Både herhjemme og i udlandet kender man Oh Land som den smukke danske balletdanser med rygskaden, der skubbede hende ud i en ny tilværelse som eftertragtet musiker.
Eftertragtet af talkshow-værten David Letterman, af Sonys Epic Records, af producere som Pharrell Williams, Dan Carey og Dave McCracken. Og eftertragtet blandt danske anmeldere, kronprinspar og prisuddelere.
Sådan kender vi hende alle sammen. Mit problem er, at jeg alligevel overhovedet ikke føler, at jeg kender hende.
På hjemmebane
Heller ikke efter hendes fjerde album, ’Earthsick’, hvor hun efter en tid som solokunstner produceret af Dave Sitek fra TV On The Radio har forvist kontrollørerne ved døren til sit hjemmestudie i Brooklyn for igen at stå for sangskrivning, indspilning og produktion. Altså en solokunstner på hjemmebane.
Men det er ikke gratis at være uafhængig, så Nanna Øland Fabricius smed sit projekt på pledgemusic.com for at få crowdfundet albummet. Med løftet om, at en del af donationerne ville blive kanaliseret videre til Greenpeaces arbejde for at redde narhvalerne.
Popkometen Oh Land står smukt på sine egne benHun elsker narhvaler, skriver hun nemlig. Og det er det tætteste, jeg kommer en klar karakteristik af en sangerinde, der med mediernes hjælp har tegnet sin profil op i skæve linjer.
Som den skøre skønhed, den surrealistiske balletfigur i et smykkeskrin, hvor du aldrig ved, hvad du får. Det er der, den drømmende vokal vil føre os hen, når hun skubber den frem og tilbage mellem halvbedøvede bjæf og lysvågne, himmelhymniske hyl.
Skønsang med lyse striber
På ’Earthsick’ er det langt mere kendte arealer, hun tager os med på. Store åbne landskaber af popballader, hvor Wilson Phillips har vist hende, hvordan man synger rent, og hvor Ane Trolle har lært hende at kokettere med knæk i fraseringerne.
I de bedste øjeblikke svinger de vokale harmonier som et soulkor ledet af svenske Jenny Wilson med Kate Bushs drilske fingre på volumenknappen, og i de værste lyder det som stadionrock for nymfer, sådan noget som Emmelie de Forest og Shakira ville synge med på.
Oh Land takkede nej til at blive verdens næste popstjerneDe vokale arrangementer med temposkift og harmoniske sammenstød, der flakker majestætisk som en prisme på et Pink Floyd-cover, er smidige og teknisk upåklagelige. Det er skønsang med lyse striber. Men det er også upersonligt.
Med opera og strygere indspillet af familiemedlemmer har hun ellers allieret sig med de nærmeste for at fortælle sin historie med electro-pop, ballader, klubbeats, jazzede moods med yndige skrammer i lakken, synkoperede beats og andre rytmiske forsøg på at kortslutte forudsigeligheden.
Men noget spontant og originalt tvinger albummet ikke frem i en kunstner, der måske nok har indlejret en skævhed dybt i koderne, men lige nu synes at danse ud ad den highway, der sigter mod store koncertsale i Las Vegas.
Helt udglattet
Hvis Oh Land forsvinder mellem alle sine musikalske krumspring og vokale teknikker, går Hannah Schneider så klart igennem som Siri på en iPhone.
Kvindestemmen, der er programmeret til at tage imod dine kommandoer med feminin varme i tonen for at simulere menneskelighed.
Hannah Schneider bærer ellers rundt på en sart, sfærisk og let poetisk sjæl i en vokal, der nok ikke har mange facetter, men alligevel var blødt bevægende på albummet ’Me vs. I’ fra 2012.
Gør-det-selv-sangerinde laver pop med stort modMen på ’Red Lines’ lyder hun så klinisk som en jysk teenager i ’X Factor’, hvor Pernille Rosendahl og Lina Rafn slås om at tvinge deres egen personlighed frem i staklen. Helt udglattet af finkornet sandpapir.
Samtidig har den danske electronica-musiker begået et album, der lyder som 12 opkald med en og samme ringetone. 12 numre, der optager 40 minutter af din tid, uden at du kan skille et eneste moment fra mængden. Også efter flere genhør.
Siri, sluk for musikken.
fortsæt med at læse
