George Keller er frustreret og ked af det.

De sidste tre-fire år af sit liv har han brugt på en opslidende konflikt med et af verdens største musikforlag, Warner/Chappell.

Sagen har krævet så meget af den ellers produktive komponist, at han ikke har kunnet påtage sig nye komponistopgaver i lang tid. Og han har været nødt til at optage store lån for at få det hele til at hænge sammen.

George Keller føler sig taget ved næsen og snydt for et millionbeløb i royalties for sin musik.

Hul igennem som filmkomponist
George Keller betænkte sig ellers ikke længe, da han i 1991 blev tilbudt en aftale med Warner/Chappell.

Selskabet tilbød en stor forskudscheck og lovede så at tage sig af at promovere ham som komponist, finde ud af, hvor i verden hans musik blev brugt, og sørge for, at han fik royalties for det.

For den ydelse skulle Warner/Chappell have 50 procent af royaltyindtægterne fra udlandet og en tredjedel af royaltyindtægterne fra Danmark. Samtidig overtog musikforlaget kontrollen med ophavsretten til alt, George Keller hidtil havde lavet, og alt det, han komponerer, så længe kontrakten løber.

Warner/Chappell har rettighederne frem til 70 år efter George Kellers død.

Så kunne George Keller koncentrere sig om det, han er god til: komponere musik.

»Jeg havde selv et musikforlag dengang, men mente, at jeg ville få mere ud af at komme i hus hos et verdensomspændende forlag. Jeg er godt klar over, at man sælger sin sjæl, og det kan virke torskedumt at overgive rettighederne på livstid, men jeg forventede at få noget igen, især fordi jeg for alvor var på vej ud på det internationale marked og derfor havde brug for et verdensomspændende forlag«, siger han.

George Keller var dengang en prisbelønnet norsk musiker og komponist med en række soloalbum og en lang karriere bag sig. Han var flyttet til Danmark i løbet af 1980’erne.

I midten af 1990’erne fik han for alvor hul igennem som filmkomponist og har skrevet musik til 20 film, heriblandt ’I Kina spiser de hunde’, ’Gamle mænd i nye biler’ og ’Anja efter Victor’.

Ingen italienske penge
George Keller var sådan set meget godt tilfreds med sin aftale. Men i 2004 begyndte tvivlen at nage. For fik han egentlig de penge, han havde krav på? Og lavede Warner/Chappell det arbejde, de fik deres andel af royalties for?

Nej, det gjorde de ikke, og det gør forlaget fortsat ikke, mener George Keller.

Warner/Chappell foretog sig stort set ikke andet end at modtage sin andel af de penge, der blev udbetalt fra rettighedsselskaber som Koda og NCB.

Forlaget skaffede ham ingen job og solgte heller ikke hans musik til andre kunstnere eller projekter. Alle de komponistopgaver, George Keller har haft, har han selv skaffet, siger han.

Og mens skuespillere og instruktører modtog royalties fra mange lande verden over, hvor film med George Kellers musik blev spillet, modtog han kun royalties fra få lande. På en ferie i Italien så han en af sine film på dvd uden nogensinde at have modtaget royalties fra Italien.

Så blev han tosset. Det kunne ikke passe, at han skulle snydes for indtægter, når filmene faktisk blev vist og solgt mange steder i verden. For som musiker lever man en usikker tilværelse. Man er nødt til at spinde, når muligheden er der.

Og de udenlandske royalties fra filmmusikken skulle være George Kellers sikkerhed for, at der også var noget på kistebunden i dårlige tider. Han opfattede selv musikken til de mange film som en slags pensionsopsparing.

George Keller ville have de penge, han var berettiget til, og han ville ud af livstidskontrakten med Warner/Chappell, så han selv fik musikrettighederne tilbage. Derfor lagde han sag an mod selskabet.

Forretningsaftalen går kun én vej
George Keller er ikke den eneste danske musiker, der føler sig bondefanget af det multinationale selskab. Faktisk har brancheforeningen for professionelle musikere og komponister inden for jazz, rock, folkemusik, DJBFA, fem-seks medlemmer, der for alt i verden bare vil ud af kontrakten med Warner/Chappell.

