Annonce
Annonce
Musik

Det utæmmelige vilde dyr blev til en superstjerne i Falconer

Tame Impala gæstede København med nørderier og forkærlighed for psykeliske rockscenarier.

Annonce

Tame Impala

Falconer. Onsdag 3. februar
Politiken synes

Brian Wilson fra Californien vidste det, og Kevin Parker fra det solgennembagte Australien ved det. Nemlig at popmusikkens sol skinner smukkest i studiets lydisolerede mørke.

Jeg synes ikke, sammenligningen er helt ved siden af efter at have lyttet til Tame Impalas tredje album ’Currents’. Et album, hvor Tame Impalas musikalske mastermind og altmuligmand Kevin Parker har fordybet sig i studiets endeløse muligheder uden at fare vild i labyrinten.

Tame Impala har med sine nørderier og forkærlighed for psykeliske rockscenarier umiddelbart haft mere tilfælles med Flaming Lips end Beach Boys, men der er især på Kevin Parkers tredje udspil en helt afgørende forskel.

Hvor Flaming Lips lader fantasien føre musikken de særeste steder hen, ender Parker på ’Currents’ næsten altid med at lande med en smittende popmelodi i favnen efter et par trip rundt om en syret sol. Det må så være dét, Kevin Parker hentydede til, da han fortalte, at han undervejs i processen lyttede til landsmændene Bee Gees på svampe!

En af den slags stemmer piger finder søde, og mænd finder ufarlige. Også på det punkt en slags vinderkombination!

I et tætpakket Falconer bliver den langhårede Kevin Parker og hans topmoderne retrolysshow modtaget som en popstjerne af et begejstret overvejende ungt publikum. Det kan synes overraskende, at noget så syrerocket som Tame Impala på kort tid er blevet så stort et fænomen, men bandet er ikke mange takter inde i en lang og udsyret version af ’Let It Happen’, før svaret står funklende klart midt i det kulørte nedfald fra aftenens første konfettikanonsalut.

JUBEL.  I et tætpakket Falconer bliver den langhårede Kevin Parker og hans topmoderne retrolysshow modtaget som en popstjerne af et begejstret overvejende ungt publikum. - Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD

Psykedelisk rock har i disse år (for)tiden på sin side. Tame Impala spiller en helt egen variant af psykedelisk rock, der ikke forsvinder ind i krøllede navler og hjernevindinger, men især på det mindre rockede, mere gennemkomponerede og minutiøst producerede ’Currents’ folder sig ud som musikalsk avancerede uskyldige popsange.

Altså med andre ord mere Beach Boys end Flaming Lips på et formidabelt popnummer som ’Eventually’. Til og med ind imellem forsynet med et sugende beat, der tilnærmer musikken til den dovent-sensuelle del af r&b.

Man behøver ikke være Brian Wilson for at vide, at der kan være grum forskel på at lege troldmand i studiet og så få musikken ud over rampen i virkelighedens verden. Kevin Parker har selv skrevet og spillet hele molevitten i studiet, men på scenen skal det være kvintetten Tame Impala, der får musikken til at fremstå livagtigt på scenen.

En særlig udfordring er Kevin Parkers stemme. En fin lys stemme på studiets præmisser, men en noget pjevset størrelse på scenen omringet af svirrende, buldrende trommer og højstemt hippieguitar. En af den slags stemmer piger finder søde, og mænd finder ufarlige. Også på det punkt en slags vinderkombination!

Men Parkers begrænsede stemmepragt er en udfordring i så stort opsat et musikalsk univers. I begyndelsen har jeg svært ved at høre ham. At udfordringen bliver taget alvorligt, opdager jeg, da jeg på jagt efter den gode lyd lister tilbage i salen og stiller mig tæt på lydmændenes arbejdsområde. Tre mand høj i hvide kitler! Godt nok stikker der stikkelsbærben ud under den ene kliniske kittel, men det selvironiske signal er ikke til at tage fejl af. Lyddoktorerne er parat til at lægge sig i selen på jagten efter den rene lyd.

Og stående her i betryggende nærhed af lydmændene går Kevin Parkers spinkle røst faktisk stadig mere rent igennem i det store lydbrus. Undfanget og udfoldet i hans helt egen fantasi, men udspillet af bandet fra Perth.

LÆS OGSÅFnuglet psykedelisk popalbum er et kalejdoskop af vellyd

Det er et stærkt sæt stort set sammensat af det bedste fra ’Currents’ og forgængeren ’Lonerism’. Suveræne ’The Moment’ med den raffinerede musikalske illustration af, at øjeblikket er det, der hele tiden indtræffer, mens det næste uadskilligt fra det foregående er på vej, bliver effektfuldt fulgt op af trampende ’Elephant’ fra ’Lonerism’.

At illustrere fænomener som ’øjeblik’ og ’elefant’ med musikalsk naivisme, kompositorisk kompleksitet og smilende popsol understreger i mine ører kun sammenligningen med Brian Wilson og til dels Flaming Lips og Mercury Rev. Det er godt og grundigt pzyret, men det er også klassisk pop.

Man kan ikke tæmme en rekordlængdespringer som impalaen. Der findes ingen tamme vilde dyr. Man må bare nyde dem i springet

Hvilket netop er blevet blåstemplet af popdronningen Rihanna, der har valgt at fortolke ’New Person, Same Old Mistake’ på sit spritnye album. Det har jeg ikke spor svært ved at forstå, mens jeg netop udtrådt af ’Apocalyptic Dream’ står og svømmer hen til det dybe beat i ’New Person, Same Old Mistake’. Som en glad lille lytteboble i et fælles syrebad.

En tam impala er godt nok et spøjst navn, tænker jeg under ekstranummeret. Men måske passer det meget godt. Man kan ikke tæmme en rekordlængdespringer som impalaen. Der findes ingen tamme vilde dyr. Man må bare nyde dem i springet.

»Feel like a brand new person«, synger Kevin Parker og gud ved, om ikke han kniber sig selv lidt i armen midt i musikkens svamperagout. Kevin Parker, syrehoved og pjevset popstjerne. Syret mand ... men ikke spor ufortjent eller uforklarligt.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Fnuglet psykedelisk popalbum er et kalejdoskop af vellyd

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce