Når man med trætte ben, ømme fødder og et sanseapparat stopfodret med indtryk har kæmpet sig gennem documenta 14 og byen Kassel, er man ikke længere i tvivl om, at man er ved at besøge verdens største udstilling af kunst – af en slags.
Men drejer det sig om verdens største udstilling af netop billedkunst, den nyeste, bedste, mest originale og fremsynede kunst? Det, man ser, associerer mest til alle de emner, som medierne tæppebomber en med til daglig: krig, tortur, terror, undertrykkelse, forskelsbehandling, bogbrænding, politisk forfølgelse og andre sorte pletter på samtidens samvittighed.
documenta 14 er ikke for kunstens tryghedsnarkomaner. Vi er et andet sted, hvor kunst ikke er til for sin egen skyld alene. Den er ikke et helle, et refugium, et fristed, hvor man kan finde fred og ro for verdens umenneskelige trængsler. Tværtom. Kunst er blot en helt anden måde at belyse og angribe disse trængsler på, så omverdenen ikke kan overse dem. Heller ikke på en kunstudstilling.
Den mission er documenta 14 ikke alene om. Vi behøver ikke gå længere end til vores egen Kunsthal Charlottenborg for at møde tendensen. På kunsthallens facade ud mod Nyhavn har den kinesiske kunstner Ai Weiwei i anledning af FN’s internationale flygtningedag netop barrikaderet samtlige vinduer med 3.500 redningsveste, der er opsamlet fra bådflygtninge. Og inde i bygningen er der åbnet tre udstillinger også med kritisk-politisk valør. Den ene sætter fokus på verdens klimaforandringer, den anden på digitale whistleblowers, der forfølges som politiske landsforrædere. Og den tredje er med John Kørner, for hvem det at lave kunst først og sidst er at sætte fokus på samfundsproblemer.