Men det kan de ikke komme. For Warner/Chappell vil ikke slippe dem, og de har med kontrakterne hånds- og halsret over musikken indtil 70 år efter komponisternes død.

»Problemet i de sager er typisk, at komponisterne har overdraget rettighederne til Warner/Chappell, der så lægger en død hånd hen over værkerne og bare venter på, at pengene kommer ind fra Koda og NCB. Og når man henvender sig, for at der skal ske noget mere, er der ingen respons eller opfølgning. Forretningsaftalen går kun én vej«, siger sekretariatschef i DJBFA Poul-Henrik Jensen.

En af dem, der er kommet i klemme, er den danske musiker, komponist og producer Kasper Winding, der har produceret et hav af danske og udenlandske navne og sideløbende haft en lang karriere som sanger, sangskriver og filmkomponist.

Snydt?  Kasper Winding. Arkivfoto: Kåre Viemose.Kasper Winding blev også lokket ind i Warner/Chappell i begyndelsen af 1990’erne. Hans kontrakt udløb i 2001, og han er nu i fuld gang under et nyt forlag, hvor han betaler en langt mindre andel af sine royalties, og hvor selskabet kun har rettighederne til hans musik for 3-5 år ad gangen.

Men alt, hvad Kasper Winding har lavet før 2001 – det såkaldte bagkatalog – har Warner/Chappell fortsat rettighederne over, og hver gang eksempelvis ’Sjæl i flammer’ bliver spillet eller brugt, modtager Warner/Chappell en tredjedel af Kasper Windings royalties.

»Mit problem er, at det kun er Warner/Chappell, der tjener penge. Da jeg indgik aftalen i begyndelsen af 1990’erne, modtog jeg et meget stort forskud, og de lokkede med, at de kunne få mine sange ud at arbejde i verden. Fedt, tænkte jeg, for det lød som en velsmurt maskine, der virkelig havde adgang til hele verden, og dermed kunne mine sange for alvor komme ud og blive brugt af andre kunstnere«, siger Kasper Winding.

Følger Keller-sagen
Men virkeligheden var en helt anden. Selv om Kasper Windings kontrakt løb over 10 år, anslår han, at Warner/Chappell i hele den periode har sikret ham en indtjening fra salg af sange på mellem 7.000 og 12.000 kroner i alt.

Når Kasper Windings sange er blevet solgt, har han selv sørget for det. Og alle de opgaver, han har fået som sangskriver, har han selv skaffet. Warner/Chappell har ifølge Kasper Winding stort set ikke rørt en finger for ham.

»Eller også er de bare fuldstændig uduelige«, siger han.

Problemet i dag er de 200-300 sange, selskabet fortsat har rettighederne til.

»Der er måske 25-30 sange, som godt kunne sælges til andre kunstnere. Det sker ikke. Og det er ikke, fordi mine sange ikke kan sælges, for det er mit nuværende forlag i stand til. Samlet har jeg indtjent langt over det dobbelte til Warner/Chappell af, hvad jeg har fået i forskud. Det er det dyreste banklån, jeg nogensinde har taget«, siger Kasper Winding.

Han følger nu George Kellers sag, for Kasper Winding vil enten have rettighederne tilbage eller have Warner/Chappell til at overdrage dem til et andet musikforlag, der arbejder for sangene. Kan det ikke lade sig gøre ved almindelig forhandling, er han også parat til at slæbe selskabet i retten.

Entydig afgørelse i byretten
George Keller tabte sin sag i byretten. Forlagskontrakten siger, at inddrivelse af royalty skal ske »i muligt omfang«.

Det giver Warner/Chappell »et vist spillerum for at vurdere, om indkasseringen står i rimeligt forhold til de anvendte ressourcer«, mente byretten. Og George Keller kunne ikke bevise, at forlaget havde undladt at inddrive royalties i større omfang, end kontrakten forpligter til, fastslog dommen.

