Foto: Jens Dresling
Medier

Det brede politiske flertal bag licensen smuldrer

SF melder sig nu i koret af partier, der vil afskaffe medielicensen. Pengene skal findes på finansloven, lyder det. S og V afviser ikke. Forsker advarer om risiko for kortere armslængde og detailstyring.

Medier

Den politiske opbakning til den knap hundrede år gamle licensmodel er ved at rinde ud.

Som det seneste parti i rækken trækker SF nu støtten til licensfinansieringen af DR og de øvrige public service-tilbud.

»Jeg synes, at det er fuldstændig urimeligt, at direktøren får den samme regning som den studerende og kontanthjælpsmodtageren«, forklarer partiets medieordfører, Jacob Mark, der ønsker at flytte licensopkrævningen over på skatten for at få en indkomstreguleret opkrævning.

Meldingen kommer op til forhandlingerne om et nyt medieforlig, som indledes efter sommerferien.

Det eksisterende forlig er indgået mellem et bredt flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Konservative med bred enighed om licensfinansiering.

Men da LA’s Mette Bock i slutningen af 2016 tiltrådte som kulturminister oven på et år præget af skarpe skud mod DR, forsikrede hun, at hver en sten vil blive vendt i arbejdet med at lande det nye medieforlig, der skal træde i kraft ved udgangen af 2018.

SF deler ønsket om at skrotte licensen med R, DF og LA . Venstre har endnu ikke lagt sig fast på en model, men er åbne over for alternativer til licensen, mens også Socialdemokratiet, som ellers har været trofaste forkæmpere for licensen, nu åbner op for at diskutere alternativer:

»Vi bakker op om det nuværende finansieringssystem med licensen, men vi er åbne over for at diskutere andre finansieringsmodeller i forbindelse med forhandlingerne af et nyt medieforlig«, siger medieordfører Mogens Jensen (S), der ikke ønsker at komme det nærmere.

Øget selvcensur?

Medieforsker og professor på Københavns Universitet Stig Hjarvard advarer mod at flytte licensen over på skatten:

»Jeg kunne godt være nervøs for, at den iver, en del partier allerede har vist i forhold til at ville detailstyre DR, kommer til at udfolde sig endnu mere, hvis det rykker tættere på finanslovsforhandlingerne«.

I 2014 leverede en arbejdsgruppe under Kulturministeriet en rapport om konsekvenserne af forskellige alternative finansieringsmodeller.

Selv om der indføres mekanismer, som kan begrænse den politiske indflydelse i DR, er der ifølge arbejdsgruppen en risiko for, at en finansiering over finansloven kan føre til »øget selvcensur« og »en mindre kritisk tilgang« til både regeringen og Folketingets partier.

»Det, der er brug for«

SF’s Jacob Mark mener ikke, at en skattefinansiering vil øge presset på DR:

»Presset er der allerede, det vigtige må være at sikre, at DR har en størrelse, så de kan modstå presset«, siger han.

Modsat lægges der i Dansk Folkeparti ikke skjul på, at modellen kan føre til mere indblanding, »måske er det lige før, at det er det, der er brug for«, siger partiets medieordfører, Morten Marinus.

Personligt går jeg ind for helt at fjerne licensen og erstatte den med en abonnementsordning – men det er ikke regeringens politik

Mens enigheden om en afskaffelse af licensen spreder sig mellem partierne, er der næsten lige så mange bud på en afløser, som der er partier. SF og DF vil begge flytte finansieringen over på finansloven, så opkrævningerne sker over skatten.

Men mens det for SF er afgørende, at der ikke kommer færre midler til public service, er manøvren for DF et led i partiets ønske om at tvinge DR til at spare.

DR på abonnement

Inden Mette Bock trådte ind i ministeriet, stod hun som LA’s kulturordfører stejlt på kravet om at afskaffe licensen til fordel for en frivillig abonnementsordning.

I dag ønsker ministeren ikke at kommentere på forskellige finansieringsmodeller før forhandlingerne. Helt har ministeren dog ikke opgivet de personlige ambitioner om et abonnement på DR.

»Personligt går jeg ind for helt at fjerne licensen og erstatte den med en abonnementsordning – men det er ikke regeringens politik«, sagde ministeren på et vælgermøde i Vejle i starten af januar.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce