0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Oh Land takkede nej til at blive verdens næste popstjerne

Nanna Øland foretrækker at gå sin egen vej. Selv om det medfører ofre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

stjerne. Oh Land måtte skuffe Sonys topchef, da hun blev klar over, at hun ikke ønskede at være den næste Miley Cyrus. På Mandag udkommer hendes tredje album, 'Wish Bone' .

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Øverst oppe i skyskraberen sad de. To ældre amerikanske mænd og en ung dansk kvinde. Mændene talte med hinanden. Om hende.

De to mænd var chefen for pladeselskabet Epic i New York og hans øverste chef, kongen over alle konger i Sony Music Entertainment.

Kvinden var Nanna Øland Fabricius – eller Oh Land, som vi kender hende.

Det var efteråret 2012, og hun var kaldt til møde på chefens penthousekontor i det højhus i New York, der huser Sony Music Entertainment, »et sted, man ikke bare lige sådan kommer«, som hun siger.

Medmindre, altså, at Sonys øverste pladeboss virkelig vil noget med én.

»De så et stort potentiale i mig, sagde de. På den der amerikanske you’re a star-måde. De var bare ikke så vilde med den vej, jeg havde valgt at gå med min musik. Eller de folk, jeg havde valgt at have omkring mig. Eller det tøj, jeg gik i. Så det skulle lige laves om«, fortæller hun på den café på Værnedamsvej, hvor hun og jeg mødes .

Takkede nej til Sony Nanna Øland Fabricius bor i New York, men har været i Danmark i juli og august for at lægge sidste hånd på sin nye plade i sine forældres sommerhus i Asserbo og for at blive gift med sin kæreste gennem syv år, den danske billedkunstner Eske Kath, der laver artwork til hendes udgivelser.

»Så sidder der sådan en megaindflydelsesrig amerikansk pladeselskabsmand og siger, at jeg kan blive det største siden Abba. Det er jo forførende! Og der er lige det der øjeblik, hvor man tænker, okay, måske har han ret? Måske kunne jeg blive sådan en total superstjerne?«.

Hun griner ad sig selv, men det var altså det, de så for sig, når de kiggede på Oh Land, de to der højt oppe på kontoret, højt oppe i den amerikanske musikbranche.

»Sådan en rigtig popstjerne, lidt som Miley Cyrus«, siger hun, »en, der kan synge, en, der kan danse. Jeg tror bare, jeg inviterede til hele den der showbiztanke«. Og for en tidligere danser, der har brugt barndommen i Søborg på at drømme, at hun var Ginger Rogers, var billedet nemt at hoppe ind i.

»Men ved du, hvad der gjorde, at jeg meget hurtigt blev revet ud af den tanke«, spørger hun og kigger alvorligt på mig på den anden side af cafébordet.

»Hov, tænkte jeg lige pludselig, de taler helt vildt meget om, hvad jeg kan blive. Men de siger ikke et ord om, hvad jeg er«.

Fik sig selv fyret
Oh Land sagde nej tak til penthousekontorets planer. I stedet insisterede hun på sin egen vej, sin egen musik og sin egen producer, den amerikanske indiemusiker Dave Sitek.

Og fik dermed sig selv fyret fra det store pladeselskab.

»Jeg tror, de tænker på mig som et totalt spild af talent i dag«, siger hun, »men de skal nok blive klogere. Jeg kan få større succes med det, jeg laver nu. Hvis man er 100 procent sig selv og ikke prøver at være noget andet, så er der ikke nogen, der kan konkurrere med én. Det andet dér, det kan man konkurrere med. Der kommer altid en ny Miley Cyrus, og de kan altid sende en ny stjerne ud af Disneyfabrikken«.

Nanna Øland Fabricius spiser videre af sin kalvelever, som hun har bestilt, fordi det er svært at opstøve i USA – »et styk kæmpeindvold til mig!« – og fortæller, at hun altid plejer at møde Thorkild Thyrring her på cafeen, »hvilket jo er ret mærkeligt, fordi ingen af os bor i landet, men nu er vi altså begyndt at sige hej«.

Hun ler meget, Oh Land, mest ad sig selv. Og så har hun altså dét der. Det er svært at forklare, hvad det er.

Men man forstår godt de pladefolk, der tænker, at her er en kvinde, der kunne lægge verden for sine fødder. Selv da hun henter en klud for at tørre det vand op, hun har spildt på gulvet, er hun en anelse overjordisk.

En stjerne. Hvis grågrønne hår