Nu er sagen anket til landsretten, og både George Keller og hans advokat, Morten Schwartz Nielsen, håber, at sagen falder anderledes ud her.

Ikke mindst fordi de nu – i modsætning til i byretten – får lov til at få en uafhængig sagkyndig vurdering af, hvor meget George Keller er gået glip af i royalties, og samtidig må føre vidner, der kan fortælle, hvad man kan forvente af et forlag, oplyser Morten Schwartz Nielsen.

Da sagen kørte i byretten, var det ikke muligt at lave et skøn over, hvad George Kellers tab havde været.

Creative manager hos Warner/Chappell Lars Sjelle siger om retssagen:

»Warner/Chappell vandt sagen i Københavns Byret med en fuldstændig klar, entydig og 100 procent enstemmig afgørelse, hvor alle Kellers synspunkter blev vejet, gennembehandlet og fuldt ud vurderet af tre byretsdommere«.

Lars Sjelle er »ærgerlig« over, at forlaget er endt i en retssag med en af sine komponister, men ønsker ikke at kommentere kritikken fra George Keller eller den kommende retssag yderligere.

»Det vil være utrolig uprofessionelt at diskutere sagen gennem pressen, så længe den kører, uanset at den anden part gør det«, mener han.

Flere års tracking
Inden sagen kom så langt, brugte George Keller flere år på at forsøge at få overblik over, i hvilke lande de film, han havde komponeret musik til, var blevet vist – det kaldes i fagsprog at tracke musikken.

»For eksempel kunne jeg se, at en film var ude i 27 lande, men af Warner/Chappells liste fremgik det, at den kun havde været ude i 3«, siger han.

»Jeg er meget frustreret, ked af det og bange for, at jeg er gået glip af et ret stort beløb. For hvis Warner/Chappell ikke gør noget for at sikre, at jeg får de royalties, der faktisk tilhører mig, hvorfor skal jeg så betale dem 50 procent af alle de royalties, jeg får fra udlandet«, siger han.

Da George Keller blev opmærksom på, at der var royalties, han gik glip af, indgik han en tillægsaftale med Warner/Chappell, hvor forlaget forpligtede sig til at kontakte producenter og distributører på de film, han har lavet musik til, for at få overblik over, i hvilke lande de var blevet vist. Det er endnu ikke sket.

»Efter min egen tracking har jeg givet Warner/Chappell en del oplysninger om udbredelsen af musikken, som forlaget hverken har videregivet til Koda eller til NCB. Jeg har kontaktet filmproducenterne herhjemme, men de har aldrig oplevet, at Warner/Chappell har henvendt sig for at få informationer om udbredelsen af min musik«, siger George Keller.

Misligholder kontrakten
Men hans eneste mulighed for at komme ud af kontrakten er at få dømt Warner/Chappell for væsentligt at have misligholdt kontrakten.

Spørgsmålet er, hvornår et forlag væsentligt misligholder kontrakten.

Selv om George Keller tabte i byretten fastslog dommen samtidig, at tillægsaftalen var misligholdt, men ikke i et omfang, så der var tale om en væsentlig misligholdelse.

Men hvad kan man egentlig forvente af et forlag, når man indgår en aftale?

Politiken har kontaktet et af de andre store internationale musikforlag, EMI Publishing, for at høre, hvad man her gør for at udfylde sin del af kontrakten.

Ifølge senior creative manager Ole Dreyer Wogensen har forlaget to væsentlige opgaver:

For det første at forsøge at udbrede komponistens værker, enten ved at få dem udgivet eller ved at få andre kunstnere til at bruge dem, samt at forsøge at få værkerne benyttet på andre platforme som for eksempel reklamer og film.

For det andet at sørge for, at værket er registreret rigtigt og under de rigtige titler hos Koda, NCB, og hvad der ellers er af lokale rettighedsselskaber i de enkelte lande, så både forlag og komponist modtager de royalties, de har krav på.

