Hun har danset ballet i Stockholm, skal på besøg i Lettermans talkshow og pryder forsiden på Time Out i New York, hvor hun bliver hyldet som storbyens mest stilfulde personage.

Så nej, der er ikke meget bondeknold eller Barbie Girl over Nanna Øland Fabricius, når hun under det mere mundrette navn Oh Land nu går i gang med at erobre det store udland, de kalder Popland.

Fodfæste i det forjættede land
Mangen en dansk pop- og rockmusiker er siden Kim Larsens mislykkede odyssé draget til Amerika i håb om et gennembrud.

De fleste kommer hjem med skrammer og et par erfaringer rigere.

Men med opbakning fra et stort amerikansk pladeselskab og topplaceringer på adskillige prominente amerikanske ’hold øje med i 2011’-lister har Oh Land rigtig gode chancer for at få fodfæste i det forjættede land.

LÆS OGSÅPopkometen Oh Land har aldrig haft en plan B

Især nu hvor det viser sig, at musikken på albummet ’Oh Land’ lyder som tidløs pop lavet af en pige til tiden. Oh Land lyder som dette års model.

Skåret til med et klart og rent snit efter et mønster, der ikke er til diskussion.

Tunge drenge på banen
At der har været tre producere på banen – Dave McCracken, Dan Carey og Lester Mendez – uden at det har resulteret i stilforvirring, tyder på, at Nanna Øland Fabricius har formået at holde på sit i samværet med de tunge drenge.

At samtlige instrumenter det meste af tiden bliver spillet af Nanna Fabricius selv og – på skift – Carey og McCracken med Mikkel Hess som trommegæst på et par numre, har været medvirkende til at holde stilen i stramme tøjler.

I forhold til ep-forløberen fra oktober rummer ’Oh Land’ ikke de store overraskelser. Alene af den grund, at samtlige fire ep-numre er med.

LÆS OGSÅPop-pige sigter mod udlandet med vaskeægte hit

Med den sprælske single ’Sun Of A Gun’ som den selvfølgelige murbrækker til det store publikum. Den gode nyhed er, at ’Sun Of A Gun’ ikke står og stritter som eneste oplagte bud på et hit.

Faktisk har ’Lean’ og næsten alle andre skæringer, hvad der skal til.

’We Turn It Up’ og ’Voodoo’ er tæt på at være teenagepop, men den knipsende, raffinerede ’Rainbow’ er så elegant og vægtløs i sin fingerknipsende minimalisme, at man slentrer velstimuleret ud til sidst.

Ingen fejlskud i bøssen
Som en samling popsange er ’Oh Land’ en imponerende homogen kollektion uden deciderede fejlskud.

Sang for sang er det en charmerende og indtagende samling popsange, der gør det let at tro på et gennembrud.

Den elektrodisko, Oh Land disker op med på ’Voodoo’, gør noget tummelumsk ved æteren, som man normalt skal være tysker eller svensker for at kunne hitte ud af.

Betragtet som album er homogeniteten til gengæld i overkanten. Selv om der på en måde er stor forskel på drilske ’Voodoo’ og ’Lean’s lyd af prinsesse i slowmotion, føles det ikke sådan.

Produktionen er holdt i så stram snor, at der ikke forekommer de store temperaturudsving på dette fjerlet drømmende og svalt funky pop-album.

LÆS OGSÅDansk popkomet udsætter koncert et helt år

Personligheden kommer til udtryk i det distinkte og gennemførte produktionskoncept, men til gengæld ikke i særlig høj grad som mere interessevækkende modsætninger i Oh Lands tekster eller fraseringer.

Det er popmusik uden sprækker, som slår stilfuldt smut på sin egen overflade.

Savner noget mere dybststikkende
Oh Land er klart nok optaget af perfektion og den perfekte popsang.

»I’ll follow you until/ I will get your perfection«, synger hun på åbningsnummeret ’Perfection’, mens hun på ’Human’ vender spejlet og erklærer »I don’t like you human/ cause you show me how imperfect I can be«.

LÆS OGSÅBallerinaen fandt fodfæste i den skæve melodi

’Oh Land’ er på en måde en perfekt produceret popplade. Man kan ikke stikke krogen ind og finde åbenlyse svagheder eller fejlgreb.

Men perfekt er ikke nødvendigvis det mest interessante, man kan være.

Den dag en mere sammensat personlighed begynder at skinne igennem Oh Lands perfekt pustede popbobler, vil hun kunne tage springet fra årets model til noget mere dybtstikkende.

Oh Land er ikke en original men imponerende
Målt med nordiske alen er Oh Land ikke en sprudlende original som islandske Björk eller svenske Lykke Li, men det er popmusik med en klar personlighed og en imponerende veldefineret musikalsk profil.

Et kommende gennembrud i USA er ikke bare national bragesnak, men en helt rimelig formodning.

At Danmark som internationalt popland i så fald vil kunne føje Oh Land til de mere aparte tegneseriekreationer Aqua og Infernal er ikke det værste, der kunne ske for den nationalmusikalske stolthed.