Da Vincent van Gogh vendte tilbage til den lille sydfranske by Arles i foråret 1890 efter et ophold på sindssygehospitalet i Saint-Rémy, mødte der ham et trist syn. Mens han havde været indlagt, havde byen været ramt af skybrud, gaden havde været oversvømmet, og fugt var trængt ind i Det Gule Hus, hvor han boede og opbevarede mange af sine malerier. Især et maleri, som han havde skabt i oktober 1888 efter inspiration fra farverige japanske tryk, ’Soveværelset i Arles’, holdt han af.
»Da jeg så mine lærreder igen efter min sygdom, virkede ’Soveværelset’ som det mest vellykkede«, skrev han til sin bror Theo i Paris. Det var »farverne, der skulle gøre arbejdet«, og det var lykkedes.
Men fugten havde – opdagede van Gogh – angrebet lærredet, og malingen truede med at løsne sig. Ved hjælp af avispapir, som han pressede mod lærredet, forsøgte han nu at fjerne fugten. I 15 af sine breve fremhævede han maleriet, som han også skabte to andre versioner af, og for at sikre sig, at det blev reddet, sendte han det til sin bror og bad ham om hjælp.
Vincent van Gogh blev ikke kureret for sin sygdom. To måneder inden han malede ’Soveværelset i Arles’, havde han skåret sit venstre øre af. Efter at han var udskrevet fra hospitalet, fik han stadig de voldsomme anfald, som vi i dag ikke præcis kan sige, hvad gik ud på – i eftertiden er han blevet diagnosticeret med alt fra epilepsi, skizofreni, maniodepressiv sygdom og alkoholforgiftning. I juli 1890 skød van Gogh sig selv på en mark i den nordfranske landsby Auvers-sur-Oise, og da han døde dagen efter, efterlod den kun 37-årige kunstner en enorm samling malerier skabt på blot 10 år.
