efter afsløret i Christiansborgs Riddersal. I færdigvævet stand blev sytten danmarkshistoriske gobeliner overdraget dronning Margrethe i anledning af hendes 60-års fødselsdagdag. 2000.  Bjørn Nørgaards danmarkshistoriske gobeliner indvies på Christiansborg. Arkivfoto: Jan GrarupDet var en overvældende præstation, der skaffede den gamle provo fortjenstmedaljen Ingenio et Arti. Ingen tog særlig notits af, at Marx, Lenin, Mao og Hitler havde fået tildelt prominente pladser i den kongelige udsmykning.

Heller ikke mange følte det forkert, at langt den største økonomiske byrde i Danmarks gave til dronningen blev båret af franskmændene. For det var hovedsagelig dem, som havde lagt værksteder, arbejdskraft og materialer til det nationale projekt.

Forargelse på nye måder
I det hele taget er det blevet vanskeligere at forarge. Folk er blevet vant til, at kunsten vil provokere sig til den form for medieopmærksomhed, der i en desillusioneret tid kan være svær at skelne fra ægte berømmelse.

Det vakte heller ingen protester, da Ingvar Cronhammars kæmpestore ildspyende installation ’Elia’ blev afsløret i 2001 lige uden for messebyen Herning.

’Elia’ kan meget andet end bare imponere og vække til dybe, mørke eftertanker. Den kan også sende meterhøje ildsøjler mod himlen på uberegnelige tidspunkter. Endnu er der dog ikke gået ild i nogen. 2001.  Ingvar Cronhammars ildspyende storværk, Elia, åbner i Herning. Arkivfoto: Rasmus Baaner

Ikke engang en enorm edderkop af metal formåede at hyle nogen ud af den, da den senere blev stillet op på Nytorv i København som reklame (!) for Louisianas udstilling med den særprægede kunstner Louise Bourgeois.

Den kunstneriske offentlighed var væsentligt mere forarget over, at Statens Museum for Kunst i 2002 gav plads for stribevis af værker af blomsterkunstneren Tage Andersen.

Forargelsen blev ikke mindre af, at udstillingen satte rekord ved at tiltrække et nyt publikum, der nok ikke vender tilbage til museet i Sølvgade, før grønne planter og blomsteropsatser igen får lov til at erstatte avantgardekunsten.

LÆS OGSÅHer er 00'ernes smukkeste bygninger

Naturen – selv når den er en illusion – har stadig et stort følge. Ellers havde Olafur Eliassons ’Weather Project’ på Tate Modern i London næppe tiltrukket to millioner soldyrkere, der fladede ud på gulvet foran den imposante solskive. Udstillingen gjorde den dansk-islandske kunstner til et endnu større navn ude i den store verden.

Men den kom også til at bekræfte en anden gylden regel: Hvis en kunstner vil være efterspurgt i Danmark, må han først blive berømt ude i verden. Efter succesen i London begyndte danske invitationer og opgaver at vælte ind til Eliasson og hans atelier i Berlin. ARoS blev det første museum, der lagde rum til en stor Eliasson-udstilling.

Aarhus’ nye kunstmuseum blev også den første institution, der gav Erik A. Frandsen en stor udstilling og senere inviterede en anden internationalt kendt dansker, Jeppe Hein, til at vise, hvad han formåede med sine kinetiske skulpturer.

Derfor var det heller ikke sært, men blot ærgerligt, at ARoS endte med at få økonomiske problemer på grund af svigtende besøg.

Bedre gik det ikke en af Danmarks første store internationale udstillinger om samtidskunst, U-Turn, en såkaldt kvadriennale, som i september 2008 åbnede i København. Året efter fulgte en konkursbegæring, et millionunderskud og et par besøg i Sø- og Handelsretten.

Klassikere i høj kurs
I Danmark er det ikke nemt at skabe interesse for nulevende kunstnere, som ikke allerede er kendte i den brede offentlighed. Det er ikke museernes konkurrenceparameter.

Et godt eksempel er Arken, der siden åbningen i 1996 har været nødt til at lempe lidt på sin oprindelige formålsparagraf: at vise kunst efter 1945. I hvert fald har kunsten fra før 1945 vist sig at have langt bedre muligheder for at lokke mennesker til Ishøj.

