Godt 15 år henne i deres udgivelseskarriere er det vist gået op for de fleste, at det islandske band Sigur Rós ikke ligefrem har travlt.

Også på deres sjette album kommer de anstigende i samme tempo som en gletsjer og tager mindst seks minutter om ikke at komme særlig langt i hver sang.

Nu skal Sigur Rós’ sneglende kompositioner ikke måles med et stopur, men efter en hel dag i en sart dis af slowmotionsalmer og sfæriske arabesker tegnet i postrockende kurver, kunne man godt bruge et hurtigt klip med Usain Bolt.

Så kan Sigur Rós være nok så meget en dyb sprække i tidens generelle hastværk.

LÆS OGSÅIslandsk trombonespiller fortsætter skønheden fra Sigur Ros

Demonstrativt stillestående
Hele den fintfølende musik med de langstrakte strygerklange, forsanger Jónsis kirkekorslyse stemme og mylderet af små nænsomme lyde, der risler sagte gennem nordlyden som dryppende istapper i foråret, bliver ganske enkelt mere søvndyssende end hypnotiserende.

Fordi formen er afkodet på nuværende tidspunkt og de selv undviger at bygge sangene op mod et forløsende klimaks.

Naturligvis besidder også ’Valtari’ øjeblikke af sin helt egen spæde og på samme tid storslåede skønhed, som den hvælver sig op mod mod slutningen af ’Varúa’, men allerede øjeblikket efter er albummet igen helt demonstrativt stillestående på ’Rembihnútur’.

Ligesom de gør i alt for mange og for lange passager på albummet, driver Sigur Rós her forskelsløst rundt og lyder som en akvarelkopi af sig selv.

FACEBOOKBliv ven med Politiken