Hans advokat havde forsøgt at forhindre, at han skulle flyve fra Paris til København for igen at vidne. Og vintervejret modsatte sig, at han nåede frem i tide.

Men den parisiske kunsthandler, Charles Bailly, endte alligevel med at nå forsinket og lettere stakåndet frem til Landsretten i dag.

Den noble herre, der til dagligt har sin gang i sit fashionable galleri ved quai Voltaire i Paris, var da også værd at vente på. Vel at mærke set med anklagemyndighedens øjne.

Mindre stringent forklaring
På dag tre i den store kunstbedragerisag om millionmaleriet af André Derain, kom nye oplysninger frem, som ikke tidligere har været fremlagt under den tidligere byretssag i sommer.

Charles Bailly, der ellers afgav en imponerende klar forklaring til de tiltaltes fordel i Byretten, gav denne gang en mindre stringent og selvmodsigende forklaring, der kom til at belaste den 62-årige Ellekildedirektør og hans 43-årige samlever.

Pariseren svækkede deres troværdighed på et helt afgørende punkt.

Ellekildedirektøren og hans samlever risikerer hver især to et halvt år fængsel for groft bedrageri, hvis det ifølge dommere og domsmænd bliver bevist, at de i 2004 sammen gik i ledtog om at snyde den dengang 92-årige Grethe Meyer ved at tjene en millionsum på det landskabsmaleri af den franske maler André Derain, som hendes familie havde ejet siden 1930’erne.

LÆS OGSÅKunstfup: Blev 92-årig franarret millioner?

Ifølge arvingerne til den tidligere ejer, der siden er død, lykkedes det nemlig Ellekildedirektøren at så tvivl om maleriets ægthed i en grad, så deres mor i 2004 besluttede sig for at sælge maleriet via Ellekilde Auktionshus. På det tidspunkt fik hun at vide, at en amerikansk kunstsamler ville betale 200.000 kroner for det.

Søn gennemfotograferede maleri
Det var en god pris for et uægte maleri, havde den 92-årige kvinde syntes. Hvad Grethe Meyer imidlertid ikke fik at vide var, at maleriet i virkeligheden blev solgt til Ellekildedirektørens samlever, og at hun solgte maleriet i Gallerie Charles Bailly i Paris måneden efter, i september 2004, til fem millioner kroner.

Ligesom i Byretten lagde Charles Bailly ud med at fortælle, at han havde besøgt Ellekilde Auktionshus i forsommeren 2004, hvor han viste interesse for Derain-maleriet og havde fået sin søn til at gennemfotografere det.

Senere havde han kontaktet Ellekildedirektøren igen, for at bede om lov til at se maleriet i Paris. De var først sket sent på sommeren.

Så vidt bekræftede han stadig de tiltaltes forklaring.

Nye oplysninger fra Paris
Det samme gjaldt historien om, hvad der var foregået i hans store galleri i Paris, hvor det danske par var dukket op med Derain-maleriet i september.

Charles Bailly forklarede – ligesom i Byretten – at det var ham, der gav Ellekildedirektørens samlever et tilbud på maleriet, og at han desuden altid gav et tilbud til udenlandske kunder i runde tal i deres respektive lands valuta:

»Jeg fastsatte prisen på fem millioner danske kroner, og hun blev meget forbavset over prisen«.

Men så var det anklager, statsadvokatassessor Anne Birgitte Stürups tur. Og her kom pludselig de nye oplysninger frem, og som var i direkte modstrid med den forklaring, som den kvindelige tiltalte gav i retten i går.

LÆS ARTIKELKvindelig tiltalt: Blev fuldkommen lammet over millionfortjeneste

De nye oplysninger stod at læse i en politirapport fra 2007.

Til de danske efterforskere, der havde besøgt Charles Bailly i Paris i januar 2007, havde han nemlig fortalt, at kvinden havde forhandlet prisen på maleriet op: Hans eget udspil havde ligget på 600.000 euro. Men det beløb havde den kvindelige tiltalte afslået.

Hun havde nu bedt om et rundt beløb i danske kroner, som var større: I alt fem millioner danske kroner, som omregnet til euro var 672.362 euro.

Efter nogle retoriske krumsspring og en del udenomssnak godkendte pariseren den version, der stod i politirapporten, som han selv havde underskrevet:

»Ja, sådan er det sikkert sket«, lød hans korte svar.

Impulsshopper eller forretningskvinde
Det vidneudsagn belaster de tiltalte, og pariseren kom – helt modsat i Byretten – til at give en ny indsigt i, hvad der kan være foregået i Paris.

