Der er noget nærmest Disneydramatisk over måden, Nanna Øland Fabricius’ karriere som musiker har formet sig på.

Først satte en alvorlig rygskade sig i vejen for en spirende balletkarriere. I 2008 udsendte hun debutalbummet ’Fauna’, og året efter optrådte hun på et af musikbranchens mest ombejlede udstillingsvinduer, South by South West-festivalen i Austin, Texas.

LÆS OGSÅ Dansk musikkomet har ingen fejlskud i pop-bøssen

Her kom hun i kontakt med pladeselskabet Epic, et underselskab til giganten Sony, som hun kort tid senere skrev kontrakt med. Hun allokerede til Brooklyn, hvorfra hun i 2011 udgav sit andet album, der lignede beviset på, at den unge eksildansker tilsyneladende havde fundet sin karrieres svar på prinsen med den hvide hest.

Problemet var bare, at prinsen viste sig at være lige lovlig kommanderende. I hvert fald ville Epic én ting, mens Fabricius ville noget andet. Og så gik hun sin vej. Sin egen vej. Og det er her, Oh Land står på sit tredje album, der har fået titlen ’Wish Bone’.

På vej
Noget, jeg godt kan lide ved Oh Lands plader, er, at de ikke lægger skjul på, at hun hver gang er på vej et nyt sted hen. I sit liv, men også i sin musik.

Først lagde hun afstand til livet som balletbarn på ’Audition Day’ fra ’Fauna’, hvor det at aflægge audition blev sammenlignet med at blive malket, mens højdepunktet på en lidt famlende debut blev udgjort af Fabricius’ egen mundpercussion som efterlignede lyden af et nervøst bankende hjerte, der ikke kunne komme væk hurtigt nok.

På ’White Nights’ fra det andet album, der bare hed ’Oh Land’, boblede alle forventningerne til det nye liv som spirende popstjerne over i en nærmest brusende søvnløshed, der var det ypperste at komme efter på en lige vel fersk international debut, der som helhed ikke når op på siden af ’Wish Bone’.

For på Oh Lands tredje album lyder det unægtelig, som om Fabricius som både sangskriver og sanger er blevet både bedre og mere selvsikker end tidligere. Et fremskridt, der bedst kan eksemplificeres med den veldrejede ’Pyromaniac’.

Sangen, der netop er udsendt som single, skiller sig nemlig ud som en noget atypisk Oh Land-sang med sin nærmest diskoagtige lyd.

Dunbløde beats strøes over med lidt houseklaver, inden hele herligheden garneres med en gavmild sending af kække blæsere, imens den velsagtens eneste velkendte Oh Land-signatur er omkvædets wuhuuu-hvin.

Uvishedens charme

Den varme lyd klæder Fabricius’ glasklare stemme, og det er befriende at høre hende boltre sig i et lidt mere underspillet musikalsk landskab, der står som en skarp kontrast til eksempelvis albummets mest anderledes nummer ’My Boxer’, hvor Oh Land for første (og forhåbentlig også sidste) gang rapper.

Eller i hvert fald bedriver en slags attitudemættet spoken-word ... Uanset hvad virker resultatet forceret. Lidt som at forestille sig Margrethe Vestager kaste håndtegn. Ene sang beviser ’My Boxer’ i hvert fald, at den tilstræbt rå ’don’t mess with me’-attitude ikke klæder Oh Land synderlig godt.

LÆS OGSÅ Popkometen Oh Land har aldrig haft en plan B

Dette skyldes ikke mindst, at det går så fornemt, når hun fjerner al fernissen på et nummer som den klædeligt nedskrællede ’3 Chances’, mens den storladne ballade ’Green Card’ er et meget vellykket samarbejde med den australske musiker Sia Furler.

Tilbage står et billede af en kunstner, der har fravalgt at lade sin karriere spille hovedrollen i en Disneyfilm uden helt at have fundet ud af, hvordan filmen skal fortsætte. Men uvisheden er samtidig også en del af charmen ved lyden af Oh Land lige nu.

fortsæt med at læse

Dansk-svensk kvintet overrasker med skingerkulørt jazzpop