Det foregik på et slot oppe på et bjerg i Salzburg.

Dyr udsigt. Dyr champagne. Pladeselskabet EMI fejrede Plácido Domingos cd-indspilning af Wagners ’Tristan og Isolde’, og der var seriøs trængsel af journalister fra internationale medier.

Domingo havde allerede været oppe ved mikrofonen, og efterhånden som præsentationen af de øvrige sangere skred langsomt frem, blev jeg mere og mere nervøs for, om jeg overhovedet ville komme til at få et interview med Domingo.

Da jeg var begyndt at blive desperat, skrev jeg til sidst mine vigtigste spørgsmål ned på min blok og rakte den hen til verdensstjernen.

Et par af de nærmeste kolleger grinede lidt forlegent. Manøvren var, det må jeg indrømme, usædvanlig. Hvad gjorde Domingo?

Han smilede lidt overrasket, men venligt, læste mine spørgsmål, og da der endelig blev stille fra pladeselskabsfolkene oppe på scenen, gav han mig som den første et kort, men imødekommende interview.

Historien bekræfter, hvad alle siger om Plácido Domingo. Domingo  øver i Royal Albert Hall i London sidste år. Foto: AP

At han er ulasteligheden og venligheden selv. Altid iført et velsiddende jakkesæt. Hverken stiv eller kedelig, bare høfligt seriøs.

1,3 milliarder seere
Domingos kendteste tenorkollega, Luciano Pavarotti, lignede med sit kolossale korpus, de enorme lommetørklæder og væg til væg-smilet altid en operasanger.

Plácido Domingo ligner egentlig mere en spansk businessmand.

Han kunne for så vidt lige så godt være direktør for en medicinalvirksomhed, hvis det var.

Diplomati og en solid portion selvbevidsthed krydret med gammeldags, maskulin sydeuropæisk charme er de fremherskende træk hos den af De Tre Tenorer, der kom heldigst ud af succeshysteriet i 1990’erne.

Domingo, Pavarotti og José Carreras mødtes til fodbold-VM i 1990, og årtiet igennem holdt de derefter husmødre verden over i deres trygge tenorfavntag.

Hverken før eller senere har klassiske pladeselskaber haft så mætte og tilfredse dollartegn i øjnene.

Verdensomspændende succes
De Tre Tenorer gentog stadionsuccesen ved flere verdensmesterskaber. De har solgt mere end ti millioner cd’er og dvd’er, og en koncert med dem fra Los Angeles blev – helt utroligt – set på tv af mere end 1,3 milliarder mennesker.

Det gjorde transmissionen til den ubetinget mest sete klassiske begivenhed på tv nogensinde og en af de mest sete tv-udsendelser i mediets historie.

Succesen var verdensomspændende. Domingos egen nøgternt tilfredse kommentar har været: »Vi fik hundredvis af breve fra fans, der sagde, at de nu havde tegnet et operaabonnement, så vi gjorde vores arbejde«.

LÆS MERE Operaen rykker op i Champions League

Hvis det var Pavarotti, der som ung i sine velmagtsdage havde den mest suveræne italienertenor af de tre, så var det Domingo, der i det lange løb holdt hovedet koldt og sangerhjertet varmt.

Pavarotti endte som en ret ynkeligt syngende pastamaskine på playback. Den lille, vævre Carreras overvandt canceren, men stemmen blev aldrig rigtig den store, frie, man kunne have ønsket.

Domingos stemme har derimod altid været viril.

Så forskellig fra den unge Pavarottis som spanske tyrenosser fra en italiensk pasta carbonara.

Ja, undskyld, men hvordan skal man ellers forklare forskellen mellem Domingos magtfuldt maskuline bronzeklang og Pavarottis ægte italienertenor?

Tenoren går i dybden
Under alle omstændigheder har Domingo formået at forvalte sit talent.

Det var en mild, men overbevisende hovedrysten, der ledsagede hans afkræftende svar, da jeg den eftermiddag på bjerget i Salzburg spurgte, om rygterne talte sandt, når de sagde, han ville stoppe karrieren.

Placido  Domingo i København i foråret 2006. Foto: APDet er godt fem år siden i dag. Dengang var Domingos svar, at han havde aftaler i kalenderen frem til 2010, og i dag ved vi, at det ikke er slut endnu.

Sidste år afsluttede Domingo en turné rundt til verdens store operahuse – inklusive La Scala i Milano og The Met i New York – med Verdis opera ’Simon Boccanegra’.

Turneen lignede en afskedsforestilling, men Domingo har sunget videre lige siden.

Verdis Simon Boccanegra er normalt for dybt et parti for tenorer. Det ligger i det mellemste stemmeleje, der kaldes barytonlejet. Og netop derfor var det et smart move af Domingo.

ANMELDELSE Placido Domingo når klimaks alt for hurtigt

Den aldrende tenor går i dybden!

Sidste nyt er, at han vil fortsætte med flere af Verdis store barytonroller, og han har allerede tacklet titelpartiet som den hævngerrige hofnar Rigoletto i operaen af samme navn.

Efter en afprøvning i Kina indspillede han den i efteråret som operafilm i Italien; dirigeret af sin gode ven Zubin Mehta, der i 1990’erne styrede showet for De Tre Tenorer.