Især kom dagens vidneudsagn til at svække den kvindelige tiltaltes troværdighed, fordi de nye oplysninger gav et anderledes billede af kvinden som en langt mere professionel forretningskvinde end det indtryk, hun selv har ønsket af efterlade retten med.

Hidtil har den tiltalte kvinde fortalt, at hun generelt er impulskøber, når det gælder kunstgenstande i hundredtusindkronersklassen, og at hun – uden skelen til muligheden for fortjeneste – forelskede sig i det omstridte maleri, men hverken vidste hvem maleren Derain var, hvor billedet kom fra, eller hvem der tidligere havde ejet det. Hun havde blot købt det, fordi hun syntes »det var et skønt maleri med glade farver«.

Hun havde ikke forhandlet sig frem til prisen, hævdede hun desuden, men fået et tilbud på fem millioner kroner, som hun straks havde accepteret, lød hendes svar i går, da retsformanden, Mikael Sjöberg, spurgte hende direkte.

Dommeren griber ind
Heller ikke dagens andet vidne gik forsvarets ærinde – tværtom.

Det var den tidligere museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, Rikke Warming, der er central for sagen, fordi hun havde en telefonsamtale på omkring tre kvarter med Grethe Meyer om maleriet, et år før den gamle dame døde i 2006.

Museumsinspektøren havde, fortalte hun, ringet, for at spørge om museet kunne låne Derain-maleriet til en kommende Derain-udstilling, og her fortalte Grethe Meyer, at maleriet netop var solgt året før.

Grethe Meyer havde endvidere fortalt, at Svend Erik Olsen havde fået maleriet undersøgt, og at det var erklæret uægte, og at det siden var solgt til en »ivrig amerikaner«.

Rikke Warmings forklaring bestyrkede dermed familiens version af hele forløbet, og selv de knaster, som det lykkedes forsvaret at udpege i Byretten, blev afvist af dommerne i Landsretten.

'Har du en bestemt dagsorden?'
Forsvarer Jan Erik Kornerup Jensens forsøg på at fremstille vidnet som alt for loyal med Meyer-familien, kom der for eksempel ikke meget ud af:

»Sig mig, har du en bestemt dagsorden?«, spurgte han mistænksomt Rikke Warming.

Men inden hun fik lejlighed til at svare, afbrød retsformand Mikael Sjöberg forsvareren:

»Hov, det at forsøge at undergrave vidnets troværdighed, hører ikke til her!«.

Rikke Warming kunne derfor i ro og mag fremlægge Statens Museum for Kunsts forskningsresultater fra begyndelsen af 1990’erne angående Derain-maleriet.

Blandt andet fik hun slået fast ved hjælp af en kopi fra et gammelt fotoregister, som aldrig blev fremvist i Byretten, at maleriet allerede i 1917, da kunstmæcen Tetzen-Lund købte det, havde titlen ’L’Estaque’.

Det bekræfter Meyer-familiens tidligere vidneudsagn. De har fastholdt, at man i familien i generationer havde været af den overbevisning, at maleriet skulle være malet i L’Estaque i Sydfrankrig, hvor man vidste, at Derain malede i 1906.

De troede kort sagt grundlæggende på maleriet, indtil Ellekildedirektøren fik dem på andre tanker. Familiens troværdighed, der netop blev beklikket på dette punkt i Byretten, synes nu at være mere intakt.

Forsvarets eneste vidne
Det eneste vidne på dag tre, som talte i forsvarets favør, var en kunsthandler ved navn Heine Robert Bartsch, der tidligere havde handlet flittigt i Ellekilde Auktionshus, og som stadig havde en form for relation til direktøren, som dog ikke blev yderligere uddybet.

Bartsch var en lille mand med stor fortælletrang, der havde meldt sig under fanen, for at fortælle, at Ellekildedirektøren havde vist ham det omstridte maleri i Ellekilde Auktionshus i forsommeren 2004.

Ved den lejlighed havde Ellekildedirektøren sagt, at det var et afvist maleri, fortalte vidnet. En oplysning, som skulle styrke Ellekildedirektørens sag, men som dog ikke – set fra myrestolene bagerst i lokalet – på nogen måde rystede anklagemyndighedens sag.

I næste uge skal sagens allersidste vidne indtage pladsen i retssal 10. Det er Grethe Meyers datter, der hidtil har fastholdt, at familien altid grundlæggende havde regnet maleriet for en ægte Derain, indtil Ellekildedirektøren fik moderen på andre tanker.

Derefter skal anklager og forsvarer procedere, og så falder dommen. Den sker tidligst fredag næste uge. I Byretten blev Ellekildedirektøren dømt, mens samleveren blev frikendt.