blå bog

Band Ane

Foto: Mick Anderson

Ane Østergaard (f.1983) er kvinden bag Band Ane. Hun er opvokset i Nordjylland i bofællesskabet Frugthaven med masser af musik og nogle forældre, der begge spillede.

Er studerende på linjen for elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og debuterede i 2006 med den anmelderroste plade ’Anish Music’, der skaffede hendes prisen som ’årets håb’ ved Steppeulv-uddelingen.

Medvirkede i bogen ’Feminint forstærket’ af Anya Mathilde Poulsen fra 2007 og skabte i sommer sammen med Peter Bruun musikken til forestillingen ’På Lånt Tid’ på Københavns Musikteater. Har netop udgivet dobbeltalbummet ’Too’ og ’Free’.

Så er du eddermame kommet på landet!«.

Pigen, der stiger ud af den ældgamle, brune Opel ved busholdepladsen, er klædt i gummistøvler til knæene og varm termotrøje. Håret er vildt og rodet, ansigtet smilende og lidt genert.

»Jeg har glædet mig til at vise dig Uglegården«, siger hun, da vi snegler os af sted på små mudderindsmurte veje, zigzaggende mellem hullerne i vejen til lyden af en hylende og pibende drivrem, der trænger til udskiftning.

Foran os rejser sig gavlen på et større landsted med adskillige bygninger fordelt på en stor grund. Navneskiltet siger ’Ane Østergaard’ og er snedkereret i træ.

Ane Østergaard er Band Ane. En af landets mest succesfulde laptopmusikere, der ud af det blå for tre år siden debuterede med cd’en ’Anish Music’, der fik en usædvanlig varm modtagelse og fik et enigt anmelderkorps til at tildele hende titlen som ’årets håb’ ved Steppeulv-prisuddelingen i 2007.

LÆS ANMELDELSE Band Ane debuterer med kram og splintrende knuserier

Nu bor hun her på Uglegården, som hun har døbt stedet, fem forskellige transportmidler væk for en københavnsk dagbladsjournalist; en metrotur, en flytur, en taxatur, en bustur og en biltur til det nordjyske. Vi er tæt på Aalborg, men der er ikke meget Jomfru Ane Gade over 26-årige Anes liv.

Sammen med veninden Heidi har hun i stedet slået sig ned på, hvad man kunne kalde en gigantisk byggelegeplads eller et faldefærdigt håndværkertilbud, alt efter øjnene der ser. Spørgsmålet er, hvad der får en ung kvinde til at flytte fra en daglig gang i det århusianske musikermiljø til Lars Tyndskids mark.

Tavlen skulle vaskes ren
»Jeg tror, det handler om, at der var så meget ramasjang efter den første plade. Der var virkelig mange koncerter og interview, og når man står midt i det, så føler man meget, at det hele handler om en selv«.

»Og jeg har ikke lyst til, at det skal handle om mig på den måde, for jeg kom pludselig til at reflektere enormt meget over mig selv, og hvordan jeg fremstod. Så jeg havde brug for at vaske tavlen ren«.

Derfor flyttede Ane Østergaard først et år alene ind i en lille lejet hytte ved Ajstrup Strand syd for Århus og dernæst ud i sin farfars hobbylandsted ikke så langt fra Terndrup i Nordjylland.

Her har hun syslet med sin nye dobbeltplade, ’Too’ og ’Free’, som fortsætter i lige linje fra debutpladen med varm, legende og imødekommende laptopmusik, hvor hun har alle de instrumenter, som Uglegården har at byde på, med indover.

Ude i en iskold lade mellem høballer og familiens opmagasinerede pakkenelliker har hun skabt et interimistisk øvelokale med gamle kirkeorgler, elorgler, et trommesæt, adskillige keyboards og elektroniske dingenoter.

De to unge kvinder og deres hundehvalp bor, sover, laver mad, spiser og spiller på klaver, harmonika og trompet i husets eneste beboelige rum, der er fyldt med gamle træmøbler, mens de venter på de to islandske ponyer, der efter planen skal flytte ind inden jul.

Diskokugle og skak
»Der er mange af naboerne, der strækker hals, når de kører forbi vores hus, fordi de ikke kan forstå, hvad det er, vi har gang i. Nogle af dem har også spurgt lige ud, om vi er kærester«, griner Ane Østergaard.

Skakbrættet står fremme. Der er ikke noget fjernsyn, så de mørke aftener bliver brugt på skakturneringer, hvor førstepræmien er en ’bestemmedag’. Den står 2-0 til Ane. Fra loftet hænger en stor diskokugle, og på stereoanlægget kører en børneplade fra 80’erne med Jess Ingerslev og Tom McEwan.