LÆS OGSÅI 00'erne skulle alle ligne en fransk junkie

Stadig flere museer og udstillingssteder kæmper om at få fingre i de meget få klassiske navne, som alle har hørt om i skolen. Derfor er det et held, sådan set, at den mest berømte nulevende dansker maler i sin fritid.

I 2004 arrangerede Kunsthallen Brandts Klædefabrik en udstilling med dronning Margrethe og prins Eugen, en afdød svensk slægtning i den kunstnerisk interesserede kongefamilie. 2005.  Krig i museumsverdenen. Louisiana vil udstille Matisse, men det vil Allis Helleland også på Statens Museum for Kunst. Arkivfoto: Jan Grarup

Pressens modtagelse af udstillingen gav det indtryk, at enten er der adskillige royalister i den danske anmelderstand, eller også er dronning Margrethe bare en meget væsentlig dansk maler.

Eneste kritiske røst kom fra Adrian Searle fra den engelske avis, The Guardian, som Politiken havde sat til at anmelde udstillingen.

Det gjorde den engelske kritiker på baggrund af en række gengivelser af dronningens malerier, hvilket vakte både voldsom forargelse – og en vis lettelse. For så havde han jo ikke set selve udstillingen.

Museumskrig
Louisiana har måttet sande, at de klassiske publikumsmagneter trænger til moderne afløsere, der er mere overkommelige at låne og forsikre. 2006.  Louisiana kan ikke blive ved med at udstille Monet, så direktør Poul Erik Tøjner må finde nye emner. Arkivfoto: Morten Langkilde

Endnu kan kunstnere som Sigmar Polke og George Baselitz ikke måle sig med for eksempel Monet og Matisse i publikumstække. Derfor lå det i kortene, at Statens Museum for Kunst og Louisiana umuligt kunne samarbejde omkring en Matisse-udstilling i 2005.

De var nødt til at konkurrere, og det lykkedes da også Statens Museum for Kunst at skabe en del forvirring omkring, hvor den rigtige Matisse-udstilling var at finde.

Louisiana fik heller ikke lov til at beholde fejringen af Per Kirkebys 70-års fødselsdag i 2008 for sig selv. Mange andre kappedes om at markere den danske malers runde år ved hjælp af udstillinger, og det hele kulminerede på Tate Modern i London. 2007.  Documenta 13 i Kassel afholdes, og den afdøde danske kunstner Poul Gernes får sit internationale gennembrud. PR-foto

Et andet markant medlem af tresseravantgarden, kunstneren Poul Gernes, fik sit posthume internationale gennembrud på den 12. documenta i Kassel.

Både Kirkeby og Gernes var centrale aktører i Den Eksperimenterende Kunstskole, som målt i kunsthistoriske udgivelser blev den grundigst behandlede avantgardebevægelse.

Politisk fjernstyring
Gennem tretten lange år lykkedes det direktøren for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, at holde både avantgarden på afstand og sig selv ved magten.

I tre embedsperioder havde hun fået regeringens opbakning til sin folkeliggørelse af det store hus i Sølvgade, men hendes egenrådige stil led først skibbrud, da hun lod sig omplante til norske forhold og blev øverste direktør for Nasjonalmuseet for kunst, arkitektur og design i Oslo. Efter et år måtte hun forlade stillingen.

LÆS OGSÅ00'ernes teater er et bredt favnende horehus

I disse tretten år holdt konkurrencementaliteten sit indtog i den danske museumsverden. Det samme gjorde den politiske fjernstyring. Da kunstnerisk kvalitet er svær at måle politisk, skeler man i stedet til besøgstallet. 2009.  'Sculpture by the Sea' satte besøgsrekord med over 660.000 mennesker. Arkivfoto: Kåre ViemoseDerfor jublede politikerne, da 661.000 så ’Sculpture by the Sea’, som ARoS var med til at søsætte i 2009. For udstillingen er den bedst besøgte kulturelle begivenhed i Århus nogensinde.

Det skadede bestemt ikke interessen, at ideen til den stammede fra kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, og at prinsgemalen også deltog med en skulptur uden for censur. Endelig fandt udstillingen sted under åben himmel.

Det gjorde ’ til et af de forbilleder for museernes fremtidige udstillingspolitik, som landets nuværende kulturminister Carina Christensen (K) luftede i et interview i denne avis.

LÆS ARTIKELMinister: Kulturen skal ud i indkøbscentret

Ministerens konklusion var tankevækkende nok: Det store problem ved kunstmuseer er ikke så meget kunsten, som at den udstilles på støvede museer.