Der er ingen tvivl. Det er nåden, der strømmer ned i de mørke, fugtige underjordiske rum under Søndermarken. Nåden skildret i et dobbeltgreb, idet søjler af på én gang lys og vand åbenbarer sig ovenfra og ned, så selv en forbenet ateist som mig mærker impulsen til at knæle og råbe tak!
Og så melder der sig en kritisk stemme, der siger: Er dette ikke effektjageri, er du ikke bare overvældet af patos-effekter i bedste hollywoodstil? Denne stemme har fat i noget, for selvfølgelig er det effekter, men den rammer samtidig ved siden af, for det meste kunst arbejder med effekter, og Cronhammars effekter i Cisternerne er ikke overfladisk patos.