Det kan være svært og uoverskueligt, og derfor har EMI Publishing en afdeling i London, der ikke laver andet end at tracke selskabets musik for at finde ud af, hvor den bliver brugt. I de dele af verden, hvor der ikke findes rettighedsselskaber, indkræver EMI Publishing selv royalties.

»Det er en del af vores forpligtelse, at der kommer penge ind for musikken. Det har vi en fælles interesse i«, siger Ole Dreyer Wogensen.

En dum blondine
Man kan spørge sig selv, om komponister ikke selv er ude om det, når de indgår forlagskontrakter, der overgiver musikrettighederne til 70 år efter deres død. Står der så ikke idiot på ryggen af dem?

Måske. For man er selvfølgelig tilfreds med sit forlag, hvis man får flere penge ud af aftalen, end man ville få uden en aftale. Og i begyndelsen af 1990’erne var det kutyme, at man indgik den slags forlagskontrakter.

Ville man være med, var betingelsen en livstidskontrakt. Guleroden var drømmen om flere penge, store gennembrud og internationale karrierer.

Ivan Pedersen, der er formand for Danske Populærautorer, DPA, og formand for Koda udtrykker det på denne måde:

»Forholdet mellem forlægger og komponist kan sammenlignes med et forhold mellem en berømt, erfaren forfører og en lidt naiv blondine, der sukker efter opmærksomhed. Når en musiker eller komponist bliver opsøgt af et stort forlag, der vifter ham om næsen med en stor check og lover verdensomspændende samarbejde, så bliver han selvfølgelig meget smigret«.

»Men der er tale om systematiseret udnyttelse af en kreativ gruppes uvidenhed på dette felt. Det er næsten sådan i denne her branche, at først bør man læse økonomi, så tage en overbygning på jura, og så kan man ellers udvide med bas og trommer«.

I en klasse for sig
De fleste forlag har afløst livstidskontrakterne med tidsbestemte kontrakter, hvor forlagets rettigheder udløber efter en vis årrække.

Alligevel er det de fleste steder svært at komme ud af de livstidskontrakter, der engang er indgået. De repræsenterer en værdi for selskabet og dets aktionærer.

Men ifølge de to brancheorganisationer for komponister og sangskrivere, DJBFA og DPA, er det i særklasse Warner/Chappell, der er problemer med. Og de opfordrer indtrængende deres medlemmer til aldrig at indgå aftaler med Warner/Chappell.

»Dette forlag har brugt 50 år på at raffinere deres kontrakter ned til mindst mulig hæftelse for forlaget og mest mulig hæftelse for ophavsmanden«, siger Ivan Pedersen og sammenligner situationen med et edderkoppespind, hvor forlæggeren sidder inaktivt i midten og komponisterne hænger fast ude i nettet, mens de knokler med at skrive og indspille musik, skaffe opgaver, spille job og forsøge at få værkerne indspillet af andre:

»Har forlæggeren komponister nok, kan han jo køre Jaguar uden at gøre andet end at tale i telefon med indkasseringsselskaberne«, siger han.

Ingen lov mod uduelighed
Og selv om forlagene i kontrakterne forpligter sig til at markedsføre komponistens kompositioner og sørge for, at der kommer royalties ind, så er det altid med en eller anden gummiformulering a la ’efter bedste evne’ eller ’i muligt omfang’, siger Ivan Pedersen:

»Og der er jo ingen lov i Danmark mod uduelighed«.

Creative manager hos Warner/Chappell Lars Sjelle ønsker ikke at knytte mange kommentarer til kritikken fra Kasper Winding eller fra de to brancheorganisationer DJBFA og DPA, men siger, at Warner/Chappell heldigvis »har masser af komponister, sangskrivere og producere, der er tilfredse med forlaget og har stor succes«.

Vinder George Keller sagen i landsretten, kan det få stor betydning for andre komponister, der føler sig stavnsbundne af deres kontrakter og svigtet af deres musikforlag.

For så er der lige pludselig en retsinstans, der har taget stilling til, hvor meget forlaget skal gøre for at udfylde sin del af forlagskontrakten.