Forsanger Högni Egilsson svajer i takt til de skæve popsange, så det lange, blonde hår svinger frem og tilbage. Udskæringen i hans let slidte undertrøje er så dyb, at førsteviolinisten har frit udsyn til hans blottede brystkasse, når hun løfter blikket fra partituret.

Jo, det er ingen fejl, der er en førsteviolinist med. I alt er der mere end 80 musikere på scenen, de fleste i et noget mere stift puds end forsangeren med skægstubbene, og om lidt træder også et hvidklædt pigekor frem i det tilrøgede lys foran 900 fyldte sæder i koncert- og biografsalen Háskólabío i Reykjavik.

Högni Egilsson og resten af bandet Hjaltalín er midt i en særlig opførelse af bandets sange arrangeret for og med Reykjaviks symfoniorkester. Men de er også midt i noget andet og måske meget vigtigere.

Island er andet en korrupte bankfolk
De skal overbevise en gruppe gæster fra udlandet om, at Island ikke kun er askesky, korrupte bankfolk og en devalueret króna.

Bandet Hjaltalíns manager, Steinthór Arnsteinsson, siger det selv, da han forud for koncerten henter en lille gruppe danske pressefolk i lufthavnen i Keflavik en lille times kørsel fra hovedstaden.

Han har travlt, Steinthór, for i løbet af fire dage arrangerer han i alt 14 internationale journalisters besøg, så de alle kan overvære koncerterne med Hjaltalin og symfoniorkestret.

Pengene til besøget kommer fra den islandske stat via Islands Turistråd, og skal helst resultere i lidt mere fokus på landets gode sider frem for de dårlige, forklarer han.

Kun negativ omtale
»Tag for eksempel Financial Times. Sidste år skrev de masser af historier om Island, men kun én artikel var positiv. Den handlede om Hjaltalín«, siger Steinthór Arnsteinsson i et af de få øjeblikke, hvor han ikke taler i mobiltelefon, samtidig med han manøvrerer firehjulstrækkeren gennem lavalandskabet mod Reykjavik.

Det er ikke helt korrekt, men næsten, viser en søgning i avisens database. Island har ganske rigtigt de seneste år primært trukket overskrifter om landets økonomi, som krakkede noget så grundigt i oktober 2008, hvilket lige siden har gjort livet cirka dobbelt så dyrt for befolkningen i Island.

Efter krakket koncentrerede medierne sig om politikernes forsøg på at håndtere krisen og ikke mindst islændingenes stigende vrede mod systemet.

En vrede, der i 2009 tvang regeringen til at gå af, og i foråret 2010 resulterede i et folkeligt nej til en aftale om tilbagebetaling af lånte penge til Holland og Storbritannien efter netbanken Icesaves kollaps. Den beslutning påvirker i øvrigt Islands netop iværksatte forhandlinger om optagelse i EU – og ikke på den gode måde.

Islandsk varmærke
Med et så udfordret samfund er det ikke underligt, at islændingene drømmer om opmærksomhed for andet end politik og økonomi. Noget, de er rigtig gode til. Som at lave musik.

Da bandet Sugarcubes blev dannet i 1986 af sangerinden Björk, musikeren Einar Örn Benediktsson og en række andre medlemmer af Reykjaviks alternative musikscene, tegnede de konturerne til et islandsk varemærke, der skulle vise sig at give lige så meget international opmærksomhed som ponyerne og de varme kilder.

Björk gik siden solo og blev et verdensnavn, og bands som Sigur Rós, Múm og Mugison beviste, at Björks succes ikke var et enligt skud i stjernebøssen.

En lillefinger fra musikpressen
I dag er et af de største håb på musikscenen det unge syvmandsband Hjaltalín, der spiller skæv pop med stærke tråde til klassisk musik, både i arrangement og instrumentering – normalt dog uden symfonikorkester.

Alene i Island har bandet solgt 8.000 eksemplarer af deres seneste album, ’Terminal’, hvilket er en hel del, når nu der kun bor 320.000 mennesker i landet.

Troen på bandet er blandt andet født af en række særdeles rosende anmeldelser fra britiske musikblade som Mojo og Clash. Eksempelvis skriver anmelderen fra Clash, at albummet ’Terminal’ er »endnu et bevis på, at Island selv tegner sin musikalske skæbne«.

Det er en udstrakt lillefinger fra den britiske musikpresse, som er blevet besvaret med økonomisk støtte fra den islandske stat, så journalister fra udlandet kan opleve Hjaltalín på hjemmebane. Nu skal verden erobres.

En romantisk mission
Det store ansvar og de mange forventninger tynger ikke den 24-årige forsanger Högni Egilsson synderligt, da han dagen efter debuten med symfoniorkestret kommer slentrende, halvanden time forsinket, med sit let fedtede hår samlet i en blond knold på toppen af hovedet.

Han får aldrig tømmermænd, siger han, men solbrillerne, det rustne stemmebånd og trangen til at indlede interviewet med at debattere, hvorfor danske kvinder synes, hans islandske venner i København er for tykke, peger alligevel derhenad.

Da han får fingre i en kop arabisk kaffe fra Reykjaviks mindste cafe, Cafe Haiti, bliver han mere seriøs:

»Ja, vi skal overbevise journalisterne om, at Island også er andet end krisen. Jeg tænker på det som en lidt romantisk ting, noget med at være en god borger og gøre noget godt for sit land«, siger Högni Egilsson.

