En fest. Tilmed en fabelagtig god en af slagsen. Det var, hvad Paul Simon leverede med et generøst udvalg af sit katalog af sange i selskab med et velspillende og versatilt nimandsorkester.
Og det var en af den slags begivenheder, hvor musikken for det meste fik lov til at tale. Kun ganske få anekdoter kom fra den afslappede legende, men det gjorde det så meget mere betydningsfuldt, da han fortalte om en rejse i junglen, hvor han mødte en brujo – en lokal type shaman/medicinmand – der gav ham det kraftigt psykedeliske ayahuasca, som sendte ham af sted på en indre rejse, efter den fysiske.




