Dagene går med at fælde juletræer fra en stor mark, der hører til grunden, reparere på det ikke særlig vindtætte hus og spise store frokoster med portvin til dessert.

»Jeg var slet ikke sikker på, om jeg skulle lave en plade mere, den er bare kommet til hen ad vejen. For der er så mange andre ting end musik, jeg brænder for. Ridning og skak og at bygge og reparere ting, så musikken er sekundær«.

Hun er stadig studerende på linjen for elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium inde i Århus og bliver efter planen kandidat i elektronisk musik til næste år efter fem års undervisning af blandt andre elektroniske forbilleder som Fuzzy og Bjørn Svin.

Men Ane Østergaard er skoletræt og kommer ikke så ofte på skolen mere, og hendes kompositionslærer vil da også hellere hjemmeundervise hende på Uglegården end i de institutionelle rammer i Århus.

»Man får en masse inspiration ved at gå op ad andre musikere, men man kommer også til at tage nogle ting og lade sig inspirere af dem. Når jeg laver musik her, bliver det mere mit eget. Det er mere lystbetonet, fordi der er så mange ting, der inspirerer mig her, himstregimser, værktøj, metal, træ, jern, der er lyde over det hele. Jeg tror, her er inspiration til mange plader«.

Mere menneskelighed
Samtidig har Ane Østergaard været optaget af mødet mellem mennesker, af dokumentarisme og P1-radio, og derfor optræder der en del skæve eksistenser på pladerne, der giver computermusikken noget menneskelighed ved at fortælle historier over knitrende lydbilleder.

»Jeg synes, deres stemmer bringer noget autenticitet ind, fordi computermusik let kan virke så diffust og computeragtigt og dødt. Men når man f.eks. hører Alma Krathus tale, kan man høre på hendes ru stemme og klangen i den, at hun har levet længe og røget mange cigaretter«, forklarer hun om den 98-årige dame, hun en periode løb ærinder for, og som optræder på et nummer.

Ane Østergaard har efterhånden mange timers optagelser af disse møder. Sære samtaler, fordrukne verdensmænd og lejrbålsfilosoffer.

Hun samler på skæbner, stemmer, historier og lyde, hvilket står i skærende kontrast til hendes udprægede eneboergen, hvor de to veninder sagtens kan tilbringe en hel dag i hver sin ende af de mange tønder land uden at bruge stemmebåndet før ved aftenstid.

»Mit mål er at få computeren til at lyde organisk og gøre musikken varmere og mere autentisk. Jeg vil gerne blive mere fysisk og spille på rigtige instrumenter i stedet for bare at stå på scenen og dreje på nogle knapper og tilsætte lidt ppffhh, ppffhh«.

»Computeren er sgu bare lidt et uholdbart medie. Bare du taber en dråbe vand ned i den, så er din musik slettet«, siger musikeren, der arbejder på at indoperere mere krop og håndspillede elementer i sin musik både på plade og live.

»Der er mere gods i at spille melodier, som folk husker i hovedet og selv kan spille videre på. Måske er det derfor, jeg dyrker en del middelaldermusik og viser fra folkesangbogen herhjemme i øjeblikket«.

Minigolfkoncerter
Med den nye pladeudgivelse kører møllen så igen, og Ane Østergaard skal til at vænne sig til nysgerrige journalister og forventningsfuldt koncertpublikum igen.

»Jeg er faktisk lidt bange for det. Jeg vil det jo selvfølgelig vildt gerne, men jeg vil helst bare blive her. For mig er det en underlig blanding, det der med at lave musikken og så skulle lave alt det, der følger med den. Interview og koncerter virker så unaturligt for mig. Jeg bliver blufærdig«.

Selv om hun gerne vil spille de store steder og nå bredt ud, så brænder hun som musiker mest for de små, skæve steder. Hun leger derfor med tanken om at tage på øturne i båd og spille på alle landets minigolfbaner.

»Jeg kan bedst lide at spille små steder som Kinorevuen i Skørping eller Skipperkroen i Marstal foran otte søfolk med piber. Der kommer altid noget sjovt ud af det, når folk slet ingen forventninger har eller noget at sammenligne med«.

»Så kommer de der sjove kommentarer som: »Hun ligner en giraf, når hun danser«. Jeg elsker de der helt direkte reaktioner«, siger Ane Østergaard.

Men i øjeblikket videre løber hun i pendulfart mellem at grave lidt i haven, hamre lidt på trommerne med jord på hænderne og samle alle dagens lyde i computeren, der indtil videre stadig er hendes faste følgesvend.