Skal man tro de 20 eksperter, der for få måneder siden sammensatte årets liste over kunstens top-100 for magasinet Art Review, er Hans Ulrich Obrist simpelthen den mest magtfulde person i den internationale kunstverden.

Og der kan da heller ikke herske nogen tvivl om, at Obrist har en kontaktflade og et arbejdsliv, der ville tage pusten fra de fleste. Men han ser ikke spor stresset ud, da jeg møder ham på Louisiana, hvor han lige har været moderator ved en høring om kunst og klima, der har fået overskriften ’Where do we go from here?’.

Økotopia
I stedet slentrer han igennem menneskemængden og hilser hjerteligt i alle retninger. Skiftevis på tysk, engelsk og italiensk. Men han gør det så afslappet, at man knap nok bliver imponeret.

Måske skyldes det, at en flok grå og glade krøller stritter i alle retninger øverst på hans hoved. Eller at øjnene bag de store brilleglas er ubetinget venlige. Da vi endelig har fået sat os ned i forholdsvis fred og ro, spørger jeg ham, hvad hans syn er på den klimarelaterede kunst, der herhjemme er blevet beskyldt for simpelt medløb og opportunisme?

»Jeg vil være mere positiv. En af de helt store udfordringer, vi står over for her i det 21. århundrede, er klimaet, og den debat er simpelthen for vigtig til, at vi kan overlade den til eksperterne alene. Det vil kun føre til en katastrofe. Der er brug for en holistisk tilgang, også på dette område, og det er præcis, hvad kunstnerne kan bidrage med. Det kan godt være, at deres ideer ikke umiddelbart kan realiseres, men på længere sigt kan det måske lykkes«.

Som første gode eksempel nævner Obrist opfinderen Richard Buckminister Fuller (1895-1983), der udtænkte visioner for en økologisk fremtid allerede for mange år siden, og hvis tanker om fremtidens byformer stadig danner grundlag for nytænkning.

Derefter springer han ubesværet videre til den belgiske forfatter Raoul Vaneigems bog ’Voyage À Oarystis’ fra 2005, som han betegner »en økotopia«.

Endelig mener Obrist også, at amerikanske Robert Smithson, som var manden bag land-art-værket ’Spiral Jetty’, har udstyret os med en værktøjskasse, der vil kunne bruges, når verden skal tænke i nye baner.

»Politikerne burde lytte til kunstnerne. Ikke kun billedkunstnere, men også opfindere, digtere, musikere og arkitekter. Kunstnere har antennerne ude, og det er vigtigt, at vi tager ved lære af kunsten. Derfor skal den helt ind i centrum af diskussionerne«.

Men er det ikke et problem at hævde, at kunstnere er mere sensitive end alle andre? Fører det ikke netop til et syn på kunstneren som sådan en halvgal, halvgenial størrelse, som man bestemt ikke behøver tage alvorligt?

»Det er en vigtig pointe. Og jeg vil da også give kritikerne ret i, at nogle kunstnere ganske enkelt illustrerer klimaproblemerne, og illustrationer af den slags er aldrig interessante«.

Opfører en by med Eliasson
Hvad tror du så, vi har i vente i fremtiden?

»Fremtiden ligger i det ukendte, som det meget rigtig blev sagt her på høringen. Jeg er udstillingsmager, derfor spørger jeg kunstnerne: Hvad er fremtiden? At svare selv ville være som at besvare spørgsmålet: Hvad er kunst? Og det ville være prætentiøst. Men helt grundlæggende mener jeg, at vi har brug for en ny form for institution, der kan gå på tværs af discipliner som videnskab, performance, arkitektur og kunst. For kun ved at inddrage alle områderne på én gang kan vi gøre os forhåbninger om at besvare de helt store spørgsmål, som vi står over for«.

Hans Ulrich Obrist når dog lige at nævne et enkelt projekt, som han ser frem til at arbejde videre med.

Det handler om en by, som Olafur Eliasson har foreslået ham, at de skal opføre sammen. Om den bliver ganske lille eller antager karakter af en storby, aner Obrist ikke endnu.

Til gengæld er det nok sikkert at sige, at han ikke skal på ferie foreløbig. Den slags har han nemlig ikke haft tid til siden en gang i 1990’erne.