LÆS OGSÅForfatter: Krisen giver os det gamle Island tilbage

»Jeg ved godt, at det lyder lidt gammeldags og lidt prætentiøst, men jeg kan godt lide Island og det islandske folk, og jeg føler mig knyttet til landet. Jeg føler, at vi er anderledes end andre mennesker. På den måde er det o.k. at støtte Island«, tilføjer han. Og tager sig så i det.

»På den anden side var det jo det, der satte os i den her situation til at begynde med. Alt det her med, at ’Island er det største og den bedste, vi kan gøre alt, vi har så og så mange penge’«, siger han og knipser med fingrene.

Der er ingen tvivl om, hvad Högni Egilsson hentyder til med »den her situation«. De halsløse investeringer og det efterfølgende økonomiske kollaps i 2008 fylder stadig alt, når man taler med folk i Reykjavik.

Musikscenen er blevet stærkere
Heldigvis stod musikmiljøet i Island lidt uden for det hele, siger Högni Egilsson. De fleste musikere fulgte ikke bankernes råd og tog lån i udlandet. Derfor var de ikke med, da de gik op, ligesom de ikke blev ramt på samme måde af nedturen.

»Musikscenen er nærmest blevet stærkere efter krisen. Vi har fået en fælles opfattelse af, at det, vi kan være stolte af, ikke er bundet til materielle værdier«, siger han.

At musikscenen har overlevet krisen, er den kendte islandske producer Valgeir Sigurdsson helt enig i. Over telefonen fra London, hvor han bor, afviser han dog billedet af musikerne, der stod uden for opsvinget som kunstnere uden interesse i materialistiske glæder, mens resten af samfundet investerede sig halvt ihjel.

Godt det er overstået
»Jeg arbejder meget i studiet, og det var begyndt at blive svært at hyre musikere. Det var svært at få dem til at rykke ud for få penge. Men nu er folk igen meget glade for at deltage i forskellige projekter«, siger manden, der har arbejdet tæt sammen med alle fra Björk og Múm til internationale navne som Bonnie ’Prince’ Billy.

»Jeg tror, at mange mennesker – ikke bare i musikbranchen, men generelt – mistede jordforbindelse i tiden lige før krisen. Fordi der var så mange penge i omløb. Pludselig kunne folk lave kommercielle koncerter til rigtig mange penge. Alle disse ting satte krisen en stopper for, og mange havde det sådan: ’o.k., fint, godt at det er overstået’«, siger Valgeir Sigurdsson.

Afsporet islandsk mentalitet
Grimur Atlason, der er manager for den årlige islandske musikfestival Iceland Airwaves, er helt enig, når talen falder på mistet jordforbindelse.

Hans kongeeksempel på, hvor afsporet den islandske mentalitet var blevet forud for krakket, er fra 2007 under en landskamp i Parken i København, hvor Island mødte Danmark.

Det var dengang, da Islands bruttonationalprodukt steg med 50 procent om året og havde gjort det i flere år. Islandske investorer havde købt Magasin, Illum, Merlin og erhvervsbanken FIH.

De havde gennem flyselskabet Sterling opkøbt Maersk Air, og de stod bag den husstandsomdelte gratisavis Nyhedsavisen, der gik stålsat efter at blive Danmarks største avis.

’Vi vil købe Parken’
På fodboldbanen gik det knap så godt. Danmark kom foran 3-0, men det slog ikke de islandske tilskuere ud. I stedet begyndte de at synge en sang med teksten ’Vi vil købe Parken’.

»Det er en frygtelig historie«, udbryder Grimur Atlason om hovmodet.

»Der var perioder, hvor jeg ikke havde lyst til at være islænding. Det var sådan en arrogant, idiotisk Napoleons-tankegang, der greb hele nationen«.

Glad for at det gik, som det gik
»Vi blev jo advaret, blandt andet af analytikere fra Danske Bank, om den økonomiske kurs, vi fulgte. Men folk sagde, at de bare skulle holde mund, at de bare var misundelige. Og så ville vi købe Parken ... Så, jeg er faktisk glad for, at det gik, som det gik«, siger han.

Professionelt er det værste ved krakket og den kuldsejlede króna i hans øjne, at det er svært at få store internationale kunstnere til øen. Prisen er blevet for høj.

»Førhen lavede jeg utallige show med store, internationale navne, men nu er der næsten ingen, der kommer og spiller her. Det er en stor forandring for os«, fortæller festivalmanageren.

Musikken og torsken
Til gengæld er det blevet mere rentabelt for islandske bands at turnere i udlandet, siger han, for betalingen i euro eller dollar rækker til mere hjemme i Reykjavik, end den gjorde før.

»På den måde kan vi eksportere mere musik nu. Det var lidt det samme, der skete med torsken for 30 år siden. Der blev valutaen devalueret, så vi kunne få flere dollar for vores torsk. Nu er musikken blevet vores torsk«, siger Grimur Atlason. Og det er store ord. Torsken er så tæt knyttet til den islandske identitet, at fisken frem til 1903 repræsenterede Island i det danske rigsvåben.

Grimur Atlason er sikker på, at Island er klar til at skyde endnu en bølge af unge bands ud på det globale musikmarked – ud over Hjaltalín er FM Belfast, der spiller på årets Roskilde Festival, et godt eksempel på dette. Og producer Valgeir Sigurdsson er enig:

»Det handlede måske ikke om musik i en periode. Nu handler det om musik igen«, lover han.

Politikens rejse er betalt af Islands Turistråd.