Domingos ’Rigoletto’ har været sendt på tv i 148 lande – dog ikke i Danmark – og Domingo har mere dyb Verdi i kikkerten.

Dermed er ringen på sin vis sluttet. For Domingo gik faktisk til sin første optagelsesprøve for godt 50 år siden som baryton. Det var i Mexico, hvor han voksede op med sine spanske forældre.

Da juryen havde hørt unge Plácido synge sine forberedte barytonting, blev han bedt om også lige at synge et par tenorlinjer fra bladet – hvorefter han blev ansat som tenor.

Dermed var karrierevejen fastlagt.

Med en sangermor og en violinistfar, der også havde sunget, og som begge to havde specialiseret sig i den spanske operetteform kaldet zarzuela, blev både Domingo og hans søster fra barnsben vænnet til showbiz.

Flere hundrede forestillinger med forældrenes zarzuelakompagni gav ham hår på brystet.

Men faktisk begyndte Domingo som pianist. Derpå var han dirigent og til sidst sanger i det musikalske familieforetagende. Han har en solid konservatorieuddannelse i alle discipliner.

Færre ved, at Domingo spillede klaver i et mexicansk tv-program, og at han i slutningen af 1950’erne sang backingvokal for et rockband med det smukke navn Los Black Jeans.

Duet med John Denver
1960’erne blev Domingos gennembrudsårti på operascenerne med New York-debut i 1965 på New York City Opera som stedfortræder for en sygemeldt kollega i Puccinis ’Madame Butterfly’.

Tre år senere stod han for første gang på Metropolitan-operaen, hvor han sidenhen har åbnet sæsonen flere gange, end selv legenden Caruso nåede at gøre.

Og herfra bliver det håbløst at remse karrierens utallige forestillinger op, for ingen tenor har indstuderet så mange roller som Domingo, der er oppe på omkring 130 partier nu.

Blandt mange milepæle kan nævnes hans præstationer i operafilm som Puccinis ’Tosca’, lavet on location på Engelsborg i Rom, og den kendte ’Carmen’-film fra 1980’erne, der er blevet en af de bedst sælgende operaer på dvd overhovedet.

Der var også lige den sukkerovertrukne popduet med John Denver i 1981, hvor Domingo sang ’Perhaps Love’ med fuldfed spansk accent, men operakendere værdsætter snarere hans præstationer over for hedengangne sopraner som Renata Tebaldi og nyligt afdøde Joan Sutherland.

Mange højdepunkter
Selv en aldrende, i dag dybt historisk diva som Lily Pons nåede den purunge Domingo at synge over for. Det var i hans allerførste ’La traviata’. Hun var 64. Han 21.

Det er som sagt svært at sammenfatte højdepunkter, men på dvd-dokumentaren ’My Greatest Roles’ fra sidste år nævner Domingo selv ’Tosca’ og ’Carmen’ foruden mindre kendte operaer som Verdis ’Ernani’.

Placido  Domingo i København i august 1988. Foto: Mads Winther

Hans livtag med Wagners tenorpartier som Lohengrin, Tannhäuser og Parsifal har virket mere eksotiske, men også den side af sagen har sømmet formatet fast.

Det fik danske operafans en smagsprøve på, da Domingo i april 2006 for en enkelt aften hoppede ind og sang Siegmund i Kasper Holtens opsætningen af ’Ringen’.

Selv om tenoren er dårlig til tysk, var hans malmrøst en oplevelse ud over det sædvanlige. Konsonanter blev skippet, og Wagner lød for en aften som Verdi, men publikum elskede ham.

Det stopper ikke her
Foruden at stå på scenen har Plácido Domingo i de noble jakkesæt præsteret at køre ikke bare et, men hele to amerikanske operahuse som kunstnerisk leder.

I år fratræder han i Washington efter 15 år på posten, men ved operaen i Los Angeles har han kontrakt til 2013.

Når man kender lidt til den unge Domingos indsats i forældrenes zarzuelatrup, er det lettere at forstå, at også hans modne arbejde som dirigent af både opera og symfoniske koncerter heller ikke bare er udtryk for de sædvanlige stjernenykker hos store klassiske solister, der også vil prøve at dirigere.

Domingo mestrer håndværket. Med læsebrillen på næsen har denne operaens medicinaldirektør været en støtte for yngre sangere som Rolando Villazón, og hans engagement i sin egen internationale sangtalentkonkurrence, Operalia, er ægte.

Plácido Domingo er noget så sjældent som en begavet kunstner, hvis kompetencer karrieren igennem har sat ham i stand til at forvalte sin sangstemme fornuftigt uden at falde for alt for meget Pavarotti-pop og pjat.

Sidste år så kræften pludselig ud til at snuppe ikke bare arbejdsevnen, men måske endda hans liv. Det skete ikke.

Plácido Domingo fylder ifølge den officielle Domingo-kalender i dag, og her kan han se tilbage på en karriere, der for altid vil placere ham mellem de helt store operastjerner.

Og utvivlsomt som den flittigste af alle. Men det stopper ikke der. Store Verdiroller som Jago eller Macbeth virker pludselig som nye, realistiske bud fra den aldrende sanger.

De kommende år kommer til at byde på flere operaoverraskelser fra det velsyngende jakkesæt.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen