Da Turboweekend for fem år siden dukkede op med deres klubrockende debut ’Night Shift’ lagde de trykket på weekend, på festen og de symmetriske farver.

Siden spolede de frem til festens melankolske efterklang på det mørkere ’Ghost of a Chance’ fra 2009, og i dag har de skruet helt ned for det klubroterende univers og har gennem 300 koncerter i stedet slidt sig til en status som en af landets bedste koncertoplevelser.

Det kan høres på deres tredje album, der er mere rock end elektro, mere koncert end klub, mere turbo end weekend. Det er nemlig kogende varmt under kølerhjelmen hos Turboweekend.

Mere rock
De hårde riffs er kun flyttet en anelse længere frem i lydbilledet, der stadig kan pulsere elektronisk og stød fra synthesizere, og det er ikke de 11 højpotente sange, men hele tilgangen til sangskrivningen, der er præget af rockens strømførende energi.

De fleste sange her vil ud over rampen og egner sig perfekt til rockkoncertens kædereaktion af forløsende øjeblikke.

LÆS OGSÅ Turboweekend: »Vi er barnemad i forhold til de andre«

Hermed følger bandet ikke bare deres egen udvikling ud af klubbernes neonlys, men lægger mere og mere vægt på forsanger Silas Bjerregards kraftfulde rockvokal. Det er ofte i dens intensivering og brølende gearskift, at Turboweekend for alvor træder i karakter. Hvilket det faktisk halter med undervejs.

Selv har bandet meddelt, at det her er de mest gennemarbejdede sange til dato.

Og man kan da sagtens høre, at produktionen har flere lag, og kompleksiteten i arrangementerne er øget, men fordi der er fikse strygere lagt ind på en sang som ’Boulevard’, løfter det den ikke op over en kategorisering som fyld. Tværtimod, gode melodier kan let drukne i detaljer.

Sans for hits
Heldigvis har Turboweekend stadig en flabet god evne til at skrive stinkende hits af den slags, der ikke kan slibes af igen, når man først har fået dem på hjernen.

Ligesom ’Into You’ og ’Trouble Is’ stak ud på de to første album, rager førstesinglen ’On My Side’ op her.

Med sit pumpende keyboard, fængende omkvæd og ikke mindst fistelkorets »uh-uh-uuuuh-uh-uuh« er vi allerede mange, der er vågnet op i det høje register med lige præcis det på læberne.

Uuuh-uh-koret er i det hele taget albummets signatur, der indleder åbneren, ’Fire of The Stampede’, og siden dukker op som melodisk chili på de hitpotentielle ørehængere som den svimlende repeterende ’Drying out in The Sun’ og den overraskende funky ’Douglas’.

Hver gang giver korelementet en opløftende kontrast til sangenes ellers milde tristesse, der især udstanses i teksterne.

Fokus på effekt og ekstase
Turboweekend dukkede op i et større kuld af elektrorockende og synthflyvske bands herhjemme. Veto, Newphew og ikke mindst de beslægtede Spleen United.

Men hvor sidstnævnte på deres album i foråret søgte ud i trancelandet af rock og dance, har Turboweekend med ’Fault Lines’ strammet deres fokus på effekt og ekstase. I små kompakte doser, der mere lugter af rock og festivaler end af røgmaskiner og stroboskoplys.

Det har sine udfald, men fungerer fremragende, når de har smurt den elektrorockende motor med høj hookfaktor.

Sol eller ej, så er Turboweekend absolut klar til at sende os begejstret gennem den danske sommer.

FACEBOOKBliv ven med Politiken